I næsten et helt år har en bekymringshenvendelse fra 14 hospitalslæger til Region Nordjylland om om patientforholdene på tre klinikker tilknyttet àlles lægehus´, hængt over klinikkerne. Nu er sagen afsluttet.
Det oplyser `alles lægehus´ til OPS-Indsigt.
Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig efter, at Region Nordjylland var flere måneder om at sende bekymringshenvendelsen videre til styrelsen, gennemført en omfattende undersøgelse og dermed afsluttet sin anden tilsynsrunde inden for et år med klinikker tilknyttet `alles lægehus´.
Og resultatet er også denne gang klart, der er ikke noget at komme efter.
“Vi er glade for at kunne bekræfte, at undersøgelsen nu er afsluttet, og at patientsikkerheden er blevet bekræftet,” siger Søren Kjeldsen, lægefaglig direktør i `alles lægehus´.
Han understreger, at man hele tiden har taget sagen meget alvorligt og har samarbejdet tæt med sundhedsmyndighederne for at sikre en grundig gennemgang af alle forhold, der kunne påvirke patientsikkerheden.
I tilsynsrapporten skriver styrelsen bl.a.: “Vi konstaterede, at alle de udvalgte målepunkter var opfyldt.
Alles Lægehus Fjerritslev fremstod sundhedsfagligt velorganiseret, og vi identificerede ikke problemer af betydning for patientsikkerheden.”
Topkarakter og læring
Den sidste tilsynsrapport er i forhold til `alles lægehus´ i Fjerritslev. Her blev der foretaget et fysisk tilsyn på klinikken, hvor alle 12 målepunkter blev vurderet og det gav klinikken den bedste mulige score ud af fire. Den såkaldte 0-score, hvilket betyder, at der ikke er fundet nogen problemer af betydning for patientsikkerheden.
Dette resultat gives kun til behandlingssteder, der fuldt ud lever op til myndighedernes krav på alle områder. Går man ind på styrelsens hjemmeside, kan man hurtigt iagttage, at det er meget almindeligt, at lægeklinikker får scoren 1, som er mindre problemer af betydning for patientsikkerheden.
Undersøgelsen inkluderede bl.a. en vurdering af behandlingens organisering, journalføring, diagnostik og kontrol af diabetespatienter samt medicinhåndtering og opfølgning på patientforløb. Alt blev fundet i overensstemmelse med gældende retningslinjer og standarder.
“ Vi har set på forløbet som en mulighed for fortsat at styrke vores sundhedsfaglige kvalitet og sikre, at vores patienter altid modtager behandling af højeste faglige standard,” fortæller Søren Kjeldsen.
Han peger på, at sådan et forløb giver værdifuld læring, som kan implementeres og styrke den sundhedsfaglige kvalitet yderligere.
To tilsynsrunder på et år
Styrelsen for Patientsikkerhed har inden for det seneste år været forbi `alles lægehus´ i hele to omgange.
Første gang da Region Nordjylland meldte virksomheden til styrelsen i kølvandet til DR`s program “læger på kanten,” og her kunne vi i sommeren 2024 skrive, at Styrelsen ikke fandt noget egentligt at komme efter.
Næsten samtidig videresendte Region Nordjylland en bekymringshenvendelse de 14 læger på Thisted Sygehus havde skrevet til regionen i marts 2024, hvilket gav anledning til en anden runde.
Klinikkerne i Thisted og Øster Jølby var en del af anden runde og de blev afsluttet administrativt i november 2024, hvor man ønskede et egentligt tilsynsbesøg på klinikken i Fjerritslev.. Med afslutningen af tilsynet i Fjerritslev er alle tre undersøgte klinikker nu blevet vurderet uden fund af væsentlige problemer, og sagen kan dermed endeligt lukkes.