Der findes næppe mange hjørner af det danske udbudsmiljø, som ikke er repræsenteret, når dørene åbner til årets udbudskonference.
Læs også: EU-opbrud, AI og geopolitik sætter dagsordenen
Advokater, offentlige indkøbere, myndigheder, brancheorganisationer, virksomheder og forskere mødes. På talerlisten finder man samtidig folk fra konkurrerende advokathuse side om side med Poul Schmith/Kammeradvokaten, der sammen med JUC står bag konferencen.
Hvorfor bliver udbudsfolk ved med at bruge en hel dag på konferencen?
“Det er givet, fordi alle i denne branche har en travl hverdag, og på denne dag kommer du ind møder andre og samtidig får du serveret, highlights for hvad der rører sig lige nu, og hvad kigger vi ind i,” forklarer Jens Bødtcher-Hansen, partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten.
Malene Gry-Jensen der ligeledes er partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten peger på hvad det er for et sigte der ligger bag de her dage, som i årevis har fået udbudseksperter til at rive en dag ud af kalenderen:
“Ambitionen er, at man skal kunne gå derfra og så føle, at nu er man up to date på, hvad der er sket siden sidste år, så enkelt er det,” siger hun til OPS-Indsigt.
Både hun og Jens Bødtcher-Hansen er de faglige tovholdere bag konferencen.
Man får adgang til maskinrummet
OPS-Indsigt har de seneste tre år fulgt konferencen, men hvad er det, der trækker?
Et af de programpunkter, der ifølge Jens Bødtcher-Hansen år efter år tiltrækker stor interesse, er den gennemgang, deltagerne får om den seneste praksis i Klagenævnet for Udbud. Men værdien ligger ikke kun i at få kendelserne repeteret.
Når Klagenævnets formand selv står på scenen, får de mange udbudseksperter mulighed for at komme tættere på overvejelserne bag afgørelserne i en verden hvor djævlen ofte ligger i detaljen.
“Det er virkelig brugbart for os praktikere at finde ud af, hvordan tænker de i Klagenævnet, og hvad der ligger bag de enkelte præmisser i kendelserne,” siger Jens Bødtcher-Hansen, der samtidig fortæller, at man i år også har en særskilt gennemgang af nyere praksis fra EU-Domstolen.
”Det er faktisk ikke nyt. Professor Steen Treumer stod for det i mange år, men siden hans triste bortgang har vi ikke haft det på programmet. Det gør vi noget ved i år.”
Deltagerne er altså helt nede i nogle detaljer, som de ganske enkelt ikke når i deres hverdag. Men ser man på resten af programmet, er det samtidig tydeligt, at udbudsfaget er ved at få flere lag.
Læs også: Når jakkesættene lytter – og juraen bliver levende
Den nye verdensorden rammer udbuddet
Jens Bødtcher-Hansen peger på, at årets program i virkeligheden kan ses som en fortsættelse af en diskussion, man tog hul på sidste år under overskriften: Hvad betyder den nye verdensorden i det udbudsretlige univers?
Sikkerhed, forsyningskæder og politiske prioriteringer spiller nu direkte ind i spørgsmålet om, hvilke leverandører og produkter offentlige myndigheder kan og bør indgå kontrakter med.
“Den nye geopolitiske ramme er blevet meget tydeligere, og den sætter igen i år sit præg på den måde, vi har udformet programmet på,” siger Jens Bødtcher-Hansen.
Digital suverænitet er en anden del af samme bevægelse, som de to udbudseksperter iagttager.
Hvordan bliver myndighederne mindre afhængige af bestemte leverandører? Hvordan bevarer de kontrollen over data? Og hvordan håndteres sikkerhed og teknologisk afhængighed gennem udbud og kontrakter?
På det juridiske spor går konferencen endnu et skridt dybere og undersøger mulighederne i forsvars- og sikkerhedsdirektivet, også hvor ordregiveren ikke umiddelbart befinder sig på det klassiske forsvarsområde.
Ifølge Malene Gry-Jensen kan særlige sikkerhedshensyn i konkrete tilfælde åbne for at overveje direktivets mere fleksible rammer.
Kinesiske produkter er blevet et konkret udbudsspørgsmål
På sundhedsområdet bliver den geopolitiske udvikling meget håndgribelig.
EU’s første indgreb under IPI-instrumentet rammer kinesiske leverandører af medicinsk udstyr. Og her er reglerne allerede begyndt at påvirke et marked, hvor leverandører gennem mange år har bygget deres forretning op omkring kinesisk producerede produkter.
“For rigtig mange leverandører og også for mange patienter, så bliver det her en omvæltning,” siger Malene Gry-Jensen og peger blandt andet på diabetesområdet, hvor kinesiske produkter har fyldt meget.
Jens Bødtcher-Hansen ser allerede virksomheder reagere. Leverandører kan ifølge ham blive nødt til at omlægge deres forsynings- og distributionskanaler, mens situationen er vanskeligere for virksomheder, der selv har foretaget investeringer i Kina.
Samtidig er spørgsmålet om kinesisk kontrol mere kompliceret end blot at flytte produktion geografisk.
Læs også: Milliardudbud viser ny virkelighed: Nu tæller det, hvor produkt-elementer kommer fra
Fra IPI til »Buy European«
Og udviklingen stopper ikke nødvendigvis ved medicoområdet.
I Kommissionens nye forslag til udbudsregler kobles offentlige indkøb endnu tydeligere sammen med ønsket om europæisk strategisk autonomi og konkurrenceevne. udbudskonferencen
Jens Bødtcher-Hansen ser her en forbindelse mellem IPI-erfaringerne og det, der nu er på vej.
“ »Buy European« tendensen, som vi også talte om sidste år på Udbudskonferencen, er blevet meget mere tydelig og forholdsvis vidtgående, fordi ordregiver får mulighed for at stille krav til egentlig EU-oprindelse,” siger han.
Dermed bliver årets Udbudskonference også et øjebliksbillede af et fag i forandring.
Kendelser, tærskelværdier, evalueringsmodeller og kontrakter forsvinder ikke. Men oven på den klassiske udbudsret lægger der sig nu spørgsmål om AI, cybersikkerhed, forsyningssikkerhed, geopolitik og europæisk produktion.
Og måske er det netop en del af forklaringen på, hvorfor en konference, der skal føre deltagerne ajour én gang om året, bliver ved med at have noget nyt at fortælle.
Både Malene og Jens forventer at EU-Kommissionens nye udspil bliver det underlæggende tæppe for hele konferencen. Om det siger Jens Bødtcher-Hansen:
”Det kommer helt sikkert til at fylde meget på dagen. Både på scenen, på sporene og ikke mindst i pauserne. Det er jo ganske vidtgående ændringer, der lægges op til, som får stor betydning for, hvordan vi designer, tilrettelægger og gennemfører udbud fremover. Hvad det angår, kunne vi ikke have ønsket os en bedre timing ift. konferencen.”





