Region Nordjylland har nu fundet en ny leverandør til de 40 procent af ambulancedriften, der blev sendt i udbud tidligere end planlagt, efter at den daværende leverandør PreMed opsagde sin kontrakt.
Et flertal i regionsrådet har netop udpeget den svenske ambulanceoperatør Premedic AB som ny leverandør af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i Himmerland, Han Herred, Thy og på Mors.
Premedic overtager efter planen driften 1. april 2027 og fem år frem, fremgår det af en pressemeddelelse.
Beslutningen markerer kulminationen på en sag, der har været politisk og strukturelt følsom siden foråret 2025, hvor Region Nordjylland blev “tvunget i udbud”, fordi PreMed trak sig flere år før kontraktudløb.
Udbuddet kom før tid
Som vores søstermedie Regional-Indsigt beskrev i april sidste år, opsagde PreMed kontrakten med henvisning til, at virksomheden ikke kunne skabe en “langtidsholdbar og levedygtig” forretning under de gældende vilkår.
Læs også: Ambulanceudbud i Nordjylland – tidligere leverandørs kritik kan ses i materialet
Opsigelsen udløste en politisk proces, hvor regionsrådet valgte at sende opgaven i genudbud frem for at hjemtage hele ambulancedriften.
Nu har udbudsprocessen altså ført til, at Premedic AB er blevet udpeget. Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) siger i pressemeddelelsen:
“Ud fra en samlet vurdering af økonomi og kvalitet havde Premedic den bedste pakke, og de er yderst kompetente og kvalificerede til at varetage den vigtige opgave, som ambulancedriften er.”
Vil planlægge i samarbejde
Hos Premedic AB er man glad for udfaldet af udbuddet, hvor virksomheden fra den 1. april 2027 skal drive en opgave til 1,2 milliarder svenske kroner over fem år, fremgår det af et nyhedsopslag,
Det skal her bemærkes at den endelige kontrakt kan først underskrives efter standstill-perioden på ti dage.
“Når kontrakten er underskrevet, vil vi i samarbejde med de lokale personaleorganisationer i Nordjylland planlægge den kommende kontraktperiode. Vi har til hensigt at drive virksomheden på en tilsvarende måde, som vi gør i Sverige i dag – dog tilpasset de rammer og vilkår, der gælder i Danmark,” skriver den nye leverandør i opslaget.
Politisk splittelse: Hjemtagelse eller privat leverandør
Beslutningen blev ikke truffet enstemmigt.
Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance stemte for at udpege Premedic AB.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte derimod for en fuld regional hjemtagelse af hele den nordjyske ambulancetjeneste.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt.
For sagen i Nordjylland har ikke alene handlet om private leverandørers økonomiske vilkår. Den har også været præget af udfordringer i den regionale del af driften, Her kunne TV2 i december 2025 beskrive, hvordan der var uregelmæssigheder i Den Præhospitale Virksomhed – herunder sager om medarbejderes registrering af tilstedeværelse.
Netop derfor rejser det spørgsmål om, hvorfor Socialdemokratiet og de øvrige partier på venstrefløjen ønskede at hjemtage hele driften til en regional enhed, som for ikke så længe siden har fået kritik og ikke kun i medierne. I Foråret 2025 kom der også stærk kritik af regionernes ambulancedrift fra Rigsrevisionen.
Læs også: Ambulancedrift set i perspektiv af Rigsrevisionens kritik
Men det bekymrer ikke Lene Linnemann (SF), der er anden næstformand i regionsrådet. I et interview med Regional-Indsigt, kalder hun bl.a. situationen for en misforståelse hos mediet og påpeger, at fejl kan ske både hos private og offentlige leverandører.
“Vi er netop igang med, at undersøge, hvad der er op og ned i den historie,” fortæller hun.
“Forskellen er, at når vi driver det selv, så har vi direkte ansvar og kan rette op,” siger hun bl.a. til Regional-Indsigt, hvor hun også uddyber, hvorfor hun mener, at hjemtagelse er en god ting.
60 procent fortsat regional drift
Den nye kontrakt ændrer ikke på, at Region Nordjylland fortsat selv driver 60 procent af ambulancedriften via Den Præhospitale Virksomhed i Vendsyssel og Aalborg
Samtidig blev det allerede i forbindelse med udbudsbeslutningen i 2025 aftalt, at den regionale drift skal evalueres inden for to år.
Dermed står regionen fortsat i en delt model, hvor privat og offentlig drift eksisterer side om side – præcis den konstruktion, der blev valgt efter Rigsrevisionens kritik af regionernes organisering af ambulancedriften.
Flere principielle lag
Sagen i Nordjylland rummer dermed flere lag:
- En privat leverandør trak sig med henvisning til økonomisk ubalance.
- Regionen valgte at genudbyde – ikke hjemtage.
- Et flertal peger nu på en ny privat aktør.
- En betydelig politisk minoritet ønskede fuld regional drift – trods tidligere udfordringer i den offentlige del.





