Skip to main content

Det kommunale landskab har fået endnu en model, som en kommune lægger navn til. Det er den såkaldte `Herlev-Model´, som er blevet kritisk belyst på både OPS-Indsigt og i Berlingske, efter at et par aktindsigter har vist, at Indenrigs- og Boligministeriet flere gange har gjort Herlev Kommune opmærksom på, at modellen ikke kan gennemføres inden for den gældende lovgivning.  Men professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh har et lidt andet syn.

”Jeg synes ikke Herlev-modellen er så stor en skandale. De har jo ikke stukket spaden i jorden og dermed gjort noget ulovligt. Og så er der en anden ting, det er, at man har jo ikke gjort noget ulovligt, blot fordi den lokale kommunale virkelighed ikke passer ind i en af de eksisterende ordninger, hvis det ikke er dem man vil etablere boligerne under,” siger han til OPS-Indsigt.

Han synes personligt, at det her er en god ide, for det handler ifølge ham om, hvad er det for en slags velfærdssamfund vi vil have.

Friplejemodellen kan ikke løfte opgaven alene

Men hvad er det, der får en professor i økonomistyring til at se noget andet end kritikerne?

”Vi ved tre ting i denne sammenhæng. For det første kommer der flere ældre, de ældre vil have gennemsnitlig flere midler til rådighed og de ældre glæder sig ikke nødvendigvis til at komme på plejehjem. De vil gerne bo i deres egne boliger eller et eller andet der er mindre plejehjemsagtigt,” siger Per Nikolaj Bukh.

Dermed peger han ind i den udfordring Danmark står midt i. På under otte år skal vi nemlig have bygget mindst 200 nye plejehjem måske endda helt op til 300 plejehjem lidt afhængigt hvordan vi læser den demografiske fremskrivning og tillægger begrebet sund aldring værdi. OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvordan plejesektoren halter bag efter i forhold til byggeri af plejeboliger. Vi har også på et tidligere tidspunkt spurgt de private plejeleverandører, hvor mange plejehjem, de ligesom kan have i pipelinen?

Her kom vi frem til et gennemsnit på 2.5, som sættes successivt i drift, hvert andet tredje år. Bemærk at her er der ikke tale om bygningsudviklerne, men om dem der skal starte de nye plejehjem op. I det perspektiv bliver det svært at forestille sig at de ca. 8 store ikke kommunale friplejeleverandører inden for syv år skal kunne levere meget mere end 80 – 100 nye plejehjem i en tid, hvor vi har brug for mindst 200.

”For mig at se skal der bygges så mange plejehjem, at Mariehjemmene og formentligt ikke alle på markedet tilsammen har ressourcer nok til, at vi kan nå at få bygget og sat i drift i det tempo der er behov for,” siger Malene Størup til OPS Indsigt. 

Hun er administrerende direktør for Mariehjemmene, som er en af de friplejeleverandører, der har udvidet organisationen med flere friplejehjem, så hun kender til de praktiske og organisatoriske udfordringer i den sammenhæng. 

Lige nu har Mariehjemmene byggeprojekter i Sorø, Gribskov og Kolding Kommuner, hvilket gør, at organisationen ligger nummer to med hensyn til igangværende friplejeprojekter, kun overgået af Danske Diakonhjem, hvor man aktuelt er i gang med fem projekter ifølge organisationens hjemmeside.

 

Beliggenhed, behov og forsyningsforpligtelse

Per Nikolaj Bukh peger på, at med de nuværende regler, så står kommunerne med en forsyningsforpligtigelse, hvor de skal tilvejebringe tilstrækkeligt med plejeboliger og det kan de enten gøre via eget byggeri, almenboliglovgivningen eller også får man nogen til at bygge friplejeboliger.

”Der er fordele og ulemper ved hver af de her løsninger. I forhold til friplejeboliger skal man lige huske på, hvorvidt de er en klods om benet for kommunen eller en redning. Det afhænger meget af, hvilken kommune man er,” siger Per Nikolaj Bukh.

For ham at se er det oplagt, at kommunerne laver en plejeboliganalyse, hvor man ser på, hvor mange flere ældre den enkelte kommune får i forhold til deres boligkapacitet.

”Og så må man samtidig se på om kommunen er attraktiv beliggende. Lolland er ikke nødvendigvis et godt sted, hvorimod ligger du inde omkring Greve og Herlev, så ligger du godt, fordi at her kan man som kommune godt få nogen til at bygge nogle friplejeboliger. Det kræver bare de er gode nok, så skal folk nok flytte ind i dem og så er de dermed værd at investerer i for investorerne. Endelig kommer lige den lille udligningsfinte oven i det hele, hvor kommunen profiterer på løsningen,” siger Per Nikolaj Bukh og tilføjer,

”Det er faktisk en god forretning at få en anden kommunes borgere til at flytte ind og det er uanset om det er i de traditionelle plejeboliger eller friplejeboligerne. Det kan Herlev og Greve satse på, men det skal man nok ikke i Odsherred og i Thisted,”  siger han.Per Nikolaj Bukh understreger samtidig, at det med udligningsgevinsten er en detalje i det samlede perspektiv, men dog værd at tage med.

Per Nikolaj Bukh peger i den sammenhæng på en anden problemstilling. For hvordan får kommunerne opfyldt deres forsyningsforpligtigelse i udkanten af Danmark, hvor der måske ikke altid er så tæt befolket, attraktivt for tilflytning og tilstrækkelig kommunal anlægsøkonomi? 

Det kan ikke middelbart løses ved friplejehjemsmodellen og da slet ikke, hvis investorerne og bygningsudviklere ikke har incitament til at søge herud eller finder risikoen for stor, mener han. 

En afledt effekt af debatten om Herlev-modellen illustrerer derved, at vi potentielt mangler en fjerde model for plejehjemsbyggeri, der kan række derhen, hvor hverken markedet eller kommunale ressourcer formår.

OPS-Indsigt har i den sammenhæng ringet rundt til en række bygningsudviklere, men ikke fået et klart og entydigt svar på, hvor interesserede de er i at investere i friplejehjem i eksempelvis udkanten af Danmark.

 

Behov for balance i huslejeniveauerne

Set fra Per Nikolaj Bukhs stol, er det som friplejeleverandørerne kan, at de kan gå ind og bygge, der hvor kommunen ikke selv kan formå at løfte opgaven af den ene eller den anden grund.

”Men friplejeboligerne har det mindre attraktive perspektiv set fra en kommunes synsvinkel, at de er nye og det er langt fra tilfældet med de kommunale boliger og her vil de fleste borgere foretrække noget der er mere nyt og mere moderne. Her kan et friplejeboligbyggeri resulterer i, at kommunen kommer til at hænge på tomgangsomkostningerne ved ledige plejeboliger, så derfor kan man i en kommune opleve en modstand ved at skulle have en konkurrerende boligtype som friplejeboliger ind,” siger Per Nikolaj Bukh.

Tager man for eksempel Københavns Kommune, der som landets hovedstad er den største kommune, så har de over 1100 plejeboliger som ligger i ældre, utidssvarende plejehjem, der står for at skulle nedrives, og erstattes med nye moderne erstatningsplejehjem. Det fremgår af et sagsoplæg til politikerne i København.

Det billede støder Malene Størup også på, når hun er ude og tale med kommunerne og så peger hun på en anden interessant ting.

Nemlig muligheden for, at en model som den de gerne vil have i Herlev kan, hvis den bliver lovlig, være med til at give en mere ligeværdig balance mellem huslejen på et friplejehjem og huslejen på et kommunalt plejehjem.

”Det jeg tænker om den model, når jeg hører om den er, at den kan gøre to ting. Den kan give borgerne nogle tidssvarende boliger, som kan drives effektivt, men den kan også medvirke til, at vi får nogle mere sammenlignelige huslejeniveauer,” siger Malene Størup.

En af baggrundene for Herlev-modellen er, at Herlev Kommune står med to gamle plejehjem, som skal udfases, men politisk ønsker man at føre den kommunale organisation videre, hvilket ikke er muligt, hvis kommunen samtidig vil have bygningerne finansieret via en privat investor a.la. friplejemodellen. 

 

Virksomhedsoverdragelse en vanskelig størrelse

Flere kritikere har over OPS-Indsigt sagt, at Herlev Kommune jo bare kunne lave en rigtig friplejemodel og så overdrage medarbejderne til en friplejeleverandør.

Vi har derfor spurgt Malene Størup om hun kunne forestille sig at overtage en kommunal organisation?

”Vi har rigtig meget glæde af, at gode kommunale medarbejder søger Mariehjemmene, men det er et aktivt tilvalg, når man bliver virksomhedsoverdraget, er det ikke et aktivt tilvalg og det kan godt give nogle udfordringer,” siger Malene Størup.

Hun peger på, at det vil være en stor opgave for Mariehjemmene at lave den transformation og skabe et Mariehjem ud af en kommunal organisation. ”Det har intet at gøre med om det ene er bedre end det andet. Det er bare forskellige mindset,” siger Malene Størup og tilføjer;

”Vi har jo erfaring fra, da vi overtog plejehjemmet i Odense, så på den baggrund tror jeg, at vores arbejde med en sådan transformation vil være stor men ikke umulig. Dog ikke noget vi umiddelbart ville klappe i hænderne over at skulle give os i kast med. Det vil helt forventeligt være omkostningsfyldt,” slutter Malene Størup.Plejehjemmet som hun henviser, har vi tidligere skrevet om på OPS-Indsigt. Det, blev drevet af Odense Kommune i godt et år efter, at de oprindelige ejere var gået konkurs.

Herlev-modellen øger tilkøbsmuligheden

”Når herlevmodellen så kommer på banen og egentlig er en god ide, så er det fordi man jo muliggør nogle mere fleksible og dermed dyrere boligformer, som jo på mange måder også er bedre, men her skal vi huske på, at mange ældre også er villige til at betale for det, da de har pengene,” siger Per Nikolaj Bukh.

”Denne her model skiller sig ud fra de andre tre ved, at hvor man i den kommunale løsning ikke kan tilkøbe sig noget, så kan man tilkøbe sig lidt i friplejeboligmodellen inden for konceptet, men med modellen fra Herlev åbnes der op for, at man reelt kan tilkøbe en større og anderledes indrettet bolig, fordi det er en privat boligudbyder,” siger Per Nikolaj Bukh.

Han peger på, at man med Herlev-modellen, hvis den bliver gjort lovlig, kan åbne op for nogle helt andre muligheder for at etablere boliger, der er bedre og mere fleksible end de traditionelle plejeboliger.

”Dermed bliver de naturligvis også dyrere i husleje, men det er der flere og flere af vores ældre borgere, der både har lysten og økonomien til at ville tilkøbe sig,” siger Per Nikolaj Bukh.

Men er det her ikke lidt bemærkelsesværdigt at det sker i en socialdemokratisk højborg?

”Det er det egentlig ikke, fordi det er moderne socialdemokratisk politik. Hvis man forestiller sig, at alle skal have det samme, matcher det naturligvis dårligt med Herlev-modellen, men hvis vi ser lidt nøgternt på det, så er en socialdemokratisk kernevælger ikke fattig”, siger Per Nikolaj Bukh.

Han mener, at vi mangler en mellemform på plejeboligområdet og det giver denne model mulighed for, idet man samtidig bygger en række senior- og ældreboliger, hvoraf nogle af dem ved behov fleksibelt kan lukkes ind i plejehjemsdelen. 

Effektivisering via sammenhængende infrastruktur

Per Nikolaj Bukh peger også på, at Herlev-modellen åbner op for en nødvendig effektivisering, når vi ser ud i fremtiden og på mængden af hænder i forhold til antallet af ældre. 

”Den måde man har skitseret Herlev-modellen på, hvor man bygger en infrastruktur omkring et ældreboligmiljø, reducerer man potentielt transporttiden for personalet, ved at samle infrastrukturen og det vil give en bedre udnyttelse af de varme hænder,” siger Per Nikolaj Bukh.

For ham at se er der altså nogle indlysende effektiviseringsmuligheder kombineret med nogle muligheder for øget livskvaliteten for nogle købedygtige ældre borgere ved at give dem en sammenhængende ældreinfrastruktur, som er mere end blot et plejehjem. Endelig får kommuner med ikke så attraktiv beliggenhed og en presset anlægsramme en mulighed for at få bygget et plejehjem, hvis der ikke lige er en friplejeleverandør, der står på spring.

For ham handler det ikke så meget om at banke bekymringerne op eller se for eller imod det frie valg, men at se ind i den velfærd vi ønsker med de forskellige muligheder vi potentielt har for borgere, kommuner og ikke-kommunale aktører.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply