Da Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, lancerede sit forslag om at fjerne forældrebetalingen i daginstitutioner, blev det hurtigt betegnet som både visionært og valgflæsk – en ægte valg-kanin om du vil.
Forslaget vil koste omkring 800 millioner kroner, og finansieringen skal findes i en kombination af administrative besparelser og firedoblede bøder til private leverandører.
Læs også: Gratis vuggestuer og børnehaver splitter København
Men ser man nærmere på forslaget, rækker det ud over et klassisk familiepolitisk udspil. Det kan i praksis ændre styrkeforholdet mellem offentlige og private aktører i hovedstaden.
Likvidering af private dagtilbud ad bagdøren
Forslaget er umiddelbart formuleret som en universel velfærdsydelse, der kun omfatter de kommunale daginstitutioner.
Vi har derfor spurgt Pernille Rosenkrantz-Theil om forslaget med gratis dagtilbudsplads i København også gælder de private dagtilbud? – Samt hvilken særlig betalingsmodel man har i tankerne, hvis forslaget også omfatter de private?
Hverken hun eller hendes presseafdeling er vendt tilbage, så man må antage at forslaget kun gælder de kommunale dagtilbud.
De private dagtilbud, der i dag finansieres via forældrebetaling kombineret med kommunalt tilskud, vil dermed stå tilbage med en strukturel ulempe: Forældre kan få en gratis plads i det kommunale – men må fortsat betale for en privat.
Incitamentet til at vælge privat vil dermed forsvinde, og konsekvensen kan blive en gradvis udhuling eller direkte lukning af de private dagtilbud. I lyset af Rosenkrantz-Theils historik som børneminister, hvor hun åbenlyst forsøgte at begrænse markedet for private daginstitutioner, fremstår dette ikke tilfældigt, men som en videreførelse af en ideologisk linje, hvor hun tidligere har måtte give op.
Løs også: De Radikale slukker for endnu en rød drøm om et profitforbud
Bøder som politisk signal til erhvervslivet
Den anden finansieringskilde – markant højere bøder til virksomheder, der misligholder kontrakter – er blevet kritiseret af Dansk Industri for at være udtryk for mistillid til erhvervslivet. Risikoen er, at virksomheder enten hæver priserne for at dække den øgede risiko eller helt fravælger kommunale kontrakter.
Læs også: Gratis dagtilbud: Effektivisering af rådhuset eller erhvervskonflikt?
Formelt handler det om at sikre, at virksomheder ikke tjener på social dumping.
Politisk læst sender det dog et klart signal: Private aktører i samarbejde med kommunen skal mødes med hårdere kontrol og sanktioner. Det er naturligvis ikke noget nyt, at en kommune som København vil have skarper sanktioner, det så vi med Intervaresagen for nogle år siden, men det her har også et sæt ideologiske politiske overtoner
Fire år med øget kommunalt monopol
Sammenlagt tegner der sig et mønster. Hvis Rosenkrantz-Theil bliver overborgmester, vil de næste fire år potentielt byde på:
- Et styrket kommunalt monopol på dagtilbud, hvor private får sværere ved at overleve.
- Mere konfrontation med erhvervslivet, hvor bøder og sanktioner kommer til at fylde mere end samarbejde end nogensinde før.
- Et Socialdemokrati, der i Københavns Rådhus placerer sig tættere på Enhedslisten i velfærdspolitikken, end vi har set tidligere.
Vision eller ideologi?
Rosenkrantz-Theil beskriver forslaget som et svar på byens høje leveomkostninger og en håndsrækning til børnefamilier og pædagoger, der har svært ved at finde fodfæste i København.
Men set i en bredere OPS-kontekst kan det samtidig tolkes som en ideologisk kurs: Mindre marked, mere kontrol med de private samarbejdspartnere – og en pil i retning af en velfærdsmodel, hvor kommunen ikke blot er den dominerende, men næsten den almægtige spiller.
