Efter måneders kritik lover Region Hovedstaden nu, at et udbud af eksterne lægevikarer på det somatiske område er under udarbejdelse.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) fortæller til OPS-Indsigt, at politikerne i regionsrådet orienteres om arbejdet i slutningen af september.
“Jeg har tidligere sagt, at der skal være orden i sagerne, og derfor glæder det mig, at administrationen er ved at lave et udbud for eksterne lægevikarer på de somatiske hospitaler. Det er vigtigt, at vi overholder udbudsreglerne, selv om et udbud for lægevikarer bliver komplekst, og det vil tage tid at gennemføre,” siger han.
Lars Gaardhøj har ingen melding om, hvornår udbudsbekendtgørelsen ligger klar, men en ting er sikkert udbuddet er nu under udarbejdelse, selvom regionen med det annoncerede vikarstop, der trådte i kraft for somatikken pr 1. september, forventer at skulle bruge færre lægevikarer i fremtiden.
Læs også: Regionsrådsformand overrasket over manglende udbud: “Reglerne skal følges”
Dansk Erhverv: Nu skal vi se handling
Hos Dansk Erhverv, der jævnligt har kritiseret det manglende udbud på området kalder branchedirektør Morten Jung det positivt, at regionen endelig forbereder et udbud:
“Jeg synes, det er positivt, at man nu arbejder på det her udbud og dermed vælger at følge reglerne. Jeg håber derfor, at vi ser en udbudsbekendtgørelse inden for den næste måneds tid,” siger han.
Dermed lægger han pres på regionen. Han har nemlig ikke armene over hovedet i begejstring ift regionens iværksatte arbejde med et udbud, da en tidligere aktindsigt, som OPS-Indsigt har fået, viser, at regionen alene i første halvår af 2025 har købt lægevikarydelser i somatikken for over seks mio. kr. – altså væsentligt over EU’s udbudstærskel.
“Tid er en væsentlig faktor i denne sammenhæng – og uret tikker fortsat,” lyder det fra Morten Jung.
Lars Gaardhøj er dog optimistisk mht til vikarforbruget fremadrettet, fordi regionen har indført et vikarstop for læger, mhp at nedbringe udgifterne og skabe mere kontinuitet i afdelingerne. Han henviser i den sammenhæng til erfaringer fra jordemoderområdet og til den fælles regionale beslutning om at udfase langtidsvikariater i psykiatrien, som netop er truffet af Danske Regioner.
Bibeskæftigelse fortsat tilladt
OPS-Indsigt har tidligere afdækket et andet issue i forbindelse med sagen om det manglende udbud af lægevikarer i regionen. Det handler om, at der blandt ansatte læger i Region Hovedstaden findes et antal læger, der via deres eget selskab driver vikarvirksomhed, hvor de så at sige bijobber som vikarlæger i regionen til en anden takst end, hvis de tog overarbejde.
Læs også: Læger stempler ud som ansatte – og ind som vikarer i egen virksomhed
Her fastholder Lars Gaardhøj, at læger i Region Hovedstaden gerne må drive egen virksomhed ved siden af deres ansættelse.
“Der er ingen regler, som forbyder medarbejdere i Region Hovedstaden at drive selvstændige virksomheder ved siden af deres ansættelse i regionen. Som regionsrådsformand i Region Hovedstaden synes jeg overordnet, at de regler, som vi har om lægers bibeskæftigelse, er fornuftige, og det er ikke noget, som vi kommer til at forbyde,” siger han til OPS-Indsigt.
Læs også: Pia Kjærsgaard: Det handler ikke om udbudsregler, men om om sund fornuft
Bibeskæftigelse skal naturligvis være foreneligt med lægens job i regionen, og der må ikke kunne drages tvivl om en læges habilitet, understreger Gaardhøj.
“Speciallæger skal desuden oplyse deres leder om bibeskæftigelse. De regler forventer jeg naturligvis bliver overholdt,” slutter han.
Kritik af dobbeltrolle består
Sagen har som nævnt udløst kritik, bl.a. fordi OPS-Indsigt har afdækket, at flere læger i Region Hovedstaden både er ansatte og samtidig via egne selskaber sælger vikarydelser til deres arbejdsplads, nogle endda i millionklassen.
Pia Kjærsgaard (DF) har kaldt det “uholdbart” og efterlyser større etik og moral i sundhedsvæsenet.
Med Gaardhøjs melding om udbud tager regionen et skridt i retning af at følge reglerne. Men spørgsmålet om nogle lægers dobbeltrolle, kan potentielt give anledning til yderligere debat op til regionalvalget den 18 november.