Region Hovedstaden har i årevis indkøbt lægevikarer til det somatiske område for beløb langt over EU’s tærskelværdi efter light-regimet på 5,6 mio. kr. uden at sende opgaverne i udbud.
OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvordan regionens forbrug af lægevikarer i 2023 og 2024 lå på henholdsvis 25,6 og 23 mio. kr. – altså fire til fem gange over tærskleværdien.
Politiske profiler fra både regionens formandskab og opposition har flere gange udtrykt overraskelse og sendt klare signaler om, at reglerne skal følges også for regionen.
Læs også: Regionsrådsformand overrasket over manglende udbud: “Reglerne skal følges”
For at sætte en prop i udviklingen har man politisk besluttet sig for et vikarstop til september.
Allerede nu viser tal for første halvår af 2025 et brat fald i forbruget af lægevikarer: Regionen har ifølge en aktindsigt indtil 30. juni bogført udgifter for blot 6,4 mio. kr. på lægevikarer i somatikken. Hvis niveauet holder året ud, vil det samlede forbrug lande på omkring halvdelen af niveauet fra de foregående år. – Men fortsat langt over tærskelværdien.
Læs også: Region forsvarer millionindkøb uden udbud – Ekspert kalder forklaringen noget vrøvl
Bogførte tal kan dække over mere
Regionen selv understreger over for OPS-Indsigt, at tallene dækker bogført forbrug i SAP-systemet. Det betyder, at der kan mangle fakturaer, som endnu ikke er indløbet eller behandlet. Dermed er det for tidligt at konkludere, hvor stort faldet reelt er.
Hos Dansk Erhverv, der tidligere har kritiseret Region Hovedstaden for at omgå udbudsreglerne, ser man ingen grund til at lade sig berolige af de nye tal.
”Det ændrer jo ikke på det helt centrale: Region Hovedstaden har i årevis købt lægevikarer i en størrelsesorden, der klart overstiger EU’s tærskelværdi – uden konkurrenceudsættelse. Om der så kommer et vikarstop i september, er lidt som at låse stalddøren, efter hesten er løbet,” siger branchedirektør Morten Jung, Dansk Erhverv.
Han peger på, at et reelt fald i 2025-tallene kan være udtryk for, at et politisk signal begynder at virke, men at det ikke løser den grundlæggende udfordring.
”Hvis vi skal tage udbudsreglerne alvorligt – og det skal vi – så kan det ikke nytte noget, at en region først bremser op, når kritikken ruller. Reglerne er brudt, og det har i sidste ende kostet både konkurrence, gennemsigtighed og formentlig også højere priser.”
Vikarstop lugter af damage control
Region Hovedstaden, har som sagt, tidligere meldt ud, at man indfører et ”kvalificeret vikarstop” fra 1. september 2025. Stoppet gælder kun for de somatiske hospitaler, mens psykiatrien og medicinstuderende fra FADL er undtaget. Derudover kan HR-direktøren dispensere, hvis patientsikkerheden er truet.
”Man kan spørge: Hvad hjælper et vikarstop, når regionen allerede har overskredet tærsklen markant i første halvår? Det lugter mere af damage control end af en reel løsning,” siger Morten Jung.
Andre regioner, bl.a. Region Sjælland, har gennemført EU-udbud på lægevikarer og opnået lavere priser og større gennemsigtighed. Her faldt priserne med omkring 10 pct., da et stort udbud blev gennemført tidligere på året.
”Hvis Region Sjælland kan gennemføre udbud og få bedre priser, hvorfor skulle Region Hovedstaden så være undtaget? Det er jo den samme type opgaver. Vi må ikke acceptere en situation, hvor den største region i landet sætter egne regler,” siger Morten Jung.
Læs også: Vinderne af stort udbud skal sikre lægedækning i Region Sjælland
Fakta: Region Hovedstadens forbrug af lægevikarer i somatikken
(ekskl. psykiatri og FADL-vikarer)
- 2023: 25,6 mio. kr.
- 2024: 23,0 mio. kr.
- 2025 H1: 6,4 mio. kr. (bogført pr. 30. juni)
🔴 EU’s tærskelværdi: 5,6 mio. kr. pr. år