De tre selskaber – Coloplast, Ambu og Demant – har i den seneste uges tid fremlagt regnskabstal, der vidner om vækst og fremdrift.
Deres regnskabstal er interessant, fordi de tre selskaber er leverandører til den danske sundhedssektor og samlet set oppebærer en årsomsætning på godt 50 mia. kr.
I det følgende giver vi en ultrakort beskrivelse af deres regnskabstal og den vækst disse virksomheder fremviser.
Øget overskud trods opkøb
Coloplast har hovedsæde i Humlebæk og producerer medicinsk udstyr, som stomiposer, katetre og sårplejeprodukter.
Coloplast er den økonomiske topscorer med en omsætning på lige godt 27 milliarder kroner inden for regnskabsåret 2023/2024, hvilket er en forbedring på mere end 2,5 milliarder kroner sammenlignet med forrige år.
Resultatet efter skat steg med 269 millioner kroner til 5,05 milliarder.
Coloplast har i regnskabsårets løb opkøbt det islandske selskab Kerecis, for at styrke selskabets position inden for sårpleje. Kerecis har udviklet en teknologi, hvor man bruger fiskeskind til at få sår til at hele hurtigere.
Den transaktion har givet selskabet nogle omkostninger, men det har ikke mindsket virksomhedens appetit på at investere i nyt.
”Vi fortsætter med at diversificere vores produktion ved at opskalere aktiviteten på vores fabrikker i Costa Rica og opføre en ny fabrik i Portugal, som forventes at stå klar i 2026,” hedder det i ledelsesberetningen i årsrapporten.
Høreklinikker driver omsætningen
Det næste sæt af regnskabstal kom fra Demant, der producerer høreapparater og driver høreklinikker globalt.
Der er i denne sammenhæng kun tale om et kvartalsregnskab for tredje kvartal af året og her rapporterede Demant en omsætning på 5,4 milliarder kroner, svarende til en vækst på 2 procent i kvartalet, fremgår det af en meddelelse.
Den positive udvikling er hovedsageligt drevet af deres Hearing Care-segment
Demant fastholder sine forventninger for hele året og regner fortsat med en organisk vækst på mellem to og fire procent.
Salget af endoskoper driver væksten
Det danske medicoselskab Ambu aflægger ligesom Coloplast regnskab skævt ift et kalenderår.
Selskabet producerer medicinsk udstyr som eksempelvis endoskoper til blandt andet hospitaler, og omsatte i regnskabsåret 2023/2024 for 5,4 milliarder kroner.
Den organiske vækst lyder ifølge regnskabet på 13,8 procent. Baggrunden for væksten skal findes i Ambu’s endoskop-segment, som voksede med næsten 20 procent, svarende til et overskud efter skat på 235 millioner kroner mod 168 millioner kroner sidste år.
I næste regnskabsår forventer virksomheden en vækst på mellem 10 og 13 procent.
Louise Jensen – journalistisk medarbejder på OPS-Indsigt