Region Nordjyllands eget selskab – Den Præhospitale Virksomhed – er blevet afsløret af TV2 for systematisk at have registreret opholdssted for ambulancefolk på en måde, der får responstider og tilgængelighed til at se bedre ud i statistikkerne.
Der er to lag i TV2’s afsløring. Det første lag handler om registreringer, opholdssteder og statistik. Hvorvidt man kan kalde det snyd eller “en fejl”, som den lægelige direktør foretrækker at udtrykke det på live tv, må være op til den enkelte at dømme.
Men jeg troede ganske enkelt ikke, at det var muligt at holde masken, så længe som den lægelige direktør formår medens han rygsvømmer og adskillige gange kalder snyd for en fejl i en registreringspraksis.
Det andet lag er langt mere alvorligt – og næsten ikke diskuteret endnu:
For hvad har regionens egen virksomhed reelt sparet ved ikke at være til stede, og hvilken konkurrencefordel har det givet i forhold til private leverandører?
Regnestykket, ingen vil tale om
OPS-Indsigt har fået underhåndsoplysninger om, hvad det koster at drive en almindelig vagt på en af de her lokationer i 12 timer. Ved ikke at være tilstede på lokationen, men registeret et andet sted så taler man hurtigt om meget store tal på årsbasis
Hvis man – bevidst eller systematisk – ikke er fysisk til stede på de mest perifere lokationer som leverandør, men alligevel registrerer sig som værende “klar”, er der ikke tale om småjusteringer i driften.
Der er tale om millionbesparelser, som fremkommer ved snyd.
Og det er præcis de penge, private leverandører ikke kan spare, hvis de vil overholde kontraktkrav, driftstid og mobiliseringstid.
Konkurrence på to sæt vilkår
I Region Nordjylland har man i årevis haft en model, hvor regionen selv driver hovedparten af ambulancedriften (60 %) – samtidig med, at private leverandører er underlagt:
- bod ved manglende driftstid
- bod ved overskridelse af mobiliseringstid
- skærpet dokumentationskrav
Havde en privat aktør “optimeret” sin drift ved ikke at være fysisk til stede, men alligevel lade det se sådan ud i systemerne, havde reaktionen været en hel anden.
Som branchedirektør i Dansk Erhverv, Morten Jung, siger til OPS-Indsigt:
“Hvis det her havde været en privat leverandør, var straffen faldet prompte i form af en bod. Men fordi det er regionen selv, kan man stille op i fjernsynet og kalde det TV2, borgerne i Lykken, FOA og ansatte har konstateret som snyd for en fejl.”
Morten Jung har fulgt sagen tæt og er rystet. Han ved hvad han taler om. I 2023 blev den private leverandør PreMed truet med en bod af regionen, fordi den havde hjulpet det regionale ambulanceselskab og derved havde problemer med at holde den såkaldte “nede-tid”.
Sandheden var imidlertid, at det var regionen der havde en høj ned-tid, men da den private leverandør dækkede ind for den offentlige – efter ordre fra regionen – ramte truslen om en bod den private leverandør. – En trussel der interessant ligeledes var afsendt fra regionen.
Ambulanceselskabet PreMed har siden sagt kontrakten op med den begrundelse, at det var for omkostningsfyldt, at drive ambulancedrift under de forhold og regionen er nu i færd med at finde en ny leverandør via et udbud.
Læs også: Region Nordjylland tvunget i udbud: Ambulancetjeneste skal genudbydes
Advarselslamperne blinkede allerede
Set fra markedets side kommer sagen ikke som et chok.
Rigsrevisionen har allerede dokumenteret, at regionernes egne ambulanceenheder – herunder i Nordjylland – har markant højere nedetid end de private, og at private leverandører generelt er bedre til at overholde de krav, der ellers udløser bod.
Alligevel har regionerne fastholdt fortællingen om, at hjemtagning skaber robusthed, konkurrence og bedre økonomi.
Det gør den måske også – hvis man selv definerer reglerne og ens egne virksomheder slipper for sanktioner.
Pippi Langstrømpe som styringsmodel
Det hele begynder at ligne en styringskultur, hvor regionen – med Pippi Langstrømpes logik – tænker: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.”
Forskellen er bare, at Pippi ikke konkurrerer mod private aktører under udbudsregler.
Og hun snyder ikke de svageste i samfundet.
I ambulancedriften er konsekvensen reel:
Borgerne tror, der er et beredskab. Markedet tror, der er fair konkurrence. Tallene siger, at alt er i orden. Men regnestykket og TV2 fortæller noget andet.
Hvis regioner vil være både operatør, konkurrent og myndighed, er der kun én vej frem:
- Samme krav.
- Samme sanktioner.
- Samme gennemsigtighed.
Alt andet er ikke offentlig drift. – Det er markedsforvridning med blå stempler og røde blink





