Skip to main content

Regeringens udspil til en finanslov for 2022 har fokus på, at dansk økonomi er i meget stærk fremgang og ventes i år at vokse med 3,8 pct. ligesom beskæftigelsen er historisk høj, og flere danskere end nogensinde før er i job, men erhvervsorganisationerne vender generelt tommelfingeren ned ad. 

”Hvis vi skal udvikle, sikre innovation og forske i verdensklasse i Danmark, så skal virksomhederne have bedre rammevilkår, end det er tilfældet i dag” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Finanslovsforslaget mangler fokus på det akutte behov for arbejdskraft og en erkendelse af et nødvendigt løft af virksomhedernes rammevilkår, lyder det mere eller mindre enslydende fra de tre store erhvervsorganisationer som SMVdanmark, Dansk Erhverv og Dansk Industri. Det fremgår af deres pressemeddelelser efter Finansministerens præsentation mandag.

Det er for tidligt at juble

Forslaget indeholder ganske vist 4 mia. kr. til fortsat håndtering af coronakrisen, midler til implementering af aftaler om land og by samt en forhandlingsreserve på 1,2 mia. kr., men hensynet til virksomhedernes ramme og grundvilkår er helt udeblevet.

“Vi bakker fuldt og fast op om regeringens ambition om at anlægge en ansvarlig økonomisk linje og deres glæde over, at dansk økonomi grundlæggende har det godt. Men vi mener, at det er for tidligt at juble,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.

Hun peger på at store dele af erhvervslivet netop har kæmpet sig igennem coronakrisen og de nu hårdt ramt af manglen på arbejdskraft. ”I det perspektiv burde arbejdskraft være allerhøjeste prioritet for regeringen, men det skorter på konkrete initiativer, der skal løse det problem,” siger Mia Amalie Holstein.

Hendes indstilling bakkes op af Dansk Erhverv

”Det er ærligt talt skuffende, at regeringen ikke kommer med bud på, hvordan det helt store problem for erhvervslivet og dermed også for samfundet skal løses. Helt nye tal viser for eksempel at fire ud af fem hoteller mangler arbejdskraft,” siger Brian Mikkelsen.

Antallet af offentligt ansatte skal ned

Brian Mikkelsen peger på, at vi er inde i en cirkel, hvor manglen på arbejdskraft bliver stadig værre og rammer bredere og bredere. Når virksomhederne ikke kan få de rigtige medarbejdere, så kan de heller ikke følge med ordrerne, hvilket i sidste ende medfører at Danmark glip af vækst, velstand og arbejdspladser. 

Brian Mikkelsen mener derfor, at der er et behov for at se på antallet af offentligt ansatte. ”Det skal ned, for når en person arbejder i det offentlige, så står vedkommende ikke til rådighed for det private,” siger han.

Det sammen gør sig gældende hos Dansk Industri, her udtaler administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:

”Det er nærmest ubegribeligt, at regeringen ikke reducerer antallet af offentligt ansatte hurtigere og mere omfattende, når den private sektor skriger på arbejdskraft. Det hænger ikke sammen, og jeg savner et mod til at effektivisere den offentlige sektor.”

Et Danmark, der hænger bedre sammen

Regeringens finanslovsudspil bliver ikke kun modtaget med ris. Der er sådan set ros, hele vejen rundt fordi der lægges op til en stram finanslov med etableringen af en såkaldt krigskasse på 4 milliarder. 

”Det er forrygende at se, hvordan dansk økonomi er i buldrende fremgang. Nu gælder det om, at opsvinget skal gøres varigt til gavn for hele samfundet. Derfor ros til finansministeren for en nødvendig opstramning af finanspolitikken,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Som en del af finanslovsforslaget, foreslår regeringen, at der samlet set afsættes 2 mia. kr. over de næste fire år til initiativer, der skal understøtte “et Danmark, der hænger bedre sammen”. Et tiltrængt fokus mener Mia Amalie Holstein:

“Vi er glade for regeringens fokus på balance mellem land og by. Det bliver tiltagende sværere at drive virksomhed uden for de store byer, og det er vigtigt, at der bliver gjort mere for at fastholde unge der, hvor virksomhederne er. Vi vil opfordre til, at regeringen arbejder videre med at understøtte, at der er gode uddannelsesmuligheder i hele landet – herunder erhvervsuddannelserne,” siger hun.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply