Det blev dårligt til tre uge som pensionist, før den tidligere departementschef for Erhvervsministeriet Michael Dithmer blev hevet tilbage. Denne gang som bestyrelsesformand for Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har ifølge en pressemeddelelse udpeget den nye bestyrelse for den næste toårige periode.
Udnævnelsen er interessant, fordi Michael Dithmer sammen med den nye bestyrelse skal forvalte danske virksomheders fælles indgang til risikovillig statslig finansiering.
”Jeg ser frem til at komme i gang med bestyrelsesarbejdet. Det er jo ikke helt fremmed for mig, da jeg kender til EIFO’s mange indsatser fra mit tidligere virke. Jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og det dygtige hold i EIFO og til at gå i gang med de vigtige opgaver, som EIFO skal løse.” siger Michael Dithmer.
Michael Dithmer er ikke en hr-hvem-som-helst. Han er uden sammenligning en af Danmarks mest erfarne topembedsmænd i funktion. Han er en overlever blandt departementschefer, som kan trække erfaringstråde helt tilbage til Nyrup-regeringen i 1995.
Læs også: En overlever takker af efter 29 år på Slotsholmen
Medvirket til en milliardomsætning
Danmarks Eksport- og Investeringsfond blev etableret den 1. januar 2023 ved en sammenlægning af de tre statslige fonde Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond, der herefter blev dattervirksomheder under EIFO.
Ifølge den seneste årsrapport for EIFO har fonden alene i 2023 medvirket til at sikre en omsætning på knap 45 mia. kr. til danske virksomheder og understøttet skabelsen eller fastholdelsen af 19.200 job.
Vi har tidligere skrevet om bl.a. EIFO`s millionstore engagement mhp at etablerer en AI supercomputer i samarbejde med Novo Nordisk Fonden. I sidste uge kunne vi netop skrive om, hvordan det var lykkedes parterne at ansætte den første direktør til Danish Centre for AI Innovation A/S, som er det selskab der skal drive udviklingen af supercomputeren.
Læs også: Investering i AI-supercomputer åbner vejen mod superliga
Indtil generalforsamlingen i maj var Torben Möger Pedersen bestyrelsesformand. I den mellemliggende periode frem til nu har Dorrit Vanglo, der er fhv. adm. direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond fungeret som formand.
Erhvervsminister Morten Bødskov er glad for, at en ny bestyrelse for EIFO kan fortsætte det vigtige arbejde for danske virksomheder.
Klik her for at se den nye bestyrelse:
Michael Dithmer (formand), fhv. departementschef i Erhvervsministeriet
Dorrit Vanglo (næstformand), fhv. adm. direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond
Bo Foged, partner og investeringsdirektør i CIP
Jørgen Høholt, bestyrelsesmedlem i Nykredit og ATP Ejendomme
Anne Mette Toftegaard, viceadministrerende direktør i Alm. Brand Group.
Camilla Ley Valentin, iværksætter og medstifter af Queue-it
Esben Gadsbøll, partner i Nordic Makers og co-founder af WhiteAway.com
Jesper Buch, stifter af Seedster og Just-Eat.com
Martin Engell-Rossen, selvstændig rådgiver og bestyrelsesmedlem
Jakob Ellemann-Jensen, fhv. formand for Venstre og fhv. vicestatsminister og økonomiminister
André Rogaczewski, administrerende direktør Netcompany A/S
Barbara Taudorf Andersen, director of commercial development and strategic partnerships i 21st.BIO og bestyrelsesmedlem