Vi har frit valg af sygehus, frit valg af hjemmepleje og i den nye ældre aftale taler man om at udvide det frit valg til også at omfatte rehabilitering og genoptræning.
På hjælpemiddelområdet er borgerens frie valg forankret i servicelovens § 112 og det er noget af en bermudatrekant, at bevæge sig rundt i, som borger, leverandør og som myndighed.
Cirka sådan beskriver flere aktører det, når OPS-Indsigt taler med dem om hjælpemiddelområdet som markedet for frit valg af hjælpemidler.
I udgangspunktet har en borger med behov for et hjælpemiddel frit valg af leverandør til de hjælpemidler han eller hun måtte blive visiteret til, men der er en række undtagelser, der gør det kompliceret at navigere at for borgere og myndigheder.
For at forstå udfordringen har vi forsøgt at skitserer centrale elementer i forhold til hjælpemiddelområdet i nedenstående tegning.
I udgangspunktet består hjælpemiddelområdet af tre centrale typer af aktører: Myndigheden som også er indkøber. Leverandøren af hjælpemidler og så borgeren med behov for hjælpemidler.
Hertil kommer et marked af leverandører, hvor borgeren i en række tilfælde har mulighed for frit valg, men ikke altid (Det vender vi tilbage til.)
Leverandøraftale eller prisindhentning
I et indkøbsperspektiv kan kommunen efter et udbud indgå en leverandøraftale med en hjælpemiddelleverandør. På den måde er priserne på de enkelte hjælpemidler fastsat via et udbud. Her kan borgeren i en række tilfælde, men ikke alle opnå frit valg af leverandør.
Har kommunen ikke en leverandøraftale opnået ved et udbud, så kan kommunen lave en prisindhentning på de bedst egnede og billigste hjælpemidler, her kan borgeren ligeledes opnå frit valg i en række tilfælde, men ikke alle.
Læs også: Udbredt kommunal tvivl om brug af leverandøraftaler og prisindhentninger
I de tilfælde hvor borgeren kan opnå frit valg af leverandør indkøber borgeren selv hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos enten sin leverandør eller fastsat via en prisindhentning.
Undtagelsen til frit valg skal forstås snævert
Men der er som sagt undtagelser, hvor det frie valg ikke gælder for borgeren. Det er bl.a. nedfældet i servicelovens §112 stk. 4.
Heraf fremgår det, at det frie valg ikke gælder, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed (genbrugshjælpemiddel), som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som borgerne ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.
Formålet med undtagelsen er, at kommunen ikke indkøber nye hjælpemidler, som er fuldstændig identiske med fx brugte hjælpemidler, som kommunen er i besiddelse af og kan stille til rådighed.
Læser man desuden Ankestyrelsens artikel om frit valg og hjælpemidler, kan man læse, at retten til frit valg heller ikke gælder, hvis der er tale om redskaber, som kommunen leverer af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø.
Undtagelsen til det frie valg skal derfor forstås snævert, da retten til frit leverandørvalg alene kan afskæres i de tilfælde, hvor borgeren ønsker at indkøbe et hjælpemiddel, som er fuldstændig identisk med det, som kommunen kan stille til rådighed. Undtagelsen gælder dermed alene for genbrugshjælpemidler og ikke for kropsbårende- eller engangshjælpemidler, som kommunen hverken udlåner, eller som kommunen får retur efter endt brug.
Det skal desuden bemærkes, at når Ankestyrelsen anvender begrebet identisk, så handler det ikke kun om produktnavnet, men vi er helt nede på modelniveau for, at hjælpemidlerne kan sammenlignes og det frie valg kan undtages.
Skal vejlede om frit valg
Det fremgår af Vejledning om støtte til hjælpemidler (VEJ nr. 10324 af 14/12/2017), at kommunerne som en del af deres generelle vejledningsforpligtelse skal yde rådgivning om adgangen til frit valg af hjælpemidler, herunder om konsekvenserne af at have benyttet retten til frit valg, f.eks. i forhold til reglerne om refusion af egenbetaling.
Uanset om en kommune benytter sig af prisindhentninger eller leverandøraftaler, er kommunen forpligtet til at vurdere hvilket hjælpemiddel der i den konkrete situation vurderes som det bedst egnede og billigste.
Ifølge vejledningen skal kommunen i tilknytning til visitationen vejlede borgeren om retten til frit valg, og hvis borgeren herefter beslutter sig for at benytte sin ret til frit valg, skal kommunen oplyse om prisen på det hjælpemiddel, som kommunen kan stille til rådighed, men som borgeren fravælger. Det skal her bemærkes, at der ikke en samlet pris på hele bevillingen, men derimod på det eller de enkelte navngivne hjælpemidler, måtter der være flere i den bevilling borgeren modtager.
