Skip to main content

Sidste år sagde et flertal af danskerne ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Og i denne uge kommer Danmark med al sandsynlighed med i Det Europæiske Forsvarsagentur.

Dermed træder Danmark helt ind i kernen af forsvarssamarbejdet i EU.

Alligevel vil Danmark som en af de første beslutninger spille på to heste, når det kommer til indkøb af ammunition til Ukraine.

Danmark ønsker både at købe ind via Det Europæiske Forsvarsagentur sammen med hovedparten af EU-landene.

Men regeringen ønsker også at komme med i Tysklands forsøg på at samle en mindre gruppe lande til at sikre øget indkøb og produktion af ammunition.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

– Vi er åben for begge dele. Det er ikke et enten eller, siger Troels Lund Poulsen.

De to spor handler grundlæggende om kontrol og tempo. Nogle EU-lande ønsker, at indkøbene skal foretages af landene selv. Gerne i mindre grupper, så man hurtigt kan købe større ind.

Det skal være med til at sænke prisen og give industrien sikkerhed for ordre. Men i sidste ende skal indkøbene og dermed fordelingen af ammunitionen forblive i hænderne på EU-landene.

Andre presser omvendt på for, at EU skal spille en større rolle i forsvarsindkøbene. Det skal ske ved at lade Det Europæiske Forsvarsagentur stå for indkøb af ammunition på vegne af EU-landene.

Det vil dog kræve, at EU-landene giver følsomme militære oplysninger til EU om, hvor meget ammunition man eksempelvis har på lagrene. Og at landene måske i yderste konsekvens accepterer, at det bliver EU, der fordeler den leverede ammunition blandt landene.

Alt efter, hvem der har størst behov.Koordinerede fællesindkøb

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har i lang tid kæmpet for at få EU-landene til at lave flere forsvarsindkøb sammen.

Over de næste tre år ventes de 27 EU-landes forsvarsbudgetter tilsammen at blive øget med yderligere 500 milliarder kroner.

Og de penge bør i langt højere grad bruges på koordinerede fællesindkøb, har det gang på gang lydt fra Borrell, der også leder Forsvarsagenturet.

Derfor glæder han sig over, at Det Europæiske Forsvarsagentur nu skal stå for fælles indkøb af ammunition til Ukraine og til EU-landenes egne lagre.

– Vi bryder endnu en gang et tabu og frigør potentialet i EU-samarbejdet om fælles indkøb, siger Josep Borrell.Ambitionen om en europæiske forsvarsindustri

Spørgsmål: Nu har vi sagt farvel til forsvarsforbeholdet og tiltræder snart Forsvarsagenturet. Hvorfor stiller vi os ikke entydigt bag den fælles EU-løsning via Forsvarsagenturet?

– Vi stiller os bag begge løsninger. Vi har jo sagt i dag, at så snart vi kan tiltræde det europæiske Forsvarsagentur, så gør vi det. Og vi vil også gerne være med til at gå ind i de projekter, der handler om ammunition. Men derudover vil vi også gerne være med i andre projekter sammen med andre lande, siger Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Er vi ikke med til at tegne et billede af, at et fragmenteret Europa, når vi både vil købe ind via Forsvarsagenturet og som en del af mindre grupper af lande?

– Slet ikke. Vi deler fuldt ud ambitionen om, at vi nu får opbygget en europæiske forsvarsindustri. Det er jo en af de positive ting, der følger med, at danskerne med så stort et flertal, har sagt farvel til det danske forsvarsforbehold, siger Lars Løkke Rasmussen.

– Men det må ikke skygge for, at der er en udfordring på den korte bane. Og den udfordring handler om at ruste ukrainerne bedst muligt til at klare sig i deres fredskamp, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen forventer, at Danmark vil tiltræde ammunitionsaftalen via Forsvarsagenturet, kort efter at der torsdag er stemt om beslutningsforslaget, som betyder, at Danmark både tiltræder agenturet samt Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO).

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply