”Vi bør nedlægge indkøbsafdelingerne,” lød det fra Thomas Schultz, der er administrerende direktør i Konsido ApS, ved en åben høring på Christiansborg om klimamål for offentlige indkøb.
Det gav mildt sagt et sus i salen blandt de deltagende indkøbsfolk, der engageret var mødt op for at sætte fokus på nogle af de dilemmaer, som er forbundet med såkaldte grønne indkøb.
Læs også: Klimamål for offentlige indkøb kræver politiske rammer og konkrete mål
Konsido er en ekspertvirksomhed, som giver offentlige virksomheder indsigt i deres egne forbrugsmønstre ift. eksterne leverandører og de har bl.a. et tæt samarbejde med Aarhus Kommune i forhold til kommunens klimaaftryk
Men mener Thomas Schultz virkelig, at vi skal nedlægge indkøbsafdelingerne?
Han er godt opmærksom på, at hans budskab virker provokerende, men han råber op, fordi han mener, at indkøbsafdelingerne er organisatorisk fejlplacerede og der er behov for at vi gentænker funktionen, når vi ser de nuværende indkøbsfunktioner og deres opgaveløsning i et helikopterperspektiv.
”Ser du på en mellemstor dansk kommune med et udgiftsgrundlag på en milliard kroner til eksterne kreditorer, så er det sådan i langt de fleste tilfælde, at de i indkøbsfunktionen arbejder med, er et sted mellem 5 og ti pct af udgifterne,” siger Thomas Schultz, da vi henvender os efter høringen.
Betragtes som et bestillingskontor
Han peger på, at der over tid har oparbejdet sig et ”stigma” til begrebet indkøbsafdelingen, hvor mange i organisationen betragter det som et bestillingskontor, for kaffeaftaler, kontorartikler, møbler, sundhedsfaglige artikler og hjælpemidler.
Med andre ord en brøkdel af det milliardstore udgiftsbudget som kommunerne har, hvor der ligger et kæmpe potentiale, der ifølge Thomas Schultz kan frigøres.
”Når jeg siger man skal nedlægge indkøbsafdelingerne, så mener jeg i virkeligheden, at man burde hæve funktion op til et mere strategisk niveau, hvor man samtidig anerkender, at der i de her afdelinger sidder noget faglighed omkring indgåelse af aftaler, kontraktstyring og udbud,” siger Thomas Schultz.
Han vil i virkeligheden gerne have den faglighed løftet fra papir, blyant og toiletpapir bredere og ud på tværs i kommunerne.
”Den traditionelle indkøbsfunktion er ved at have overlevet sig selv og hvis den ikke får lov til redefinere sig selv, vil den ikke kunne træde ud i alle fagforvaltningerne, hvor man går fra, at være et ekspeditionskontor til fagstrategisk sparring i forhold til de mange komplicerede indkøb, der findes ude i fagforvaltningerne,” siger Thomas Schultz.
Ikke ressourcer nok til forbrugsoptimering
Thomas Schultz mener, at der i virkeligheden er to veje at gå her, hvis man skal redefinerer indkøbsfunktionerne.
”Enten opbygger vi en kraftigere og mere strategisk indkøbsorganisation med et bredt sæt af kompetencer, som kan håndtere opgaverne, eller også skal man etablere et meget, meget tætter samarbejde på tværs med fagforvaltningerne,” siger Thomas Schultz.
En af udfordringerne for ham at se, er, at den første model kan man godt trække afsted med i de store kommuner, men i en gennemsnitskommune er indkøbsfunktionerne typisk ikke særligt store.
”Man har ganske enkelt ikke afsat ressourcer nok til det, man kunne kalde forbrugsoptimering og hvis vi virkelig mener det, vi siger i forhold til den grønne omstilling, så skal vi skal gøre noget meget andet, hvis vi skal have høstet det potentiale, vi kan se, der er på indkøbsområdet,” siger Thomas Schultz og fortsætter;
”Det her er ikke nemt, men jeg vil sige to ting. Der er godt nok penge i det og samtidig er der klimaaftryk, så det batter.”
Vi skal gentænke, hvordan vi udbyder
Derfor mener han, at skal oprette centre for strategisk forbrugsoptimering i kommunerne og nedlægge indkøbsafdelingerne i deres nuværende form og funktion.
”Som udviklingen går, så kommer kommunerne til at stå få mindre og mindre selv, men samtidig forbruger de mere og mere. Det kræver, at direktion og politikere ser meget mere på tværs end i søjler,” forklarer Thomas Schultz.
Her nævner han som eksempel, at det man kan se, som virkelig påvirker kommunernes klimaregnskaber er kørselsbehovet. Her taler vi, alt lige fra skolekørsel, ældre til aktivitetstilbud og handicapkørsel, for slet ikke at nævne hjemmeplejens eget forbrug, når de skal ud til borgerne.
”I mange kommuner betragter man kørsel siloopdelt, men hvis vi virkelig skal vinde noget på den grønne dagsorden, så er det nødvendigt, at nogen både gentænker, hvordan vi udbyder det her, men også hvilken service det er vi skal have,” slutter Thomas Schultz.
