Skip to main content

Virksomhederne skriger på arbejdskraft, samtidig har vi omkring 43.000 unge, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd befinder sig på kanten uden job og uddannelse.

Tilsætter du samtidig det krydderi, at arbejdsgiverne er blevet mere rummelige, når det handler om at ansætte kandidater på særlige vilkår, står du med et paradoks, men det er ikke desto mindre en ny analyse fra Fonden Incita viser, som OPS-Indsigt har adgang til.

Læs også: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, men visse kandidater er fortsat ikke velkomne

Analysen præsenteres på Folkemødet fredag og her vil den private aktør sætte særligt fokus på unges muligheder for et få en vej ind på arbejdsmarkedet.

”Vores undersøgelse viser, at arbejdsgiverne godt vil ansætte de unge, men der sker ikke så meget selv om både de unge og politikerne tilkendegiver, at de godt vil,” siger Christina Grøntved, der er direktør for Incita.

Det er som nævnt paradoksalt, at arbejdsgiverne har øget interessen for at tage unge på kanten ind, men ikke oplever ikke at få henvendelser fra de unge. Samtidig med, at vi ved, at de unge rigtig gerne vil i arbejde.

Pilen peger her som mange gange før på kommunernes beskæftigelsesindsats, hvad er det, som ikke virker?

Bliver målt på proces frem for resultat

En af dem som er inviterede til Incitas debat på Folkemødet fredag kl.17 om Arbejdsgivernes syn på unge med særlige behov er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Kommune Jens-Kristian Lütken.

Han har hørt kritikken før.

”Det jeg synes, der lidt er problemet, er, at vi som myndigheder er underlagt nogle regler og proceskrav, hvor vi ikke bliver målt ret meget på, om vi rent faktisk lykkedes – Vi bliver mere målt på, om vi holder et vist antal samtaler og hvor lang tid det tager og hvornår vi holder dem,” siger han.

Men han ser frem til ugen efter Folkemødet, hvor endnu et af regeringens ekspertudvalg barsler med oplæg til en reform.

”I næste uge efter Folkemødet skulle vi meget gerne have ekspertgruppens oplæg til en reform og der tror jeg på, at vi vil finde nogle af svarene på det her, som både de unge og virksomhederne giver udtryk. Nemlig at de gerne vil hinanden, når vi spørger dem, men ligesom oplever, at der ikke sker så meget,” siger Jens-Kristian Lütken til OPS-Indsigt.

Han peger flere gange på, at det er nogle meget besynderlige ting, beskæftigelsesområdet er sat til at måle på, ” der er mere fokus på, om vi når nogle procesmål frem for at fokus på om vi egentlig lykkedes med de her opgaver,” siger han og fortsætter;

”Hvis alle de her proceskrav forsvinder og vi fremover alene måler kommunerne på om det lykkedes for dem, at få de unge ud på arbejdsmarkedet – så tror jeg vi får en meget større bane at spille på, for de private aktører og socioøkonomiske virksomheder, der brænder for, at løse de her opgaver,” siger Jens-Kristian Lütken.

Vil sortere dem fra, der ikke leverer på opgaven

Men er der ikke en risiko for bare at åbne op for flere private, hvis man ser på erfaringerne?

Jens-Kristian Lütken erkender, at det tidligere har været et slaraffenland for fusentaster, der som han udtrykker det, ikke har bragt de unge tættere på job.

”Hvis vi virkelig havde enkelte parametre som fokuserede på, at de unge kom i job, så vil jeg mene, at det er et langt bedre udgangspunkt for, at sorterer dem fra, der ikke kan levere på opgaven,” siger han.

Konkurrence og kvalitet er for ham at se blandt nøglerne til et bedre beskæftigelsessystem, hvor man kan bruge de private aktører meget mere. ”Fordi der er nogle af dem, der bare kan løse de her opgaver på en måde, som vi ikke kan som kommuner. Derfor synes jeg, at vi har behov for konkurrence på det her område ift, hvem der er bedst til at få folk videre mht job og uddannelse,” siger han.

Han peger på, at Danmark på det her punkt befinder sig i en situation, hvor der er rigtig mange ledige job.

”Så der burde være gunstige forhold for en konkurrence om at få de unge i arbejde. Jeg anerkender, at hvis vi var i en nedgangssituation, så var det lidt svære at stampe jobbene op af jorden, men lige nu handler det for mig at se, at vi får private aktører som Incita til at hjælpe med, at vi får skabt det rigtige match mellem arbejdsgiver og den unge og det håber jeg, at den kommende reform vil sætte os fri til,” lyder det fra Jens-Kristian Lütken.

Læs også: Arbejdsgiver: Genialt med små jobs til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet – OPS Indsigt