I begyndelsen af januar 2024 fik Ombudsmanden en opfordring til at gennemføre en egen-drift undersøgelse af kommunernes forvaltning af det frie valg på hjælpemiddelområdet. Nogle måneder senere kom svaret. – Det vender vi tilbage til.
Opfordringen til Ombudsmanden, som OPS-Indsigt er i besiddelse af, kom fra virksomheden Specialbandager.dk. Her sad direktør Lise-Lotte Ettrup nemlig med en generel bekymring for at kommunernes praksis i realiteten begrænsede det frie valg af hjælpemidler og dermed pressede særligt svage borgeres retssikkerhed i forbindelse med kommunernes bevilling af hjælpemidler.
Vi har tidligere her på OPS-Indsigt beskrevet, hvorledes der mangelfulde beregninger efter store fælleskommunale hjælpemiddeludbud kan give forskelsbehandling. En iagttagelse som Lise-Lotte Ettrup ikke er alene om.
Ekspert: Et brud på ligebehandlingen
“Måden som mange kommuner udbyder hjælpemidler på, hvad enten de benytter en prisindhentning eller en leverandøraftale, medfører ofte, at man ender med et resultat hvor en del af de tilbudte hjælpemidler faktisk er dyrere end markedsprisen, fordi man går efter den samlet set billigste pris på hele sortimentet i stedet for at vurdere hvert enkelt produkts pris. Det giver udfordringer ift. borgerens frie valg af hjælpemidler,” siger advokat og udbudsekspert Anja Piening fra advokathuset NP advokater.
Hos en af de store offentlige ordregivere Fælles Udbud Sjælland (FUS) erkender Lars Engell, der er formand for FUS i et interview med OPS-Indsigt, at det har medført fejl blandt de 16 kommuner, således at borgere har fået oplyst forskellige tilskudspriser på det samme produkt.
Det er i strid med lovgivningen om frit valg og et brud på det generelle EU-retlige princip om ligebehandling, mener Anja Piening.
Håbede på Ombudsmanden
Situationen er nemlig den, at hvis borgeren skal kunne udøve sit frie valg på hjælpemiddelområdet, så er kommunen forpligtet til at oplyse prisen på det hjælpemiddel, som borgeren har behov for, og som efter kommunens udbud eller prisindhentning er vurderet som det bedst egnede og billigste. For uden prisen kan borgeren jo ikke vide, hvad kommunen giver i tilskud til det hjælpemiddel borgeren måtte ønske at vælge som et alternativ til kommunens tilbud.
I opfordringen til Ombudsmanden argumenterer Specialbandager.dk for, at han skal dykke ned i området, fordi netop Ombudsmandens egen drift-undersøgelser er etableret for at finde systemfejl, dvs. fejl som går igen, hos myndighederne, hvor det er tale om en praksis, der rammer mange borgere over en bred kam.
”Vi gjorde det her i håb om, at Ombudsmandens undersøgelse ville bidrage til en mere ensartet fortolkning og anvendelse af reglerne til gavn for de borgere, der bliver bevilliget hjælpemidler, således at det sikrede, at der fremadrettet ikke var de her fejl, hvor borgerne blev presse væk fra deres frie valg,” siger Lise-Lotte Ettrup.
Interessante vurderinger i Ombudsmandens brev
I sit lidt mere end to sider lange svar henviser Ombudsmanden dels til, den argumentation som Specialbandager fremfører i deres opfordring, dels ift Ombudsmandens rolle omkring egen-driftsundersøgelser og sagsprocedurer.
Den endelige konklusion er:
”Jeg har på den baggrund noteret mig det, som fremgår af din henvendelse, men kan oplyse, at jeg ikke på det foreliggende grundlag har iværksat en undersøgelse af egen drift af kommunernes forvaltning af det frie valg på hjælpemiddelområdet.”
Ombudsmandens svarbrev indeholder to interessante vurderinger.
Nemlig om myndighederne, dvs kommunerne, har haft lejlighed til at tage stilling til de forhold der henvises til og klages over, ligesom det også indgår i vurderingen, om en kvalificeret bedømmelse af et eller flere centrale spørgsmål i sagen forudsætter fagkundskab af eksempelvis sundheds- eller lægefaglig art, ”da jeg som ombudsmand ikke har en sådan særlig fagkundskab,” skriver han i sit svar.
Særlig fagkundskab ikke afgørende
Vi har spurgt Ombudsmanden, om hans svar bl.a er et udtryk for, at i faglige spørgsmål af denne karakter må Ombudsmanden give op, selvom der reelt kunne være en sag?
Hertil svarer områdechef i Ombudsmandens kontor Johannes Martin Fenger:
”Ombudsmanden har ikke en sådan særlig fagkundskab og er derfor tilbageholdende med at tilsidesætte myndighedernes vurderinger af sådanne spørgsmål.”
Men særlig fagkundskab har, forstår vi, ikke i sig selv været afgørende for, at Ombudsmanden ikke på nuværende tidspunkt vil rejse en sag af egen drift.
Martin Fenger forklarer videre, at det er Ombudsmandens opgave som jurist at foretage legalitetskontrol på et juridisk grundlag og bedømme, om myndighederne overholder gældende ret eller på anden måde begår fejl eller forsømmelser.
”Det er således også indgået i vurderingen, f.eks. om kommunerne eller eventuelle tilsynsmyndigheder har haft lejlighed til at tage stilling til kommunernes forvaltning på området, og om de personer, som måtte være berørte af sager på området, selv har klaget til Ombudsmanden,” lyder det fra Johannes Martin Fenger.
Han mangler altså blandt andet nogle udsagn og klager fra andre end Specialbandager.
Retsfølelsen er udfordret
”Det er både tankevækkende og bekymrende, at Ombudsmanden – der er nedsat som samfundets “watchdog” ift. kommunernes overholdelse af gældende regler inden for, i dette tilfælde, de borgerrettede regler og rettigheder for bevilling af hjælpemidler og administration af det frie valg – i sit svar blot henviser til sin normale sagsprocedure uden samtidig at beskrive, hvad der har ligget til grund for beslutningen om ikke iværksætte en egentlig undersøgelse,” siger Anja Piening.
Hos Specialbandager.dk udtrykker Lise-Lotte Ettrup hendes oplevelse, af at Ombudsmanden afviser at tage sige af sagen således:
”Min retsfølelse er i den grad udfordret. Som virksomhedsejer er jeg pålagt love og regler som skal regulere vores samfund. At kommuner bryder op til flere lovgivninger, der tilsidesætter borgernes rettigheder, er mig ganske uforståeligt. At Ombudsmanden nu afviser vores henvendelse, er helt hen i skoven. Hvor står vi så reelt i forhold til borgernes retssikkerhed?” slutter Lise-Lotte Ettrup.
