Skip to main content

Kommunekontaktråd Sjælland (KKR), Region Sjælland og fire brancheorganisationer indgår nu et historisk partnerskab om socialområdet.

Partnerskabet kommer i slipstrømmen på flere års kritisk debat på tværs af det offentlige og private spektrum, hvor parterne bl.a. har beskyldt hinanden for at være udgiftsdrivende henholdsvis arbejde med karteldannelse.

Læs også: Fra kartelanklager til partnerskab – men uden konkrete svar

Formålet er at skabe bedre kvalitet for udsatte borgere, styrke dialogen og sikre økonomisk ansvarlighed i en sektor præget af stigende udgifter.

”Jeg synes faktisk, at vi står over for en historisk milepæl,” siger branchedirektør i Selveje Danmark Jon Thorlacius Krog i en kommentar.

Han håber, at det kan inspirere hele landet på tværs af KKR til at hoppe med på ideen, da de socialpædagogiske udfordringer skal løses sammen og ikke i kamp med hinanden”.  

Ikke business as usual, men en ny begyndelse

Formanden for KKR Sjælland, Mikael Smed (S), kalder i en pressemeddelelse samarbejdet et kvantespring: 

Dette er ikke business as usual, men begyndelsen på en ny tid, hvor kvalitet, dialog og samskabelse går hånd i hånd på tværs af offentlige og private aktører. Ved at gå sammen i et offentligt-privat partnerskab kan vi gøre langt mere for borgerne, end vi kan hver for sig,” siger han.

Næstformand og borgmester i Greve Pernille Beckmann (V) understreger, at der er tale om et reelt ønske om at udvikle kvaliteten og bremse de stigende udgifter:

”Intentionerne i KKR-samarbejdet i Region Sjælland er ikke glanspapir. Med et offentligt/privat partnerskab opstår helt nye muligheder for at forstå hinanden og det er alt andet lige forudsætningen for at udvikle kvaliteten til gavn for borgeren,” lyder det.

Også Region Sjælland ser aftalen som et nybrud. Socialdirektør Pia Bille peger på, at det er banebrydende, at kvalitet nu bliver et fælles tema på tværs af offentlige og private aktører.

Styrke kvaliteten i en stadig mere kompleks virkelighed

Fra erhvervslivets side hilser man partnerskabet velkommen. Dansk Industri ser aftalen som et middel til at løfte ambitionerne og drive innovationen. 

“Et stærkt offentligt-privat partnerskab baner vej for netop innovation og sociale tilbud af høj kvalitet til gavn for borgerne. Det er vi optaget af, og jeg ser derfor frem til at udfolde samarbejdet,” lyder det fra branchedirektør Jakob Scharff.

Hos Dansk Erhverv fremhæver man behovet for tæt dialog, men også noget andet: “Vi skal sikre en
sund samarbejdsrelation i det offentligt-private-samarbejde. Det skal dette nye partnerskab bidrage til,” er budskabet fra branchedirektør, Tony Bech.

Mads Roke Clausen, der er Direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, peger på, at målet er, at alle børn og voksne i sårbare positioner får et tilbud, der reelt matcher deres behov. 

“Kun når myndigheder og leverandører – offentlige såvel som ikke-offentlige – spiller sammen, kan vi styrke kvaliteten i en stadig mere kompleks virkelighed.” 

Partnerskabet lanceres officielt i efteråret, og den 22. oktober mødes kommuner, region og brancheorganisationer til et fælles arrangement, hvor samarbejdet skal udfoldes i praksis.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind