Kommunernes sagsbehandlingspraksis medfører, at det frie valg af leverandør af hjælpemidler, som enhver borger er berettiget til begrænses uretmæssigt, sådan har det løbende lydt fra leverandører på hjælpemiddelområdet, som OPS-Indsigt har været i kontrakt med.
Men hvad er det lige der sker, når kommunerne skal udmønte servicelovens §112 og både står for indkøb af de bedste og billigste hjælpemidler til borgerne og samtidig forvalter borgernes mulighed for et frit valg?
Ser vi på det indkøbsmæssige så hersker der ifølge udbudseksperterne advokaterne Anja Piening og Rikke Slavensky fra NP advokater en ganske udbredt tvivl blandt kommunerne om, hvordan henholdsvis leverandøraftaler på hjælpemiddelområdet, som indgås efter servicelovens § 112, stk. 2 og brugen af prisindhentninger i medfør af servicelovens § 112, stk. 3, skal anvendes og i det hele taget forstås.
Anja Piening peger på, at denne tvivl har udmøntet sig i flere klagesager ved Klagenævnet for Udbud, blandt andet fordi kommunerne har tendens til at behandle leverandøraftaler og prisindhentninger ift. hjælpemidler på samme måde.
“Det betyder, at mange kommuner i praksis anvender prisindhentninger efter § 112, stk. 3 på samme vis som leverandøraftaler efter § 112, stk. 2. Det der sker er, at uanset om der gennemføres en prisindhentning eller et udbud af en leverandøraftale, så finder kommunen “en vinder”, der herefter bliver den leverandør, som kommunerne anvender og i øvrigt henviser til,” siger Anja Piening.
Prisindhentning behandles som sortimentsudbud
Problemstillingen er interessant, fordi kommunerne i 2022 havde udgifter for ca. 2,6 milliarder kroner på hjælpemidler og mere end hver tiende dansker bruger et hjælpemiddel i følge Kommunernes Landsforening.
“Situationen forstærkes desuden, af at der inden for det sidste år er der sket en ændring på hjælpemiddelområdet, hvor kommunerne er skiftet fra udbud af hjælpemidler til prisindhentninger,” siger Anja Piening.
En prisindhentning efter servicelovens § 112, stk. 3 er ikke udbudspligtig og et greb, som kommunerne alene burde bruge for at indhente nogle benchmarkpriser, som de kan lægge til grund for størrelsen af de bevillinger, de for eksempel kan udstede, hvor borgeren ønsker at anvende sit frie valg i forbindelse med køb af hjælpemidler eller hvor kommunen ikke allerede har en leverandøraftale.
“Men i praksis sker der det, at kommunerne når de gennemfører prisindhentninger, behandler dem som sortimentsudbud, hvor man konkurrenceudsætter et stort sortiment med en række produkter,” siger Anja Piening.
Omskriver prisindhentningen
Når kommunen modtager leverandørernes pristilbud, så lægger de ifølge Anja Piening alle de tilbudte priser i prislisten sammen, og finder ud af hvem der har afgivet det samlet set billigste tilbud.
“Den leverandør med den bedste gennemsnitlige pris bliver herefter “vinder af prisindhentningen” og indgår en aftale med kommunen. Det betyder, at disse prisindhentninger reelt ikke behandles som de benchmarks, de burde være udtryk for, men ender med blot at være en omskrivning af en leverandøraftale – blot uden den nødvendige konkurrenceudsættelse,” påpeger Anja Piening.
Hun ser en hel række af udfordringer ved denne praksis hos kommunerne. Blandt andet henviser kommunerne borgerne til den leverandør, der har “vundet prisindhentningen”, på trods af, at en prisindhentning netop ikke skal resultere i udvælgelsen af en kommunal leverandør.
“Hvis dette var formålet, skulle prisindhentningen i stedet være udbudt som en leverandøraftale i overensstemmelse med servicelovens § 112, stk. 2.,” fastslår Anja Piening.
Kolliderer med borgerens frie valg
Men er det ikke lidt at gå i små tekniske sko. Kommuner får jo indhentet priserne på et nødvendigt sortiment?
“Det kan du godt sige, men udover de udbudstekniske udfordringerne så er der en række andre opmærksomhedspunkter. Blandt andet kolliderer det med borgerens frie valg af hjælpemidler,” lyder det fra Rikke Slavensky.
For hende at se er den største udfordring forankret i, at når kommunerne har modtaget leverandørens priser, så lægger de leverandøren og dennes sortiment ind i det kommunale indkøbssystem.
“Det påvirker jo alle de sagsbehandlere, som skal bevillige hjælpemidler og vejlede borgerne om deres frie valg. Særligt når kommunerne kalder leverandøren for den billigste og bruger betegnelsen “kommunens leverandør,” siger Rikke Slavensky.
Fremgangsmåde kan skjule dyre hjælpemidler
Rikke Slavensky kalder det en sandhed med modifikationer, at der er tale om den bedste og billigste pris, idet vurderingen af, hvem der har afgivet det billigste tilbud, ofte sker ved at sammenlægge sortimentets mange forskellige priser, og herefter kåre den, med den samlet set laveste pris.
“Det på trods af, at der i sådan en fremgangsmåde kan gemme sig ganske mange hjælpemidler, med en pris der er dyrere end den gennemsnitlige markedspris, idet det alene er den samlede billigste pris, der ender med at blive afgørende for konkurrencen,” siger Anja Piening.
“Jeg tror grundlæggende, at der er mange af kommunerne, der ikke ved hvad forskellen er mellem en leverandøraftale efter servicelovens § 112, stk. 2 kontra det frie valg af leverandør, som borgeren har, hvor kommunerne bare skal lave en markedsafdækning i form af en prisindhentning i medfør af servicelovens § 112, stk. 3.,” siger Rikke Slavensky.
Ikke muligt at matche pris og kvalitet
Lise-Lotte Ettrup der er direktør for Specialbandager.dk oplever generelt, at kommunernes sagsbehandlingspraksis medvirker til, at det frie valg af leverandør af hjælpemidler begrænses.
”Borgerens adgang til at benytte det frie valg begrænses bl.a., af at der ikke i den bevilling de får fra kommunen oplyses priser på de enkelte hjælpemiddelkomponenter, som bevillingen består af. Det betyder, at borgeren ingen mulighed har for at opsøge andre leverandører end kommunens og matche pris og kvalitet på hjælpemidlerne,” siger Lise Lotte Ettrup.
Hun oplever ofte, at det ender med, at borgeren anvender den leverandør, som den pågældende kommune har indgået en aftale med, fordi det er for uigennemskueligt, ”og på den måde bliver borgerens frie valg styret og begrænset af kommunerne,” siger hun.
