Skip to main content

Siden marts 2020 og frem til december 2021 har Statens Serum Institut (SSI) indkøbt coronaudstyr for 3,9 milliarder kroner. Det er sket uden ét eneste udbud trods 675 forskellige indkøb, skriver Politiken.

Udbudsloven kræver, at offentlige indkøb sendes i udbud for at sikre gennemsigtighed og en god balance mellem kvalitet og pris. SSI’s indkøb af coronaudstyr dækker ifølge avisen over eksempelvis materialer til PCR-testcentre og kanyler til vaccination.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder forløbet “skandaløst” og vil nu kalde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

Også De Radikales Stinus Lindgreen, der er formand for Folketingets Epidemiudvalg, vil have ministeren til at forklare.

Ruller under mediernes radar

Den store virak omkring indkøbet undrer Kasper Riedel, som de seneste mange år har arbejdet med at professionalisere kommunernes indkøb på det specialiserede socialområde. Først som indkøbschef og siden som rådgiver.

”Et område der til sammenligning beløber sig til ca. 50 milliarder (altså små 13 x mere) HVERT år! Meget ofte uden konkurrenceudsættelse, ligebehandling, ordentlige gennemsigtige processer eller viden om indhold i “varen” der indkøbes osv. Dette trækker dog ikke de store overskrifter,” skriver han i et opslag på LinkedIn.

Kasper Riedl sætter dermed fokus på, hvor let det er for medierne, at kontrollere de tekniske områder, som her indkøb af medicoudstyr, men når det kommer til det specialiserede socialområde, så ruller det under mediernes radar, måske fordi området er så kompliceret, at problemstillingerne ikke kan kommunikeres lige så enkelt.For det er nemlig ikke alle socialfaglige indkøb, der hverken kan eller skal udbydes i følge Kasper Riedl.Han peger blot nøgternt på, at dette enorme indkøbsområde trænger til en større opkvalificering mhp en forbedring af indkøbene på socialområdet, hvor vi i langt større omfang end hos SSI ser indkøb, der ikke lige følger udbudsloven.

Burde have lavet et udbud

I den konkrete sag om de medicotekniske indkøb undskylder Anne Marie-Vangsted, faglig direktør ved SSI, sig med, at indkøbene har været “en vanskelig opgave”.

”Dels at skaffe de rigtige produkter, som der også var en kæmpe efterspørgsel på globalt, og dels at skaffe sprøjter og udstyr hurtigt,” lyder det i et mailsvar fra Anne-Marie Vangsted.

Seruminstituttet henviser til, at der i lovgivningen er en undtagelsesbestemmelse. Det drejer sig om udbudslovens § 80, stk. 5, hvor ordregivere i særlige tilfælde har mulighed for at foretage indkøb uden forudgående udbud, når f.eks. særlige betingelserne er opfyldt.  For eksempel, at der foreligger et akut behov, det er umuligt at overholde tidsfristerne for en udbudsprocedure, at behovet for indkøb følger af en uforudsigelig begivenhed.

Men den kan SSI ikke læne sig op ad gennem hele coronapandemien, mener Carina Risvig Hamer, lektor i udbudsret ved Københavns Universitet.

Hun siger til Politiken, at “der er ingen tvivl om, at SSI kunne og burde have lavet udbud på et tidspunkt i processen for at sikre konkurrence og ligebehandling”.

Sidst var det Region Midtjylland

SSI er ikke den første offentlige institution, der har overset det såkaldte coronakrisenotat fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som blev udgivet i midten af marts 2020. Notatet gennemgår netop, hvad der skal til for at købe ind uden udbud.

I januar var det Region Midtjylland, der var ude i en voldsom storm efter at have købt selvtest ind for milliarder uden udbud.  Her var det Region Midtjylland, der på vegne af staten, regioner og kommuner, havde købt 65 millioner selvtest uden at sende opgaven i udbud først

Magnus Heunicke er på påskeferie og har derfor ikke kunne stille op til interview med Politiken. Hans ministerie oplyser dog, at tilrettelæggelsen af indkøb foregår hos de enkelte institutioner.

/ritzau/sho/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply