Skip to main content

Hospitalerne i Danmark sætter et betydeligt negativt aftryk på klima og miljø ved deres indkøb på rundt 30 milliarder om året.

Men i Region Midtjylland arbejder man på det og her er man lige løbet med prisen som `verdens bedste indkøber´, fordi regionen i forbindelse med et konkret udbud har udviklet en scoringsmodel, hvor man har formået at gøre bæredygtighed til et reelt konkurrenceparameter.

Scoringsmodellen er interessant, fordi professor Ole Helby og lektor Lena Brogaard fra Roskilde Universitet tidligere har undersøgt kommunernes udbud i en periode på halvandet år. Ved hjælp af computerbaserede big-data metoder har forskerne analyseret over 50.000 kommunale og regionale udbudsdokumenter fordelt over 3.428 offentlige udbud i 2021 og 2022.

Studiet viser, at størstedelen af de offentlige udbud i Danmark ikke indeholder grønne elementer. Under 10 procent bruger grønne krav som et egentligt konkurrenceparameter.

Men den tendens forsøger Region Midtjylland at bryde.

”I Region Midtjylland har vi sat nogle ambitiøse bæredygtighedsmål, der fokuserer på mindre forbrug og mere genbrug. Vi vil bruge færre engangsprodukter og flere flergangsprodukter. Og med det nye udbud af engangsbronkoskoper ønsker vi at skubbe til udviklingen i markedet, så langt flere engangsprodukter fra hospitalsdriften produceres på en måde, så produkterne eller komponenterne netop kan genbruges – eller som minimum genanvendes,” siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for regionens udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg i en kommentar.

Konkret udfordring satte udviklingen i gang

Region Midtjyllands prisvindende løsning er nyskabende, fordi den scoringsmodel man har udviklet, gør det muligt at måle produkternes relative klimabelastning og vurdere dem i forhold til hinanden. Ud fra producentens oplysninger om produktets materialer og vægt gør scoringsmodellen det muligt at kortlægge, hvor meget og hvilke materialer produktet og dets emballage består af. 

På den måde kan Region Midtjylland beregne, hvilke produkter der bruger færre ressourcer – og det gør bæredygtighed til et konkurrenceparameter.

Region Midtjyllands scoringsmodel blev til på baggrund af en udfordring, som blev tydelig, da regionen skulle indkøbe nye engangsbronkoskoper til hospitalsdriften.

Engangsbronkoskoper bruges til at undersøge luftveje hos en patient, som fx har fået noget galt i halsen. Men bronkoskoperne kasseres efter blot én gangs brug, og det resulterer i spildte ressourcer. Engangsbronkoskoper er nemlig fremstillet af en række såkaldte ikke-fornybare ressourcer. Det gælder fx råstoffer som metal, der er en ressource, som verden med tiden kan risikere at løbe tør for.

”Arbejdet med at omsætte vores ambitioner på bæredygtighedsområdet til praksis er ofte komplekst. Derfor har vi i dette udbud haft fokus på at arbejde tværfagligt og involvere både udbudskonsulenter, jurister, medicoingeniører, læger, leverandører og bæredygtighedskonsulenter for at kunne tage højde for både kliniske behov og miljømæssige hensyn. Det har resulteret i en metode, som vi med fordel kan anvende i andre udbud,” siger Dorte Christensen, vicedirektør i Indkøb & Medicoteknik. 

Om prisen: `Verdens bedste indkøber´

Det er Etisk Handel Danmark, der er initiativtager til Verdens Bedste Indkøber prisen, som i 2019 blev stiftet sammen med IKA – foreningen af offentlige indkøbere og Forum for Bæredygtige Indkøb for at sætte mere fokus på ansvarlige og bæredygtige indkøb.

Siden indstiftelsen i 2019 har en partnerkreds bestående af Etisk Handel Danmark, IKA, Miljøstyrelsen, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb stået bag prisen, som er blevet uddelt på årskonferencen for Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.

I alt havde 15 virksomheder, fonde og organisationer indsendt en indstilling om at vinde prisen, men især to virksomheder var tæt i opløbet om årets pris, herunder warfair og IT-afdelingen ved A. P. Møller – Mærsk.

Finalisterne blev udvalgt på baggrund af tre kriterier: 1) fokus på bæredygtighed 2) skalerbarhed og effekt og 3) nytænkning.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply