Skip to main content

Mens KL for en god uge siden har lanceret fem anbefalinger til at styrke samfundets robusthed i en ustabil verden, har Det Danske Madhus for længst omsat beredskabsteori til praksis på deres område, hvor godt 40.000 ældre i eget hjem hver dag er afhængige af at modtage madservice.   

Virksomheden som er suverænt den største leverandør på markedet, har derfor udviklet en såkaldt “prepperpakke” – en nødkasse med ernæringsrigtig mad og drikke til tre dage.

Kassen, døbt “Trygt Forberedt”, er tænkt som en løsning til hjemmeboende ældre, der i dag modtager kommunal madservice, men som i en krisesituation risikerer at stå uden mad, hvis elbiler ikke kan køre, internettet er nede, og medarbejdere er forhindret i at nå frem.

“Det her handler ikke kun om forretning. Det handler om, at vi ikke ved, hvem der har ansvaret, hvis vi ikke kan levere. Derfor tager vi skeen i egen hånd,” siger direktør Søren Vilmand fra Det Danske Madhus i et interview med OPS-Indsigt.

KL: Kommunerne står i et vakuum

Det er præcis den uklarhed, KL nu adresserer i sit beredskabsudspil “Et robust beredskab i en ustabil verden”. Her opfordrer KL staten til at:

  • udmelde klare scenarier og tidshorisonter,
  • udstikke retningslinjer for kommunernes ansvar over for sårbare borgere, og
  • sikre finansiering til at håndtere tre-dages beredskab, herunder mad, strøm og kommunikation.

“Vi savner en afklaring på, hvordan borgere i eget hjem skal understøttes, om borgerne selv skal preppe, hvad kommunens ansvar er […] og om kommunerne er forpligtet til at levere et andet tilbud, hvis madservice ikke kan levere,” lyder det fra Anders Winnerskjold, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg til OPS-Indsigt.

Læs også: KL presser

Det er her værd at bemærke, at KL nøjes med anbefalinger og samtidig understreger, at ældre i eget hjem fortsat selv skal betale for deres mad, og det rejser nye spørgsmål om, hvordan en sådan pakke betales og hvem der skal finansierer leveringe af de her prepperpakker.

Varde Kommune: En god mulighed – men borgerens ansvar

En af de kommuner, der allerede er i gang med at vurdere mulighederne, er Varde Kommune. Ifølge ældrechef Lone Boysen har man i et halvt år været i dialog med Det Danske Madhus – og kommunen ser pakken som en “god mulighed”.

“Den samlede kasse er et fint tilbud til den enkelte borger – der tager højde for ernæringsbehov, lang holdbarhed og lav volumen,” skriver hun i en kommentar til OPS-Indsigt.

Varde arbejder med at informere borgerne og opfordre dem til at følge Beredskabsstyrelsens råd – fx via indkøbslister – men fastholder, at det er op til borgeren selv at tage ansvar og selv betale for pakken.

Ministerens svar udestår

OPS-Indsigt har også rettet henvendelse til ældreminister Mette Kierkgaard for at få ministerens vurdering af ansvar og økonomi i en krisesituation – men der foreligger endnu ikke noget svar.

Sagen stiller det principielle spørgsmål skarpt: Hvem har ansvaret for de sårbare, når samfundet rammes af en krise? Og kan private løsninger blive en del af fremtidens kriseberedskab – eller risikerer det at skabe utryghed, hvis ikke alle har råd?

I mellemtiden sender Det Danske Madhus et klart signal: Hvis krisen rammer, har nogle ældre en prepperkasse stående – men mange har stadig kun tillid til systemet. Spørgsmålet er, om det er nok.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind