En plejebolig er for de fleste et sidste hjem i et langt liv. Derfor skal ældre ikke tvinges til at bo et sted, hvor de ikke føler sig hjemme.
Sådan lyder det fra Det Konservative Folkeparti, der midt i valgkampen lancerer et nyt udspil om flere friplejehjem og større frit valg.
“I omtrent tyve år har ældre haft frit valg af plejebolig, samtidig med at private friplejehjem er dukket op rundt omkring i Danmark. Langt de fleste ældre vil gerne have indflydelse på, hvilken plejebolig, de skal bo i. – Naturligvis,” skriver partiet.
Men ifølge de konservative halter virkeligheden bagefter: “Alligevel har over halvdelen af kommunerne stadigvæk ikke én eneste privat plejebolig,” konkludere partiet og fortsætter:
“De private friplejehjem er en vigtig styrkelse af en værdig alderdom, med selvbestemmelse og ejerskab over eget liv. Dem skal vi have flere af.”
Derfor foreslår partiet tre håndgreb, der kan øge mængden af friplejeboliger:
- En national målsætning om, at hver fjerde plejebolig skal være privat, hvilket bl.a. skal sikres ved, at der skal bygges 5.000 nye friplejeboliger inden 2035.
- En Friplejefond på 65 mio. kroner årligt, som skal hjælpe til at sætte skub i arbejdet med at bygge flere private plejeboliger.
- En regelforenkling på friplejeområdet ved at ændre reglerne for huslejefastsættelse for ustøttede friplejehjem
5.000 boliger – et løft, men ikke nok
Kernen i udspillet er en ambition om, at hver fjerde plejebolig skal være privat, samt et konkret mål om 5.000 nye friplejeboliger frem mod 2035.
Det er et markant løft af den private andel – men i forhold til behovet er det ikke tilstrækkeligt.
Fremskrivninger peger på, at der samlet kan blive behov for 10.000–15.000 nye plejeboliger frem mod 2035. Dermed dækker udspillet kun en del af efterspørgslen.
Omregnet svarer målsætningen til omkring 500 boliger om året, hvilket ligger inden for det niveau, markedet allerede i dag leverer samlet set.
Udspillet fremstår dermed som et realistisk skub til markedet, men ikke som en løsning på den samlede kapacitetsudfordring.
Fond skal løse kendt opstartsproblem
Som supplement foreslår partiet en friplejefond på 65 mio. kr. årligt.
Fonden er, som vi forstår det, ikke tænkt som støtte til selve byggeriet, men som en slags pulje-støtte, der kan søges i den fase, hvor nye plejehjem kæmper med at få belægningen op.
Det er en velkendt udfordring:
- Nye plejehjem starter ofte med tomgang
- Indtægterne halter efter, mens omkostningerne er fulde fra dag ét
- Det gør etablering økonomisk risikabel – selv hvor behovet er til stede
Fonden skal dermed fungere som en risikosikring i opstartsfasen, snarere end en egentlig finansieringsmodel.
Huslejen er den egentlige knast
Den mest vidtgående del af udspillet er ønsket om at ændre reglerne for huslejefastsættelse for ustøttede friplejehjem.
Officielt handler det om at fjerne bureaukrati og skabe variation. Men i praksis peger diskussionen ind i et mere grundlæggende problem i modellen, der kan tænde flere røde partier af.
I dag er der et økonomisk mismatch:
- Fripleje-operatører lejer ejendomme (plejehjemmene) på markedsvilkår af investorerne
- Men fripleje-operatørerne udlejer boligerne til beboere under regulerede regler
Det betyder, at flere operatører i praksis taber penge på selve boligdelen, som man skal forsøge at hente det hjem via servicedelen.
Samtidig er huslejen i dag bundet op på principper, der tager afsæt i regler fra almennyttig området, hvilket lægger loft over lejeindtægterne.
Konsekvensen er, at fripleje-projekter i stigende grad har haft svært ved at hænge sammen – og flere aktører peger over for OPS-Indsigt på, at udviklingen i nye plejehjem er næsten gået i stå, bl.a. fordi fripleje-operatørerne er havnet i en sandwich, hvor incitamenterne rent økonomisk er svære at få øje på.
Løsningen: Bedre økonomi – men højere husleje
En lempelse af reglerne omkring huslejefastsættelse vil kunne:
- gøre det lettere at få projekter til at hænge sammen
- og dermed øge investeringerne i nye friplejehjem
Men det har en konsekvens:
👉 Huslejen vil kunne stige
I praksis er der tale om en bevægelse i retning af mere markedsbaseret huslejefastsættelse – også selv om det ikke formuleres direkte i udspillet.
Dermed flyttes en del af finansieringen:
- fra operatører og investorer
- til beboere og – indirekte – det offentlige
Regningen kan ende hos staten
En væsentlig del af regnestykket ligger i boligstøtten.
For plejeboliger gælder særlige regler, hvor boligstøtten kan dække en betydelig del af huslejen. Det betyder, at en højere husleje ikke nødvendigvis rammer den enkelte beboer fuldt ud.
Men det ændrer ikke ved, at: En del af regningen i sidste ende kan ende hos det offentlige (staten og kommunerne). Dermed rejser udspillet også et principielt spørgsmål, som ikke ser ud til at være fanget af de røde partier:
- Skal bedre vilkår for private plejehjem finansieres via øget offentlig støtte?
Frit valg – og et system i ubalance
For de konservative er udspillet et spørgsmål om frit valg og kvalitet. Men bag ambitionen ligger et marked, hvor:
- økonomien i nye projekter er presset
- reglerne ikke er neutrale mellem kommunale og private tilbud
- og hvor fremtidige investeringer potentielt afhænger af justeringer i husleje og finansiering
Udspillet adresserer disse udfordringer – men gør det ved at flytte på nogle af de grundlæggende balancer i systemet.
Enighed om problemet – uenighed om løsningen
Der er bred enighed politisk om, at der skal bygges flere plejeboliger, og en vis enighed blandt nogle partier om at private aktører spiller en rolle.
Men udspillet åbner samtidig for et klassisk dilemma:
- Bedre vilkår kan give flere boliger
- men også ændre fordelingen af regningen
De 5.000 boliger er derfor kun én del af historien.
Den egentlige effekt afhænger af, hvordan reglerne for husleje og finansiering bliver ændret – og hvem der i sidste ende kommer til at betale.
