Kommentar: Er SF pludseligt blevet tilhænger af privatisering?

Lige siden de store tænkere som Adam Smith og Karl Marx skrev deres værker, har grænsen mellem privat og offentligt ejerskab været et af de største emner i den demokratiske debat.Det mest legendariske opgør i nyere tid handlede om statens salg af en minoritetsaktiepost i DONG, som endte med at sprænge både S-SF-R regeringen og SF som parti.Men ingen kunne sige, at beslutningen var truffet uden en omfattende demokratisk debat.Helt anderledes stiller det sig med lovforslag 115, der blandt andet handler om “Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald”, som Folketinget i morgen (fredag) ventes at vedtage med et bredt flertal fra SF til Liberal Alliance.Officielt handler lovforslaget ikke om privatisering, men reelt vil det angiveligt blive effekten af lovforslaget. Og det værste er, at det for flere af partierne bag beslutningen formentligt slet ikke er hensigten, men derimod resultatet af manglende indsigt.Både SF og De Radikale fokuserer meget på, at loven de facto kræver kommunal majoritet i forbrændingsanlæggene. Og så tænker politikerne, at dermed bevarer man den offentlige kontrol over selskaberne.Men politikerne forstår angiveligt ikke, at man nok bevarer den offentlige kontrol over ejerskabet, men ikke nødvendigvis over driften. Når man sælger en større minoritetspost i et selskab, så er det sjældent ejer-procenten som afgør magten over strategien og den daglige drift.Det er derimod den såkaldte ejeraftale, hvor parterne aftaler, hvilke rettigheder mindretalsaktionæren har. Da Goldmann Sachs købte 19 procent af DONG, fik virksomheden omfattende indflydelse på både strategien og driften af selskabet.Som i enhver anden forhandling er det styrken hos de to parter, som afgør, hvor stor indflydelse en kommende minoritetsaktionær kan få for hvilken pris. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at en række af ejerkommunerne bag forbrændingsanlæggene står ekstremt svagt.Hvis ejerne bag Norfors skal ud at forhandle, så kan det spille en rolle, at ejerkommunerne risikerer at miste 750 millioner kroner. Det vil være en stor bet for alle de fem. Men især for de to med den mest slunke kommunekasse, Hørsholm og Helsingør, kan tabet udløse massive kommunale besparelser på både drift og anlæg.Og så kommer det enkle spørgsmål: Hvis kommunalpolitikerne står i et valg mellem at udsætte byggeri af daginstitutioner og plejehjem eller at give en udenlandsk affaldskoncern større indflydelse, så kræver det næppe dens store krystalkugle at forudse, at den udenlandske affaldskoncern har relativt nemt ved at få opfyldt sine krav.Kommuner kan blive presset til privatiseringMange kommuner kan hurtigt komme til at stå i et svært dillemma. Hvis eksempelvis et rødt flertal i kommunerne bag ejerskabet af et forbrændingsanlæg siger nej til en delvis privatisering, så vil det øge risikoen for, at deres anlæg, som går konkurs med store tab for kommunen. Forklaringen er, at sålænge kommunen er eneejer af anlægget, så skal det betale en relativ dyr provision til kommunerne for den garanti, som de har stillet for værkets lån i KommuneKredit. Ved at sælge 49 procent vil ejerkommunerne kunne nedbringe gælden i forbrændingsselskabet, og dermed reducere betaling af garantiprovision og dermed reducere risikoen for, at det er deres anlæg, som går konkurs.Det enkle spørgsmål er: Hvor længe har et rødt flertal i nogle af ejerkommunerne modet til at sige nej, hvis det øger risikoen for økonomisk smalhals og upopulære beslutninger?Kan forgylde nogle kommunerModsat kan nogle kommuner også spekulere i at bruge deres forbrændingsanlæg til et større og potentielt meget profitabelt erhvervseventyr. Opskriften – som der tales åbent om i branchen – er meget enkel.Når et forbrændingsanlæg går konkurs, så kan kommunens forbrændingsanlæg købe det for en slik på en tvangsauktion, fordi borgerne i de oprindelige ejerkommuner hænger på gælden. Herefter vil de købende kommuner have et yderst profitabelt anlæg, og kan tjene gode penge på at brænde affald af for de borgere, som har betalt gælden i anlægget.Hvis de købende kommuner ikke ønsker at hive penge op af kommunekassen, så kan de invitere en af de store affaldskoncerner ind i ejerskabet, og dermed opnå to vigtige fordele udover den rene kapitaltilførsel:- De vil sikre sig en stabil leverance af udenlandsk affald til forbrænding.- Kommunen får tilført ekspertise i den strategiændring væk fra miljø og forsyningssikkerhed over mod profit, som er en logisk konsekvens af selve selskabsgørelsen. Erfaringen fra DONG har vist, at sådan et fokusskift fra traditionel offentlig virksomhed kan give både store forandringer og store profitter.Hvor blev debatten af?Der er al mulig grund til at diskutere, om en given opgave løses bedst i offentlig eller privat regi. Men det kræver en kvalificeret debat om muligheden for effektivitet og sikre profit til kommunen set i forhold til et ønske om at det offentlige kan prioritere andre formål som eksempelvis lave forbrugerpriser og miljø.Det store problem er, at L115 er et miskmask af miljø og konkurrenceudsættelse uden at nogen har forholdt sig til, at det i praksis bliver en stor privatisering af en sektor.Derfor ved vi faktisk ikke, om eksempelvis SF har konkluderet, at DONG-privatiseringen rent faktisk var en god ide, og at det derfor er helt fint, at affaldsforbrændingen de facto kommer under kontrol af udenlandske affaldskoncerner? Eller har SF og måske flere partier bag L115 ganske enkelt ikke forstået de samlede konsekvenser af loven?Uanset hvad, så må man nikke anerkendende til de borgerlige partier, som via dygtigt politisk håndværk har fået et bredt flertal til at stå bag en privatisering, som for få år siden ville have medført et ramaskrig både i SF og Socialdemokratiet.NB-Økonomi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra SF’s forhandler Signe Munk.