Skip to main content

Fra mandag droppes drop-in-vaccinationer i vaccinecentre i Region Hovedstaden drevet af selskaberne Copenhagen Medical og Practio. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse søndag aften.

Formålet er at undgå lang kø ved centrene.

Lørdag har der ifølge Berlingske været lang kø ved vaccinationscentret i K.B. Hallen.

Mandag ventes et stort rykind, da det tredje vaccinestik bliver fremrykket endnu en gang.

Her kan alle personer fra 40 år og opefter nemlig få det tredje stik mod covid-19 fire og en halv måned efter det andet stik. Det oplyste Sundhedsstyrelsen søndag.

I Region Hovedstaden vil man inden for en uge være klar til at vaccinere 330.000 borgere, oplyser regionen.

Til Berlingske siger formanden for regionens vaccine-taskforce, Jonas Egebart, at man dog stadig kan blive vaccineret uden tidsbestilling flere andre steder.

Det gælder blandt andet på 58 apoteker i regionen, der begynder med at vaccinere tirsdag – og derudover hos 400 praktiserende læger, skriver avisen.

Stort pres på hjemmeside

I naboregionen Region Sjælland opskalerer man også kraftigt. Her oplyser regionsformand Heino Knudsen (S) i en pressemeddelelse, at man i løbet af den kommende uge vil være klar til at vaccinere 160.000 borgere.

Regionsformanden håber samtidig på forståelse for, at ikke alle borgere – til trods for opskaleringen – vil kunne få en tid i løbet af de første dage.

Det fremgår ikke, om også Region Sjælland helt dropper vaccinationer uden tidsbestilling. Heino Knudsen opfordrer dog til, at man booker tid i forvejen.

– For at skabe bedst muligt flow ved vaccinationsstederne for alle borgere, opfordrer jeg alle til at booke tid i forvejen før vaccination, siger han.

Nyheden om det fremrykkede tredje stik gav et stort pres på hjemmesiden vacciner.dk, hvor man kan bestille tid til vaccination.

Umiddelbart efter klokken 20.20 søndag aften var der knap 98.000 i kø til at komme ind og en ventetid på over en time.

Tidsbestilling vil afhjælpe pres i køen

Hos selskabet Practio regner man med, at den obligatoriske tidsbestilling bliver en hjælp i forhold til at håndtere presset.

Men det ventes alligevel at blive særdeles travlt, fortæller Practio-medstifter og læge Jonas Nilsen.

Han regner med, at der vil være “fuldt booket” den kommende tid, og selskabet vil derfor opskalere antallet af ugentlige vaccinationer fra 70.000 til 140.000.

– Den største udfordring er at finde personale, som kan vaccinere. Vi har brug for at ansætte et sted mellem 500 og 1000 nye vaccinatører til at kunne løfte den her opgave. Så der skal lyde en appel fra mig til alle, der har lyst til at vaccinere. Kom og søg jobbet: Vi har brug for jer til at løfte den her historiske vaccinationsindsats, siger Nilsen.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply