Skip to main content

Da Region Hovedstaden i november 2024 sendte flytransporten mellem København og Bornholm i EU-udbud til en samlet værdi af ca. 90 mio. kr., var målet at sikre bedre økonomi og service for patient- og personaletransport.

Men seks måneder senere måtte regionen annullere hele udbuddet på grund af fejl i udbudsmaterialet. Kun én aktør – DAT A/S – havde desuden budt. Resultatet er nu blevet til en direkte forhandlet aftale, som nu betyder færre daglige afgange og en prisstigning på godt 40 %.

“Udbuddet blev i realiteten sendt tilbage til start, og så stod regionen reelt uden alternativer,” lyder det fra branchekilder til OPS-Indsigt.

Marked uden konkurrence

Epinion og EY’s analyse af flytrafikken til Bornholm fra 2024 viser, at DAT dengang stod for 170.500 af de 193.000 passagerer der fløj mellem København og Bornholm – et de-facto monopol. Samtidig er det værd at bemærke, at passagertallet er faldet med 17 % siden 2019, mens brændstof, lufthavnstakster og grønne afgifter steg markant.

Når konkurrencen forsvinder, forsvinder også incitamentet for bl.a. effektivisering, og det er netop her, udbuddet skulle have fungeret som korrektiv, men forholdene var langt fra optimale.

Ud over at den nye aftale er dyrere end den gamle, så har den også potentielt afledte logistiske effekter for hospitalernes behandling af de bornholmske patienter, skriver Regional-Indsigt.

Færre fly – dyrere kontrakt

Regionens nye fireårige aftale, der træder i kraft 1. december 2025, indebærer fem i stedet for seks daglige rotationer.

Ifølge mediet Check-in.dk stiger regionens udgifter fra 24 mio. kr. årligt til 34 mio. kr. Samtidig peger den regionale analyse på, at 15 % af passagererne er patienter eller sundhedspersonale, så den reducerede kapacitet rammer direkte ind i regionens kerneopgave.

Regionsrådsmedlem Leila Lindén (S), der tidligere har været direktør på Bornholms Hospital, peger lige ned i den problemstilling.

”Som bornholmer kan det imidlertid blive svært at nå at være på et af regionens hospitaler tidligt om morgenen, nu hvor ruteplanen er ændret. Det stiller dermed større krav til hospitalernes planlægning og arbejdsgange,” siger hun i en pressemeddelelse.

Læring i OPS-perspektiv

Sagen illustrerer tre klassiske risici i offentlig-privat samarbejde:

  1. Markedsmonopol – kun én reel leverandør betyder, at udbud formelt gennemføres uden reelt konkurrencepres.
  2. Fejl i udbudsmateriale – selv små uklarheder kan vælte processen og skabe forhandlingssituationer, hvor leverandøren sætter prisen.
  3. Tidspres og driftssikkerhed – frygten for afbrydelse i kritisk service (her: patienttransport) gør det næsten umuligt for ordregiver at stå fast i prisforhandlinger.

Strukturel støtte som konkurrenceelement

Epinion-analysen peger på, at en PSO-ordning (Public Service Obligation) – som for færgerne – kan være nødvendig, hvis staten og regionen skal bevare både frekvens og rimelige priser.
Uden strukturel støtte og reel konkurrence risikerer den bornholmske flyrute at blive et eksempel på, at OPS-mekanismer ikke virker, når markedet er for snævert, men geografi og beredskab nødvendiggør i dette tilfælde en flyrute.

Alternativt et mere reelt partnerskabsorienteret samarbejde med flyselskabet end det, vi har skrevet om i en anden artikel.

Læs også: Udbud endte i forhandling – nu får DAT ny rolle i Bornholms beredskab

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind