Når DBU i disse år realiserer sit største udviklingsprojekt nogensinde, Hele Danmarks Klubhus, sker det med både bolden og balancen i centrum. Ikke kun balancen på banen – men også den organisatoriske og politiske balance mellem kommuner, private partnere og civilsamfundet.
“Vi er egentlig et OPS i os selv, hvis man er lidt malerisk,” siger Kenneth Reeh, direktør for Hele Danmarks Klubhus.
Kogt ned til en maggiterning, bliver det potentielt Danmarks største Offentlige-Private samarbejde.
“Vi sidder midt i spændet mellem det forretningsmæssige og det foreningsmæssige – og det er en skøn balance,” forklarer Kenneth Reeh og peger på, at DBU både skal levere elite og folkelighed, økonomisk bæredygtighed og frivillighed.
Konkurrencen fra udlandet
“Vi har nogle gode lege- og læringsmiljøer i nogle klubber. Vi har nogle gode frivillige. Men vi er også under pres for, at det kan gøres endnu bedre,” siger Kenneth Reeh til OPS-Indsigt.
Dansk fodbold er nemlig under et enormt konkurrencemæssigt pres fra udlandet.
“Hele Danmarks Klubhus er tænkt skabt ud fra et behov for at holde en høj konkurrenceevne og så et træningscenter for alle vores 18 landshold. Det ser vi i udlandet, det har de stort set i alle lande og det øger konkurrencen, “ siger Kenneth Reeh til OPS-Indsigt.
Projektet handler altså om, at man skal komme et skridt videre, for selvom DBU høster penge hver gang Danmark er med i en slutrunde til gavn for udviklingen af boldspillet, så er det ikke en sikker fødekæde.
“Det er godt, når vi får de ekstra penge, men vi vil mere,” siger Kenneth Reeh.
Et projekt båret af både private og frivillige
Projektet har et budget på op mod 1,7 mia. kr. og rummer både et nationalt fodboldcampus i Høje Taastrup, ni regionale fodboldcentre, digitale løsninger og en almennyttig satsning på legende læringsmiljøer i landets 1.500 fodboldklubber. Og selvom det lyder elitært, så er det frivilligheden og breddefodbolden, der bærer hele ambitionen.
“Fodbolden som enhed er lidt som et spejdersamfund – vi har 380.000 medlemmer og 120.000 frivillige. Det er en kæmpe kraft, og derfor er det vigtigt, at det ikke kun handler om elite,” forklarer Kenneth Reeh.
Han understreger, at Hele Danmarks Klubhus ikke er én bygning, men en metafor for en samlet satsning på kultur, læring og konkurrencekraft i hele landet:
“Vi vil række os selv lidt ud over fodbolden. Vi vil lave bedre frivillighed. Vi vil lave digitale løsninger – ud til alle landets klubber.”
Samtidig skal DBU’s nye campus huse seks-syv fodboldbaner, et domicil og et hotel drevet af Scandic – som ikke kan leve af landsholdet alene. Det kræver et samspil med både kommune og erhvervsliv.
Balancen mellem tre verdener
Projektet bygger på en delikat balance:
“Vi er sådan en midteraktie. Vi sidder og kigger på Scandic på den ene side og kommunen på den anden. Vi skal balancere det foreningsmæssige med det forretningsmæssige,” siger Kenneth Reeh, da han opridser balancen mellem de tre hovedaktører som er:
- Kommunen (Høje Taastrup): stiller jord til rådighed og høster rekreative og byudviklingsmæssige gevinster.
- Private partnere (Scandic, AP Ejendomme m.fl.): bidrager med kapital og driftskompetencer.
- Civilsamfundet (klubberne og de frivillige): er både målgruppe og medskabere.
Kenneth Reeh ser projektet som et billede på DBU’s virke i det hele taget – en organisation, der både skal varetage eliteinteresser og være forankret i foreningsdanmark.
“Vi er en forening, men vi skal også tjene penge og det er her balancen ligger.”
Kommune og kommercielle i samspil
Høje Taastrup Kommune lægger jord og rammer til campusprojektet – et område på 50 hektar tæt ved Hakkemosen, hvor både boldbaner, natur, hotel og hovedsæde skal sameksistere. “Vi gør meget for at bevare det bæredygtige og det rekreative. Det skal være noget helt andet end bare marker og baner,” siger Reeh.
Samtidig er projektet afhængigt af stærke private aktører. Scandic skal drive hotellet. AP Ejendomme bygger. LEGO Fonden og Lars Larsen Group har bidraget til den almennyttige del. Men det er ikke klassisk business-as-usual.
“Scandic kan jo ikke leve af kun at have et hotel til landsholdet – så det er også vigtigt, at der er andre, der kommer ind og bruger hotellet. Heldigvis har vi aktører som DSV og Novo i nærområdet,” siger Kenneth Reeh og tilføjer:
“På den led er det nødvendigt, at det kommercielle spiller sammen det ikke-kommercielle.”
Få mere viden på Folkemødet
Torsdag den 12. juni KL.11:45-12:15 har Dansk Erhverv og DBU et arrangement, hvor man præsenterer projektet på Folkemødet som inspiration til, hvordan sport, erhverv og kommune kan løfte i fællesskab og skabe værdi langt ud over fodboldbanen.
Det foregår i G7 hos Dansk Erhverv, så hvis du er på Folkemødet og vil høre mere om Hele Danmarks Klubhus, så klik ind her.
Foruden Kenneth Reeh deltager også:
o Morten Jung, Branchedirektør, Dansk Erhverv
o Jens Mathiesen, adm. direktør, Scandic Hotels Group
o Michael Ziegler, Borgmester i Høje-Taastrup Kommune