Skip to main content

Sagen om Region Hovedstadens indkøb af lægevikarydelser for millioner uden udbud, hvor bl.a. hovedleverandøren er ejet af en overlæge ansat i regionen, vækker fortsat kritik og debat

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) har i den sammenhæng tidligere tilkendegivet, at han var overrasket over, at regionen ikke havde bedre styr på udbudsreglerne.

Nu melder Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for Det Konservative Folkeparti sig:

“Det er meget simpelt. Enten skal det i udbud eller også skal det ikke i udbud. Reglerne skal følges. Punktum. Det er et ledelsesmæssigt ansvar, og jeg forventer at vores administration påtager sig det ansvar og sikrer det,” skriver han til OPS-Indsigt.

For ham at se er det ikke godt nok. “Det skal der selvsagt være styr på, det er i min verden uden for diskussion. Selvom der mange lokale behov, og at de mange lægefaglige specialer er et komplekst område, skal vi selvfølgelig følge reglerne,” understreger Christoffer Buster Reinhardt.

Vil ikke tage stilling til hasteudbud

Baggrunden for debatten er, at Region Hovedstaden ifølge en afdækning OPS-Indsigt har foretaget, at regionen de seneste tre år har købt lægevikarydelser uden konkurrenceudsættelse. Først angav data fra regionen, at det drejede sig for mellem 18 – 22 mio. kr. om året, men nu viser opdaterede tal, at der er tale om 75 mio. kr. over en treårig periode. – Altså langt over EU’s tærskelværdi.

Godt 60 pct. opgaverne er løst af en privat virksomhed, hvor en overlæge ansat i regionen, har vist sig at være medejer. Det har givet kritik fra forvaltningsekspert advokat Anja Piening, der bl.a. har peget på, at næsten uanset, hvilke forholdsregler regionen foretager sig her, er der risiko for en habilitets problemstilling.

Samtidig har Dansk Erhverv kritiseret regionen for at vælge et iværksætte et vikarstop om to måneder i et forsøg på, at nå ned under EU`s tærskelværdi i stedet for at gennemføre et hasteudbud, som udbudsloven giver mulighed for.

Men Christoffer Buster Reinhardt ønsker ikke at tage stilling til det konkrete redskab for løsningen af denne sags problemer:

“Jeg mener ikke, det er et politisk spørgsmål, om der skal laves et hasteudbud eller ej. Det er et politisk ansvar at gøre administrationen opmærksom på, at der er problemer, som vi ser her. Og det har jeg gjort,” skriver han.

Skal behandles lige – hverken bedre eller ringere

Christoffer Buster Reinhardt  understreger samtidig, at han ikke ser noget problem i, at ansatte overlæger driver private virksomheder.

“Medarbejdere i regionen har samme ret til at drive privat virksomhed som alle andre borgere, og jeg vil gerne tilskynde til, at de gør det. Jo flere private virksomheder desto bedre,” skriver han.

Men han slår fast, at sådanne virksomheder skal behandles på linje med alle andre:

“En virksomhed ejet af en medarbejder, der ønsker at være leverandør, skal hverken behandles bedre eller ringere end virksomheder, som ikke er ejet af personer på lønningslisten i regionen.”

Administrationen må handle

Om vikarstoppet, som indføres 1. september, skriver Reinhardt, ligesom regionen og Lars Gaardhøj tidligere har givet udtryk for overfor OPS-Indsigt, at det er en administrativ beslutning, som skal evalueres grundigt, men:

“Hvis forbruget af lægevikarer derefter stadig er af en væsentlig og udbudsrelevant størrelse, så forventer jeg selvfølgelig, at en aftale om lægevikarer fremadrettet kommer i udbud. Regionen skal følge reglerne. Og regionens interne decentrale organisering er ikke en undskyldning for ikke at følge reglerne,” lyder det.

Med sin kommentar placerer Reinhardt sig på linje med administrationen og regionrådsformand Lars Gaardhøj, hvor man ikke lige tager yderligere initiativer nu og her, men bemærk han lægger kraftig vægt på  administrationens ansvar i sagen og han lyder ikke til, at ville acceptere regionens undskyldninger for ikke på sigt at bringe opgaverne i udbud, hvis de overstiger tærskelværdien.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind