Der blev ikke lang tid bag skrivebordet hos Danish.Care for Naomi Pagh, der 1. december tiltrådte som direktør i brancheforeningen. Under to måneder senere fratræder hun posten med øjeblikkeligt varsel for at tiltræde en endnu ikke offentliggjort stilling i en international koncern.
“Jeg er naturligvis ærgerlig over, at Naomi forlader os. Men jeg har også forståelse for, at man nogle gange får et tilbud, man ikke kan sige nej til,” udtaler bestyrelsesformand Christian Gammelgaard Olesen i en pressemeddelelse.
For ham ændrer fratrædelsen intet på Danish.Cares strategi eller opgave i forhold til medlemmerne og organisationens bidrag til velfærdsteknologi og hjælpemidler i dansk velfærd.
OPS-Indsigt har været i kontakt med Naomi Pagh, der bekræfter, at hun inden længe selv vil offentliggøre, hvilken international rolle hun tiltræder.
Helle Pedersen tager over
Allerede nu er der dog taget højde for ledelsesopgaven i Danish.Care. Helle Pedersen, som i en årrække har været en nøglefigur i foreningens sekretariat og ansvarlig for den store Health & Rehab-messe, tiltræder som ny sekretariatsleder med ansvar for den daglige drift og medlemsdialog.
”Vi har et stærkt sekretariat og et solidt samarbejde med medlemmer, kommuner, regioner og øvrige aktører. Med den nye rollefordeling sikrer vi stabil drift og en tydelig retning i hverdagen,” lyder det fra formanden
Helle Pedersen bringer mange års erfaring med sig i forhold til medlemspleje og foreningsdrift, og hun kommer dermed til at stå i spidsen for at videreføre det politiske og organisatoriske arbejde, som Naomi Pagh blot nåede at sætte i gang.
En af de korteste ansættelser
OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvordan Naomi Pagh nåede at tiltræde i en periode, hvor Danish.Care netop havde gennemført en større strategisk kursændring og styrkelse af den politiske gennemslagskraft. Ved sin tiltrædelse blev hun kaldt ”en strategisk stærk leder” af formanden og fremhævede selv ønsket om at bringe hjælpemidler og velfærdsteknologi tættere på kernevelfærden.
“Selvom min tid i Danish.Care blev kort, er jeg imponeret over den særlige ånd i foreningen, i sekretariatet og hos bestyrelsen, hvor man mærke en vilje og åbenhed til at udvikle Danish.Care til en forening, der er en del af løsningen på nogle af de udfordringer, vi står overfor både på social- og sundhedsområdet. Den udvikling glæder jeg mig til at følge fra sidelinjen,” siger hun i sin afskedskommentar.





