Både i den første og den sidste rapport fra Tranæs-udvalget er der fokus på markedsforholdene på det specialiserede socialområde. Det angives fx. at den almindelige markedslogik ikke holder.
Det drejer sig bl.a. om sammenhæng mellem pris og indsats, hvor det i rapporten vurderes, at netop disse sammenhæng hæmmer mulighederne for at høste de prisregulerende fordele ved konkurrence på botilbudsområdet.
Læs også: Ekspertudvalg hælder markedslogik ned ad brættet og adresserer profitspøgelset
Men kan man overhovedet tale om, at der er en almindelig markedslogik, når vi ved at markeder i forvejen er så forskellige?
”Nej det kan man ikke. Det er sådan set det, der er vores pointe, at de ydelser kommunerne udsætter på dette marked, som udgangspunkt er meget vanskelig at lave et konkurrencemarked for,” siger Torben Tranæs til OPS-Indsigt.
Markedet har behov for regulering
Hele pointen med at konkurrenceudsætte er for Torben Tranæs, at man gerne vil have udvikling og effektivitetsgevinster ud af konkurrencen.
”Det vi historisk ved fra andre markeder, er, at konkurrenceudsættelse er godt for udvikling af effektive løsninger, så hvis man bare arbejder efter, at der er konkurrence nok, så sikre man også, at der ikke er overnormale profitter,” forklare han.
Han ser Socialområdet som et marked, hvor kommunerne har udsat en række ydelser, hvor der i en blanding af leverandører, – offentlige som private.
”Men uanset om den offentlige andel er stor eller lille, så kan du sige, at det med at skabe en effektiv konkurrence for at få alle de positive gevinster af det marked, vi har, er ganske vanskeligt i forhold til botilbud og kræver en meget mere præcis og omhyggelig regulering, som slet ikke er til stede i dag,” forklarer Torben Tranæs.
En bermudatrekant
Torben Tranæs peger bl.a op en bermudatrekant af tre udfordringer, der er værd at være opmærksom på, når man taler om socialområdet som et konkurrencemarked. Det er ydelsesdefinition, asymmetrisk viden og stavnsbinding.
For det første er det grundlæggende et problem, at få ydelserne defineret særligt ift. de ekstra specialiserede tilbud og dernæst iagttager ekspertudvalget en stæk asymmetri mellem hvad man ved om borgeren i kommunen som myndighed og indkøber og hvad man ved i botilbuddet som leverandør på markedet.
Endelig er der den udfordring, at når borgeren først er flyttet ind i et botilbud, så bliver det borgerens bolig, hvorfra borgeren ikke kan flyttes af kommunen som indkøber og myndighed, selvom man måtte vurdere, at et andet tilbud var bedre.
”Og det er i udgangspunktet godt for leverandøren, fordi så er omsætningen sikret og det samme er muligheden for en stigende indtægt i takt med at borgerens behov går opad.,” siger Torben Tranæs og tilføjer:
”Det er derfor fundamentalt vanskeligt at styrer økonomien på det her marked og derfor helt oplagt, at det må reguleres.”
Incitamenterne er vendt på hovedet
Den logiske måde man på det nuværende marked kan tjene penge på, er ifølge Torben Tranæs, at man som leverandør går efter at øge omsætningen og få en så stor drift som muligt.
”Ved den model har du mulighed for at taget to pct ud af en stadig stigende drift og det er godt nok en omvendt form for konkurrence. Jeg er virkelige overrasket over, at man ikke har diskuteret det fundamentale markedstake på det her område, fordi der er ikke, som vilkårene er i dag mulighed for reel konkurrence.”
I hans perspektiv skulle det gerne være sådan, at de private er med til udviklingen og effektiviseringen af socialområdet, men i den nuværende model har man ligesom fået incitamenterne vendt på hovedet.
”Det vi foreslår, er principper for, hvordan man kan bevæge sig i retning af reel konkurrence med en markedslogik, der går på hvad er det for et produkt leverandøren sælger og hvordan kan kommunerne få noget konkurrence op omkring det.” siger Torben Tranæs til OPS-Indsigt.
Rammeaftaler er uden for almindelig markedslogik
Torben Tranæs anerkender, at problemerne er de samme på tværs af de mange offentlige leverandører, hvor kommunerne ofte forhandler med nabokommuner, som de samtidig har indgået rammeaftaler med.
”Hvorvidt botilbuddene er private eller offentlige, så har vi samme problemstilling,” fastslår Torben Tranæs og fortsætter;
”Man skal helst have alternativer at kunne vælge imellem som myndighed for at få konkurrence. Når vi ikke foreslår at udvide rammeaftalerne med alle de private, hænger det bl.a. sammen med, at konstruktionen i forvejen er fyldt med en række problemstillinger, der ikke er inden for almindelig markedslogik,” forklare Torben Tranæs.
Her henviser han til, at kommuner og regioner med deres rammeaftaler i princippet gør det, som er helt utilladeligt på et almindeligt marked, nemlig at sætte sig ned og næsten kartelagtigt drøfte priser på tværs af leverandører.
”Det er naturligvis helt legitimt i det offentlige regi at lave de her rammeaftaler, selvom de ikke følger almindelig markedslogik,” siger Torben Tranæs.
Behov for referencestandarder og koordination
Men hvorfor anbefaler man så ikke bare at nedlægge rammeaftalerne?
”Når vi ikke gør det, så hænger det sammen med, at rammeaftalerne som værktøj kan være nødvendige på nogle af de ekstra specialiserede områder, hvor der er så tyndt med tilbud, at det er samfundsmæssigt nødvendigt med denne form for koordinering,” forklarer Torben Tranæs
Han fortæller videre, at hvis man vil have en større konkurrence på dette område, er det nødvendigt, at kommunerne som myndighed og dem med den største produktion tager stilling til, hvilke servicestandarder man vil have på området.
”Det har man også på andre områder som skoleområdet, hvor man bruger standarden som en referenceramme ift. hvad det er man skal levere som leverandør og hvad det er, man kan forvente at skulle betale som kommunal myndighed. Kan man som privat levere det anderledes eller billigere, så kan man sådan set, for vores skyld tjene så meget som man vil,” siger Torben Tranæs.
I hans perspektiv ville det være en måde at vende den nuværende markedslogik på hovedet fra at høste profit ved at øge omkostningerne, men i stedet gøre det modsatte. Nemlig levere billigere service ved fx at udvikle nye metoder eller blot gøre det anderledes og opnå det samme, som er forventet i referencestandarden.
Det skal her bemærkes, at med en referancestandard sættes der også en form for loft ift den service leverandørerne offentlige som private kan tage sig betalt for. Det vil sige, at leverandørerne sætter ikke niveauet for, den service borgerne kan få.
I en anden artikel udfolder Torben Tranæs sammenhængen mellem det kommunale selvstyre og mulighederne for at sætte lokale serviceniveauer.
