Voel Friplejehjem i Silkeborg er blevet kåret som Danmarks bedste plejehjem 2025. Prisen uddeles af Danske Seniorer og arbejdsmiljørådgiveren Affectum og gik i år til det plejehjem, der bedst formår at styrke beboernes livskvalitet gennem motion og bevægelse.
Med 1.105 stemmer – svarende til 26 procent af de i alt 4.228 stemmer – vandt Voel Friplejehjem afstemningen foran Plejecentret Skolebakken i Nakskov, som fik 1.064 stemmer, fremgår det af pressemeddelelsen. Det vil sige, det var et tæt opløb.
”Det, der især gjorde, at vi nominerede Voel Friplejehjem, var, at fællesskabet og de sociale aktiviteter motiverer til mere bevægelse,” siger Danske Seniorers landsformand Jytte Schmidt.
Det handler for hende om lederen, medarbejdere, beboerne, de pårørende og de frivillige.
Et fællesskab i bevægelse
Prisen blev overrakt ved et overraskelsesbesøg den 4. november, hvor Danske Seniorers formand understregede, at det er helheden, der tæller: ledelsen, medarbejderne, de frivillige – og beboerne, som går langt for både samvær og skridttæller.
I Voel handler motion ikke om træning for træningens skyld, men om at bevægelse skaber fællesskab. Beboerne arrangerer gåture, deltager i små konkurrencer og støtter hinanden – en tilgang, som juryen fremhævede som et forbilledligt eksempel på hverdagsaktivitet.
Friplejehjemmene markerer sig
Voel Friplejehjems sejr føjer sig til en tendens i konkurrencens historie: Tre ud af fem gange er det nemlig et ikke-kommunalt plejehjem, der har løbet med titlen Danmarks bedste plejehjem. (Se nederst i artiklen)
Samtidig er det her værd at bemærke, at fire ud af de fem nominerede i år var ikke-kommunale plejehjem.
Dermed markerer ikke-kommunale plejehjem sig i konkurrencen som udviklingslaboratorier for kvalitet, trivsel og fællesskab i ældreplejen og det er interessant, fordi de kun udgør ca. 19 pct. af plejeboligkapaciteten i Danmark.
74 kandidater – fem finalister
I alt blev 74 plejehjem landet over indstillet til konkurrencen, og Danske Seniorers hovedbestyrelse nominerede ét plejehjem fra hver region.
De øvrige nominerede var:
- Helene Mariehjem, Helsinge (Region Hovedstaden)
- Plejecentret Skolebakken, Nakskov (Region Sjælland)
- Dalsmark Plejehjem, Gråsten (Region Syddanmark)
- Birkelse Plejecenter, Aabybro (Region Nordjylland)
Ifølge Danske Seniorer handler konkurrencen dog ikke kun om at finde en vinder, men om at fremhæve de gode eksempler i en sektor, der ofte er præget af kritik.
”Konkurrencen viser, at det er muligt at skabe gode hjem for beboere på plejehjem – og at der er mange måder at skabe trivsel på,” siger Jytte Schmidt.
Med æren følger en præmie på 20.000 kroner, som Voel Friplejehjem vil bruge på en fælles oplevelse for beboere, medarbejdere og frivillige.
Tidligere vindere og tema:
2024: Røde Kors Hjemmet i Løgstør – bedst til samarbejde med lokalsamfundet
2023: Plejecenter Teglgården – bedst til mad og måltider
2022: Landsbyen Møllevang – bedst til sang og musik i ældreplejen.
2021: Friplejehjemmet Hesselvang – et godt sted at bo





