Da Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) i denne uge stillede en køberkreditgaranti på op til 180 mio. kr. til byggeri af tre lav-emissions offshore-skibe på Esbjerg Shipyard, var det ikke blot endnu et grønt projekt på papiret. Det var også et tydeligt signal om, hvordan staten i stigende grad bruger finansielle garantier til at understøtte kritisk energiinfrastruktur og industrielle værdikæder.
Formelt er der tale om en garanti, der dækker 80 pct. af et lån på 224 mio. kr., ydet af et tysk bankkonsortium til den tyske investor MPC OSE Offshore GmbH. Reelt er der tale om, at staten reducerer risikoen i et marked, hvor private långivere ellers tøver – særligt i den maritime del af offshore-vindindustrien.
“Denne kreditgaranti styrker dansk skibsbygning og maritimeksport i offshore-vindindustrien,” siger Jens Hestbech, Director i EIFO Large Corporates, i en pressemeddelelse.
CO2-reduktioner, eksport og arbejdspladser
Budskabet fra EIFO er klart: Garantien skal sikre arbejdspladser, eksport og grøn omstilling – og samtidig øge kapaciteten til installation og service af offshore-vind.
En branche, hvor vi tidligere har set investorerne ikke være alt for villige til at investere i statens projekter.
Læs også: Efter havvindsfiaskoen: Staten åbner nyt udbud
Det fremhæves i pressemeddelelsen at omkring 50 danske SMV’er indgår som underleverandører, og at skibene bidrager til CO₂-reduktioner i energiprojekternes forsyningskæde.
Samtidig lægger EIFO vægt på parternes professionalisme og erfaring. De tyske investorer beskrives som solide aktører i et nichemarked, og Esbjerg Shipyard som et værft, der kan levere højteknologiske skibe med lavere emissioner.
“Udstedelsen af denne køberkreditgaranti bidrager til dansk eksport og understøtter danske arbejdspladser i den maritime industri og blandt danske SMV’er,” siger Peter Boeskov og fortsætter:
“Da der er tale om lav-emissionsskibe, bidrager transaktionen også til efterspurgte CO2-reduktioner i energiprojekternes forsyningskæde. Endelig styrkes installation og servicering af flere offshore-installationer, hvilket forbedrer energi-uafhængigheden og dermed styrkes dansk og europæisk resiliens.”
Hvad siger de ikke?
Pressemeddelelsen forholder sig derimod ikke til, hvorfor denne type projekter i stigende grad kræver statslig risikodækning for overhovedet at blive realiseret. Der sættes heller ikke ord på, om markedet for offshore-specialskibe aktuelt er så kapitaltungt og usikkert, at private banker kun går med, når staten tager hovedparten af risikoen.
Det forbliver også usagt, om garantien reelt fungerer som et alternativ til mere klassiske støtte- eller udbudsmodeller – og om lignende projekter uden adgang til statslige garantier risikerer at blive fravalgt.
Hvorfor er casen interessant?
Set i et OPS-perspektiv er casen interessant, fordi den illustrerer en samarbejdsform, der ligger i grænselandet mellem marked og stat: Der er intet offentligt udbud, ingen offentlig bestiller – men til gengæld en aktiv statslig finansiel rolle, der gør projektet muligt.
I takt med at offshore-vind udbygges, bliver specialskibe en kritisk flaskehals i værdikæden. Ved at stille garanti bidrager staten indirekte til at sikre, at infrastrukturen omkring vindmølleparkerne kan følge med tempoet i udbygningen. Det er en form for industriel infrastrukturpolitik, som sjældent italesættes som OPS – men som i praksis har samme funktion: Offentlig risikodeling for at mobilisere privat kapital.
Markedsmæssig betydning
For markedet sender garantien et klart signal: Projekter med høj grøn profil og tydelig national værdiskabelse kan opnå statslig opbakning – også selv om ejerskabet og finansieringen er international.
Det kan styrke Esbjergs position som offshore-knudepunkt, men rejser også spørgsmålet om konkurrencevilkår. Når staten går ind og dækker størstedelen af kreditrisikoen, bliver adgang til offentlige garantier en konkurrenceparameter i sig selv.
Casen peger dermed ind i en bredere diskussion, som OPS-Indsigt tidligere har berørt: Hvordan balanceres ønsket om grøn omstilling og energisikkerhed med hensynet til markedsneutralitet og lige vilkår – særligt i infrastrukturtunge sektorer, hvor risikoen er høj og kapitalbehovet massivt?
