Der var bred opbakning til samarbejde på tværs af offentlige, private og selvejende aktører, da Dansk Erhverv samlede politikere og velfærdsleverandører til Velfærdens Topmøde på Axelborg.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark fra SF fremhævede blandt andet, at konkurrence kan gøre både offentlige og private leverandører bedre, og at han gerne ser flere selvejende institutioner.
Men hvordan ser udfordringerne ud fra den brancheorganisation, der repræsenterer en stor del af de private velfærdsleverandører?
Ifølge Dansk Erhvervs branchedirektør Tony Bech er der især behov for at ændre den måde, man styrer og diskuterer velfærdsområdet på.
Han peger på tre sammenhængende udfordringer: Økonomistyring på et usikkert grundlag, manglende lige vilkår mellem leverandørerne og en debat, hvor ejerformen ofte får større opmærksomhed end resultaterne.
Takstreform på usikkert grundlag
Den mest aktuelle bekymring knytter sig til arbejdet med en ny takstmodel på socialområdet.
“Jeg kan være meget bekymret for, at vi får økonomistyring på et uklart grundlag,” siger Tony Bech.
Han anerkender behovet for at få bedre styr på udgifterne, men mener, at nye regler skal bygge på sammenlignelige oplysninger om borgernes behov, indsatsernes kvalitet og de fulde omkostninger.
“En takstreform bør bygge på nogle sammenlignelige data om menneskers behov og kvaliteten i indsatserne og de fulde omkostninger, der er på tværs af både offentlige, private og selvejende tilbud,” fastslår han.
Tony Bechs bekymring bliver understøttet af en ny analyse fra Dansk Erhverv, som viser, at botilbud står for omkring 73 procent af udgiftsvæksten på det specialiserede voksenområde fra 2019 til 2025. – Men analysen viser også, hvor vanskeligt det kan være at forklare udviklingen.
På botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 steg de registrerede udgifter med 26,8 procent fra 2019 til 2024, selv om antallet af borgere faldt med 2,2 procent.
En del af udgiftsstigningen kan skyldes ændret kommunal konteringspraksis. Dansk Erhverv understreger imidlertid, at det endnu ikke er klarlagt, hvor meget der skyldes registreringsændringer, og hvor meget der afspejler reelt højere omkostninger.
For Tony Bech illustrerer usikkerheden behovet for et mere solidt beslutningsgrundlag.
“Hvis ikke vi får etableret det udgangspunkt og det solide vidensgrundlag, så kommer vi til at bygge noget, der har et skævt fundament, hvor det hus, der bliver bygget, vil slå revner, og kvaliteten i indsatserne kommer til at halte med afspecialisering til følge,” siger han.
Samme paragraf er ikke samme opgave
Ifølge branchedirektøren er det samtidig afgørende at forstå forskellene mellem de tilbud, man forsøger at sammenligne. To botilbud kan være omfattet af samme lovbestemmelse, men have borgere med vidt forskellige støttebehov.
Det ene tilbud kan kræve høj personalenormering og specialiserede kompetencer, mens det andet løser mindre komplekse opgaver.
Derfor kan forskelle i takster heller ikke uden videre bruges som udtryk for, at det ene tilbud er dyrere eller mindre effektivt end det andet. Tony Bech frygter derfor, at en takstmodel, som ikke tager tilstrækkeligt højde for sådanne forskelle, både kan ramme kvaliteten og forfejle ambitionen om bedre økonomistyring.
“Så misser man både målet om at få styr på udgifterne, og sådan set også det mål vi deler med handicapbevægelsen, hvor vi i årevis sammen har efterspurgt øget retssikkerhed,” fastslår han.
For meget fokus på ejerform
Men Tony Bechs blik på udfordringerne rækker videre end takstmodellen på socialområdet.
Han mener, at der på tværs af velfærdsområderne er en tendens til at diskutere, hvem der leverer ydelserne, frem for hvad borgerne får ud af dem.
“Når vi kigger hen over debatten, så kan vi se en tværgående udfordring, der handler om, at man gennemgående har et fokus på leverandørens ejerform frem for resultaterne i indsatserne” siger han.
Det gælder efter hans opfattelse både debatten om private leverandører og de krav, der stilles til forskellige typer af tilbud. Han efterlyser i stedet ensartede krav til kvalitet, ansvarlighed og dokumentation, uanset om tilbuddet drives af en kommune, en privat virksomhed eller en selvejende institution.
Den nye botilbudsanalyse viser samtidig, at private og selvejende leverandører har stået for omkring to tredjedele af nettotilvæksten i botilbudspladser fra 2019 til 2025. Dermed er de ikke-kommunale leverandører allerede en væsentlig del af den kapacitet, som kommunerne er afhængige af.
Det gør efter Tony Bechs opfattelse spørgsmålet om lige vilkår og et velfungerende samspil mellem forskellige leverandører endnu vigtigere.
Politiske signaler skal omsættes til praksis
På Velfærdens Topmøde fremhævede Jacob Mark konkurrencens positive betydning for både den offentlige og private sektor.
“Jeg tror, at begge parter bliver dygtige af at være i konkurrence med hinanden. Jeg tilhører ikke den SF’er, som ikke mener, at det offentlige heller ikke har godt af lige at blive trykket lidt på i ny og næ,” sagde ministeren under spørgerunden.
For Tony Bech er spørgsmålet imidlertid ikke blot, om konkurrence kan være en fordel.
Det handler også om, hvorvidt konkurrencen foregår på sammenlignelige og rimelige vilkår.
Han peger på, at fremtidens velfærdsudfordringer kræver et tættere samspil mellem forskellige aktører, ikke mindst fordi behovene vokser, samtidig med at både økonomi og arbejdskraft er under pres.
Dermed efterlader topmødet et spørgsmål, som rækker videre end de positive politiske tilkendegivelser:
Om ønsket om mere samarbejde også bliver fulgt op af en styring, hvor borgernes behov og leverandørernes resultater får større vægt end deres ejerform.
