Initiativretten i forhold til hvordan Danmark skal imødegå en større mangel på plejeboliger, sådan som demografien indikerer, har ligget i dvale på Christiansborg, men nu har Dansk Folkeparti gjort alvor af sit politiske udspil fra sommergruppemødet.
OPS-Indsigt har tidligere skrevet om Dansk Folkepartis udspil, men partiet har netop fremsat et beslutningsforslag, hvor en vedtagelse vil resultere i, at Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et partnerskab bestående af pensionsselskaber, kommuner og andre relevante aktører med henblik på at få etableret 5.000 nye friplejehjemspladser i Danmark inden 2028.
”Det er altså helt urimeligt, at ældre der åbenlyst har behov for en plejehjemsplads i dag, bliver afvist,” siger Pia Kjærsgaard til OPS-Indsigt i en kommentar, da vi henvender os.
Læs også: Demografien stikker af og plejehjemsbyggerierne halter bagefter
Skubber til regeringen
Hos Dansk Folkeparti mener man sådan set, at det er på tide, at de centrale aktører får sig sat sammen og peget på fælles løsninger ift. de udfordringer vi kan se, hvor plejeboligmassen stort set ikke vokser til trods for en stærkt opadgående kurve i ældrebefolkningen over 80 år.
”For Dansk Folkeparti handler det her om, at vi i en fart skal have fundet nogen realistiske løsninger på det store problem, der er med mangel på plejehjemspladser,” siger Pia Kjærsgaard til OPS-Indsigt.
Hos ældresagen er man også i færd med at skubbe til regeringen, nærmere forstået ældreministeren.
”Vores budskab til ministeren er, at de fleste godt ved, der vil mangle plejeboliger. Så lad os se på, hvad der er af benspænd for at få bygget de plejeboliger, der er behov for,” siger Nina Bruun, seniorkonsulent på plejehjemsområdet i Ældre Sagen til nichemediet Seniormonitor.
Ældre Sagen peger ikke på en partnerskabsmodel, sådan som Dansk Folkeparti, her opfordrer man ældreministeren til at nedsætte en arbejdsgruppe med et bredt sammensat panel.
Kommunerne skal ikke stå i vejen
Men er der politisk opbakning til Dansk Folkepartis forslag?
”Vi synes det er en god ide, at få pensionsselskaber og private på banen, men vi arbejder selv mere i forslag, hvor kommunerne ikke står i vejen. Kan man bremse kommunerne i at stå i vejen og skabe en fair og fri konkurrence på området, så behøver man jo nedsætte et partnerskab. Der er jo masser der gerne vil bygge,” sige ældreordfører for Liberal Alliance, Katrine Daugaard.
Hun ser frem til forhandlingerne omkring den nye ældrelov og peger på, at det er afgørende at få skabt gennemsigtighed i kommunernes økonomi.
”Vi kan bl.a. vælge at stille de samme regnskabsmæssige krav til kommunerne, som vi i Danmark stiller til enhver privat virksomhed. Det her er jo ikke umuligt at få overblik over, selvom kommunerne meget gerne vil have det til at lyde sådan,” siger Katrine Daugaard til OPS-Indsigt
Hun kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt man vil støtte Dansk Folkepartis forslag.
Bekymret for det som sker i branchen
Hos Nye Borgerlige er ældreordfører Kim Edberg Andersen bekymret for om det er muligt, at føre forslaget ud i livet, hvis nu aktørerne forstået som friplejeleverandørerne og byggebranchen ikke har kapaciteten til, at bygge alle de plejehjem vi har behov for.
”Det fint med Dansk Folkepartis forslag, men det er bekymrende, hvis friplejeleverandørerne nu pludselig træder på bremsen og byggebranchen heller ikke kan træde til i så stor et omfang, som der er behov for,” siger Kim Edberg Andersen til OPS-Indsigt.
OPS-Indsigt har tidligere talt med direktør Anders Stouge fra DI Byggeri, som har fortalt, at kommunerne ikke bare skulle forvente, at byggebranchen stod klar, hvis der kom et boom i efterspørgslen på plejehjem. Tilsvarende har flere friplejeleverandører overfor OPS-Indsigt efter sommerferien sagt, at de lige skruer ned for, deres egen aktivitet.
Hos Danske Diakonhjem, som er den største friplejeleverandør, sagde den administrerende direktør, Christiane Dahlerup til OPS-Indsigt lige før sommerferien:
”Vi har åbnet 14 nye hjem på fem år. Det er lige at spænde buen alt det den kan.”
God ide
Christian Dahlerup fortalte dengang, at lige nu konsoliderer Danske Diakonhjem. Der trædes altså på bremsen for nye plejehjem og det er også, hvad OPS-Indsigt hører fra både bygningsudviklere og flere friplejeleverandører.
Læs også: Øget kommunal interesse for friplejehjem, men plejeoperatørerne træder på bremsen
Kim Edberg Andersen synes grundlæggende det er en god ide med flere friplejehjem – ikke fordi de skal dominere markedet, men han mener, det er godt med konkurrencen mellem det offentlige og private.
OPS-Indsigt har kontaktet flere ældreordfører fra bl.a. blå blok, der har friplejehjem på deres dagsorden, men det har ikke været muligt, at få flere kommentarer til Dansk Folkepartis forslag før deadline, ligesom Moderaternes ældreordfører Mike Ville Fonseca ikke har haft tid til, at svare på vores henvendelser.