Skip to main content

”Jeg synes det er en sejr for demokratiet, at selv når staten har lagt sig fast på en åbenbart tosset beslutning, så hvis nogen argumenterer højt og tydeligt for noget andet, findes der rent faktisk nogen som lytter. Det er en gave til os alle sammen,” siger Andreas Christensen, der er ekspert i konkurrenceret og advokat og partner hos advokatselskabet Horten.

Kommentaren falder i forbindelse med et meget usædvanligt kursskifte, som kommer til udtryk i et svar fra en minister til et Folketingsmedlem. Helt konkret trækker Erhvervsminister Morten Bødskov (S) sig fra en tidligere beslutning, hvor man i forbindelse med vedtagelsen af ændringer til udbudsloven sidste år indsatte en paragraf, som bemyndiger Erhvervsministeren til at indføre en national digitale udbudsplatform. 

Det såkaldte `Mit Udbud´.

I et svar fra Erhvervsminister Morten Bødskov til Folketingets Erhvervsudvalg efter et spørgsmål fra Folketingsmedlem Mona Juul (C) skriver ministeren bl.a.: ”Samlet set har det vist sig, at en statslig udbudsplatform er for kompleks og risikofyldt at udvikle, og at udviklingen af denne løsning ikke kan afholdes inden for den afsatte bevilling.”

Det skal her bemærkes, at der politisk har været afsat 170 millioner kroner til projektet.

Ministerens melding kommer efter en vedvarende kritik og henvendelser fra branche og aktører igennem snart halvanden år, hvor vi bl.a. her på OPS-Indsigt har skrevet om, hvordan markedsdynamikkerne er sprintet foran statens ide om en national udbudsplatform. (se tidslinje i bunden af artiklen)

Læs også: Nationalisering af markedet for udbudsplatforme afværget

Kritik fra både Statens IT-råd og branche

Senest har de tre arbejdsgiverorganisationer Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark i maj rettet en fælles henvendelse vedrørende MitUdbud til Morten Bødskov, hvor man bl.a skriver:

”Det er vores klare vurdering, at en egenudviklet offentlig løsning dels ikke er efterspurgt fra virksomhederne og dels ikke vil tilvejebringe de tiltænkte gevinster.”

Hermed lægger de tre organisationer sig op ad noget af den kritik, som Statens IT-råd rejste i marts ifb. med risikovurderingen af projektet

Rådet har bl.a. tilkendegivet, at beslutningsgrundlaget vedr. `MitUdbud´ bør genbesøges, herunder tilgangen til den såkaldte fase 2 med henblik på at afklare, om det er muligt at indkøbe en eksisterende løsning som en service fra markedet. 

” Det er It-rådets erfaring, at man ved brug af løsninger, som allerede eksisterer, og som kan understøtte myndighedens behov, ofte kan reducere omkostninger og risici,” skriver rådet i sin vurdering.

Hertil kommer at Statens IT-råd har påpeget, at gevinsterne for `MitUdbud´ bør fokuseres, da fokus på for mange gevinster risikerer at udvande projektet.

Fantastisk historie op til sommerferien

Hos Dansk Erhverv har man hænderne over hovedet efter udmeldingen fra ministeren om, at man vil lægge projektet om og i stedet gå efter en helt ny model.

”Det er en fantastisk historie at gå på sommerferie med og vi takker for samarbejdet med SMVdanmark og Dansk Industri, ligesom vi hilser det rigtig velkomment, at man nu har fundet en løsning, hvor både erhvervslivet og de offentlige ordregivere kan se sig selv i,” siger markedschef Morten Jung til OPS-Indsigt.

I ministerens svar lægges der op til en helt ny model, der beskrives som en fleksibel, komponentbaseret løsning i stedet for én statslig udbudsplatform. ”Den foreslåede fleksible komponentbaserede løsning vil stadig gøre det nemmere for virksomheder, og især SMV’er, at byde på offentlige opgaver. Endvidere vil den fleksible, komponentbaserede løsning sænke de samlede omkostninger for `MitUdbud´ samt reducere risici i udviklingen,” skriver ministeren.

Plads til aktørernes forskelligheder

Det er tanken med den nye fleksible komponentløsning af `MitUdbud´, at Erhvervsstyrelsen vil udvikle komponenter, som udbydere af udbudssystemer integrerer til.

”Nu skal vi naturligvis altid se, hvordan det udvikler sig, men det er i alles interesse, at vi bevarer den dynamik, der er i markedet blandt de virksomheder, som konkurrerer på at være dem der udbyder det bedste produkt. Så frem for at likvidere et eksisterende marked af udbudsplatforme så forstår jeg, at man vil give plads til markedsaktørenes forskelligheder,” siger Andreas Christensen, der udover at være advokat også er bestyrelsesformand for udbudsplatformen Comdia.

Ministerens nye løsning vil desuden for ham af se give de tilbudsgivende virksomheder et mere standardiseret billede at forholde sig til på tværs af markeder og brancher. ”Det skulle gerne medvirke til at den enkelte virksomhed, som tilbudsgiver får forbedret sine muligheder for, at give tilbud,” slutter han.Læs desuden ministerens status til Erhvervsudvalget

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply