Et år efter at Region Nordjylland overtog ambulancekørslen fra Falck sammen med det finsk-ejede firma PreMed, har sidstnævnte underskud i regnskabet.
Alligevel er administrerende direktør Anders Vikke fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden.
”Helt som forventet har vi investeret stort i at etablere nye baser og moderniseret dem, vi overtog fra Falck. Vi har onboardet medarbejdere og foretage ret store indkøb af materiel – biler, andet udstyr og beklædning,” siger administrende direktør Anders Vikke.
Resultatet for 2022 endte dog noget ringere end forventede. PreMed havde nemlig ikke mulighed for at forudse, hvad den generelle mangel på ambulancebehandlere, tårnhøj inflation og en periode med meget høje brændstofpriser kom til at betyde for årsresultatet.
Læs også: Tandemdrift af ambulancetjenesten i Hovedstaden
Det første år efter samarbejdet med Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, der er regionens egen virksomhed og som driver størstedelen af ambulancetjenesten gav altså ikke overskud.
Konkret fik PreMed i 2022 en bruttofortjeneste på 82,5 millioner kroner mod 3,7 millioner kroner året før. Årets resultat blev -7,6 mio. kr. mod -3,4 mio. kr. i 2021. Dermed vokser den negative egenkapital fra -3,6 mio. kr. i 2021 til -11,3 millioner kroner kr. i ved udgangen af 2022.
Egenkapitalen forventes genetableret gennem positiv drift og resultat i de kommende år, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Serviceniveau opretholdt
Der var ellers en del bekymring at læse i de lokale medier, da Falck efter årtier som leverandør af ambulancetjeneste i Nordjylland trådte fra. På landsplan mangler branchen flere hundrede medarbejdere, og spørgsmålet var her om de to nye leverandører kunne får stillingerne besat.
I maj meddelte Den Præhospitale Virksomhed ud, at responstiderne for de to leverandører i Region Nordjylland er tæt på at være opfyldte, og altså går den rigtige vej.
Udvalgsformanden for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland Pia Buus Pinstrup (K) glædede sig dengang over, at det både var lykkedes at opretholde og videreudvikle et højt serviceniveau i ambulancetjenesten og i den liggende patienttransport.
”Jeg ved, at en stor del af det skyldes, at vi har et ansvarsbevidst og dygtigt personale, som har ydet en flot indsats. Det har krævet en del, når der både er vækst i antallet af opgaver, og man samtidigt har skulle finde sig til rette hos en ny arbejdsgiver, sagde hun i en pressemeddelelse.
Anders Vikke er også meget tilfreds med, at PreMed nu har de fleste stillinger i ambulancedriften besat og kan levere en stabil ambulanceservice i sine områder.
”PreMed gik ind i ambulancedrift for at skabe en virksomhed, hvor det er rart at være medarbejder, og hvor man bliver inspireret og kan udvikle sig. Fordi det er vores overbevisning, at det giver den bedste ambulanceservice til borgerne. Uanset hvor jeg kigger hen, kan jeg se vi er lykkedes med det. Vi skylder dygtige og engagerede medarbejdere en stor tak for deres daglige indsats,” siger Anders Vikke.
Ser positivt på fremtiden
PreMeds fokus for det igangværende år er, at driften og organisationen fortsat skal konsolideres. De overordnede pejlemærker er at sikre stabil drift, høj kvalitet, glade medarbejdere og en lønsom forretning. I den sammenhæng glæder det Anders Vikke, at driften nu præsterer et positivt cash flow:
”Vi har nået meget i 2022, hvor virksomheden voksede fra 12 til mere end 150 fuldtidsansatte. Her i 2023 har vi fået en stabil og lønsom drift. Derfor er jeg overbevist om, at vi for 2023 kommer til at rapportere et positivt resultat og dermed også en forbedring af vores egenkapital,” siger han.