”Banker jeg f.eks. på en socialchefs dør i en tilfældig kommune og præsenterer mig selv, er det mit kvalificerede gæt, at vedkommende vil se en personifikation af udbudsloven og tænke; ”Det kommer ikke til at fungere i min verden”, sådan sagde Jesper Langkjær for nogle uger siden i et interview med OPS-Indsigt.
Han kalder det bias-barriere og peger på, at han har andet med sig i værktøjskassen end udbudsloven.
I perspektiv af offentligt-privat samarbejde er Jesper Langkjær ikke en hr hvem-som-helst. Som formand for de offentlige indkøberes forening (IKA) og udbuds- og indkøbschef i Fællesindkøb Midt er han langt inde i det offentlige maskinrum.
Udtalelsen er bemærkelsesværdig derhen, at en af de rigtig store samarbejdsflader på tværs i den kommunale sektor burde være mellem socialområdet og indkøbsfunktionen, al den stund, at socialområdet køber ind for over 50. milliarder kroner årligt, hos kommunale og ikke kommunale tilbud.
Afviser ikke udfordringen
Men hvad tænker socialcheferne selv. Ser de samme barriere, som Jesper Langkjær?
”Det er ikke et billede, jeg helt kan genkende. Tværtimod er chefer og direktører på socialområdet meget optaget af at få mest mulig kvalitet i de ydelser, som kommunerne indkøber til borgerne. Det er ganske enkelt nødvendigt i det udgiftspres, kommunerne oplever på det specialiserede socialområde,” siger Jakob Bigum Lundberg, der er formand for landets socialchefer (FSD).
Han peger på, at det er et område, man har arbejdet med gennem KL, og også har fokus på i ekspertgruppen under Social- og Ældreministeren, men bemærk at han ikke helt afviser at genkende den udfordring, som Jesper Langkjær adresserer.
Der tales helt forskellige sprog
Kasper Riedl, som er tidligere indkøbschef på socialområdet i bl.a. Københavns Kommune og nu driver rådgivningsvirksomheden Riedl&Co, kan tydeligt genkende den udfordring, Jesper Langkjær har taget op.
”Problematikken Jesper nævner, er en ”klassiker”, men det er dog ikke sikkert, at man ved, at barrieren er der, når man er ansat i kommunen. Det lyder måske lidt mærkeligt,Socialområdet tænker bare ikke ”indkøb”. De kender ofte slet ikke til, at der findes ”indkøbere” i kommunen. Hvis de ved, at de findes, så kender de dem, som dem der udbyder kontorfrugten og den slags. De ser ikke indkøberne som mulige medspillere,” siger han, til OPS-Indsigt.
Han peger ligesom Jakob Bigum Lundberg på, at indkøberne har eller bør have blik for socialområdet, fordi udgifterne på området er massivt meget større end på mange andre indkøbsområder.
”Men ofte har indkøberne ikke adgang til gode data, og de ved heller ikke hvordan de skal tolke data, de får fra socialafdelingerne og har derfor svært ved at vide, hvad der købes ind. Hvad er fx §85 eller §107? eller måske §52.3.9?” siger Kasper Riedl og fortsætter;
”Indkøberne har ingen idé om hvordan de skal nærme sig området, der tales helt forskellige sprog, og man er så at sige på helt forskellige planeter,” siger Kasper Riedl.
Helt særlige markedsvilkår
Jakob Bigum Lundberg peger på en anden udfordring, som kan være med til at forstærke den oplevelse, som Jesper Langkjær giver udtryk for. Nemlig at markedet på det specialiserede socialområde i dag ikke fungerer, som det var tænkt tilbage ved kommunalreformen i 2007.
”Virkeligheden er, at kommunerne ofte ikke kan vælge mellem tilbud, når der fx skal findes et botilbud til en borger med omfattende fysiske eller psykiske handicap. Det bliver i stedet et spørgsmål om, hvor der i det hele taget er en plads, som også har den påkrævede kvalitet,” siger Jakob Bigum Lundberg.
Han peger dermed på, at den type markedsmekanismer, som man generelt oplever i en indkøbsafdeling på andre markeder, er en del anderledes på socialområdet.
For Jakob Bigum Lundberg er det kompleksiteten og de helt særlige markedsvilkår, som præger socialområdet, der er den største udfordring.
”Den skal man naturligvis forstå, når man vil i dialog med socialområdet. Gør man det, er døren åben, for vi har brug for kompetencerne i indkøbsafdelingerne,” understreger han.
Behov for tolkebistand
”Men det er lidt som, hvis en Kinesisk og en Spansk mand skulle tale sig til rette om et indviklet indhold. Uden en tolk ville det være fuldstændig umuligt,” siger Kasper Riedl.
Hans erfaring er, at udfordringen ofte er uløselig for kommunen selv.
”Vi (Riedl&Co) har været i en større dansk kommune, hvor vi bragte Indkøb og Socialområdet ind i samme lokale. De kendte ikke hinanden og her arbejdede vi som ”tolke” på mødet” fortæller han og fortsætter;
”Vi tog udgangspunkt i konkrete indkøb på socialområdet. Gennemgik kontrakter og forbrug, men talte hele tiden ind i ”mellemrummet” mellem de to arbejdsområder, og den styrke begge parter kunne bringe ind i et muligt samarbejde. Socialområdet der kan kvalificere kravene til indhold og fagligheden, og værdien af at indkøbsfunktionen fx arbejder med helt ufravigelige politisk bestemte arbejdsklausuler, som stiller krav til leverandøren. Klausuler socialområdet aldrig havde hørt om,” slutter Kasper Riedl.
I vores tidligere interview med Jesper Langkjær, lagde han op til at man fik nedbrudt det han kaldte bias-barrieren ved at man i fællesskab at satte lys på, hvad indkøbsfunktionen kan tilføre socialområdet.
”Det er jeg helt enig i, og derfor vil jeg nu tage kontakt til Jesper, så vi mere konkret kan komme videre,” siger Jakob Bigum Lundberg.
