De store erhvervsorganisationer har især kvitteret for lavere selskabsskat, højere arbejdsudbud og færre byrder ved det nye regeringsgrundlag.

Læs også: Regeringen vil frigøre 30.000 årsværk med AI 

Men hos de organisationer, der hver dag arbejder i grænsefladen mellem den offentlige sektor og private leverandører, er fokus et lidt andet. Her læses regeringsgrundlaget som en invitation til samarbejde.

Ikke nødvendigvis fordi regeringen skriver meget om OPS, men fordi flere af ambitionerne i praksis er afhængige af private aktører.

Danish.Care ser en invitation til velfærdsteknologi

Den mest entusiastiske modtagelse kommer fra Danish.Care.

Organisationen hæfter sig især ved, at regeringen direkte fremhæver velfærdsteknologi som et strategisk indsatsområde.

“Den nye regering sender et klart signal, når velfærdsteknologi bliver fremhævet som en strategisk satsning direkte i regeringsgrundlaget,” siger bestyrelsesleder Claus Ipsen.

Men samtidig er budskabet, at ambitionerne kun får værdi, hvis de omsættes til konkret implementering.

“Satsningen skal sikre, at vi som velfærdssamfund rent faktisk får udbredt og implementeret de mange løsninger, vi ved virker. Det kræver finansiering, øget samarbejde mellem kommuner og at vi får fjernet unødige juridiske barrierer.”

Dermed flytter Danish.Care fokus fra strategi til gennemførelse og branchedirektør Jakob Scharff  tager den et skridt videre.

“Velfærdsteknologi er svaret på de alvorlige udfordringer, vi står med i ældreplejen – ikke mindst fordi vi kommer til at mangle flere end 20.000 SOSU’er allerede i 2035,” siger han og understreger det potentiale der findes i teknologien.

Det ligger bemærkelsesværdigt tæt på regeringens egen ambition om at frigøre medarbejderressourcer gennem teknologi og kunstig intelligens.

Sundhed Danmark savner et stærkere offentligt-privat samarbejde

Hvor Danish.Care ser muligheder, er Sundhed Danmark mere direkte i sin kritik.

Organisationen roser flere af regeringens sundhedspolitiske initiativer, herunder akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien, forebyggelsesfonden og fertilitetsområdet. Men organisationen savner samtidig et tydeligere fokus på patientrettigheder og samarbejdet mellem offentlig og privat kapacitet.

“Vi havde gerne set, at regeringen gik endnu længere med stærke patientrettigheder og et mere forpligtende offentligt-privat samarbejde” siger branchedirektør Lars Oxlund og tilføjer:

“Patienterne er ligeglade med om de bliver hjulpet i det offentlige eller det private. De har brug for hurtig og kvalificeret hjælp.”

Særligt på psykiatriområdet ser Sundhed Danmark et potentiale i at bruge den private kapacitet mere aktivt.

“Vi skal bruge alle gode kræfter – offentlige og private – så flere børn og unge hurtigt får den rette hjælp, understreger Lars Oxlund.”

LOS ser civilsamfund og private som en del af løsningen

På socialområdet er tonen tilsvarende. I en kommentar til regeringsgrundlaget på LinkedIn fremhæver LOS-direktør Mads Roke Clausen særligt regeringens formuleringer om samarbejde på tværs af sektorer.

Han skriver: “Det glæder mig ligeledes, at regeringen i sit regeringsgrundlag anerkender vigtigheden og potentialet i at inddrage civilsamfundet i opgaveløsningen på socialområdet.”

Og videre:

“Der er ingen tvivl om, at vi skaber den bedste velfærd og de bedste livsbetingelser for de mennesker, der har allermest behov for vores velfærdssamfund, når dygtige offentlige, selvejende og private aktører i samspil løfter opgaverne.”

Dermed læser LOS regeringsgrundlaget som en anerkendelse af, at sociale indsatser skal løses i fællesskab mellem flere aktører.

Et par skarpe vink til ny minister

Men der er også en direkte opfordring.

“Jeg håber inderligt også, at den nye socialminister,… vil trække den uhjemlede håndbog om takstberegning og udkastet til vejledning om økonomisk tilsyn i sin nuværende form tilbage. Nye regler skal ikke skabe mere rod end retning. Og som de står nu, skaber de uklarhed, svækker retssikkerheden og risikerer at forringe kvaliteten i indsatsen,” lyder det fra direktøren.

Han undrer sig også over, at det ikke står øverst på regerings to-do-liste for socialområdet at få vedtaget aftalen om en styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud og lukning af ikke-godkendte tilbud. 

“Aftalen var forud for valget allerede forhandlet på plads, og alle de nye regeringspartier med undtagelse af SF er med i forligskredsen – den bør hurtigst muligt hives op ad skuffen og omsættes til handling,” slutter han

Den egentlige forskel ligger i perspektivet

Ser man de tre reaktioner samlet, opstår der en interessant forskel mellem de store erhvervsorganisationer og de mere operationelle brancheorganisationer.

DI, Dansk Erhverv og SMVdanmark taler primært om de økonomiske rammer for erhvervslivet, hvor Danish.Care, Sundhed Danmark og LOS taler om, hvordan regeringens ambitioner skal omsættes til konkrete løsninger.

De ser ikke først og fremmest regeringsgrundlaget som en vækstplan. De ser det som en samarbejdsplan.

Og netop dér opstår et interessant spørgsmål for de kommende år:

Hvis regeringen vil frigøre medarbejdere gennem teknologi, reducere ventelister, styrke psykiatrien og udvikle socialområdet, kan det så lade sig gøre uden et tættere samspil mellem offentlige, private og civilsamfundsaktører?

De tre brancheorganisationer synes allerede at have svaret.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind