Den grønne industri bliver udfordret af statsstøtte i andre lande, derfor er Danmark hoppet med på statsstøttevognen og siden maj måned sendt hundredvis af millioner i retningen af virksomhederne via den grønne investeringsstøtteordning.
”Den internationale konkurrence tillader ikke nøl og bøvlet bureaukrati. Så selvom statsstøtte ikke er en dansk opfindelse, er vi nødt til at forholde os til virkeligheden. Vi er nødt til at handle – det drejer sig om vækst og danske arbejdspladser,” siger Erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Han peger på, at det er en nødvendigt i en situation, hvor Kina, USA og en del europæiske sender gigantiske checks mod deres grønne industri.
Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M) er enig,
”Desværre er flere lande blevet storforbrugere af statsstøtteværktøjet. Og vi bliver nødt til at følge med, også selvom det ikke er det værktøj, jeg først rækker ud efter,” siger han.
Forventer 800 nye jobs
Statens grønne investeringsstøtteordning giver virksomheder, som producerer vind eller Power-to-X-teknologi, mulighed for at søge om statsstøtte, hvis de vil investere i nye produktionsfaciliteter i Danmark.
I maj 2024 blev der for første gang udmøntet penge gennem den grønne investeringsordning. Her fik fem projekter i Danmark støtte på 634,1 mio. kr. Med de private virksomheders egene investeringer er man nu oppe på godt 4,2 mia. kr., som forventes at skabe ca. 800 nye job i den grønne industri.
For at sætte yderligere skub i investeringerne afsættes der nu 657 mio. kr. til en ny ansøgningsrunde i 2025.
Opfordre til at sænke minimumsbeløb
Men der er en udfordring, mener Green Power Denmark, der gerne havde gerne set, at man justerede ordningen, således at minimumsbeløbet, som virksomhederne kan søge blev sænket. Kravet er på 10 millioner kroner, og for at få adgang til de penge skal virksomhederne selv investere for næsten 67 millioner kroner. Det er mange penge for de mindre virksomheder, oplyser Green Power Denmark.
”I den ideelle verden er der ikke brug for statsstøtte. Men lige nu kæmper adskillige lande med hinanden om de grønne investeringer og arbejdspladser. Og hvis ikke Danmark tilbyder de samme vilkår, som virksomhederne kan finde andre steder, risikerer vi at tabe vækst og arbejdspladser,” siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.
Godt at virksomhederne er varslet
Jan Hylleberg peger desuden på, at regeringen bør arbejde for, at der kommer fælles finansieringsløsninger i EU fra 2026 og frem. Her forventer man nemlig, at den midlertidige lempelse af statsstøttereglerne i EU at ophøre.
Han er dog godt tilfreds med, at virksomhederne allerede nu ved, hvordan støtteordningen for 2025 ser ud.
”Det er en stor hjælp, at regeringen allerede nu melder ud, hvordan ordningen kommer til at se ud i 2025. Så ved virksomhederne, at der er gode muligheder i Danmark i stedet for at kigge til udlandet. Desuden er der tale om enorme investeringer i produktionsanlæg, der kan tage lang tid at forberede. I år har en af udfordringerne været, at ansøgningsfristen var meget kort,” siger Jan Hylleberg.