Praktiserende læger har opkrævet millioner hos regionerne for videresendte mails med testsvar. Næstformand i regionernes løn- og takstnævn, Bo Libergren mener ikke, at skatteborgerne skal betale for værdiløse ydelser, har han tidligere sagt til OPS-Indsigt
Havde private botilbud på det specialiserede socialområde el dagtilbud på børneområdet sendt kommunerne regninger for millioner for en ydelse der kunne diskuteres, var det temmelig sikkert blevet slået stort op af ministrene og deres følgere på de sociale medier. Retorikken havde helt sikkert været en anden.
Det sker tilsyneladende ikke, når det drejer sig om, at de praktiserende læger har sendt en millionregning til regionerne for en værdiløs videresendt mail med et negativt testsvar. Det får heller ikke ministeren ud i formiddagspressen, når en vagtlæge ifølge DR på akkordløn kan gennemføre over 300 samtaler og tjene over 40.000 kr. på en dags arbejde. I begge tilfælde er ministeren fuldstændig tavs.
Ingen udskammende kommentarer
Kommentarerne har i det hele taget været afdæmpede fra politisk niveau, hvis man sammenligner med debatten om profit på velfærd i forhold til socialområdet.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt har overfor DR gjort opmærksom på, at lægerne følger overenskomsten, så derfor skal man passe på med at være misundelige.
”Men hvis det bliver en pengemaskine, så skal vi gøre noget ved det,” siger hun i forhold til vagtlægernes høje akkordløn.
Og de Konservative peger på, at vagtlæger arbejder på skæve tidspunkter, og derfor er lønnen høj.
Ikke et ord om profit eller udskammende kommentarer, som dem Astrid Krag kom med i efteråret, hvor hun til Ekstra Bladet udtalte, at private botilbud betragtede udsatte borgere som sociale hæveautomater. I den sammenhæng indledte hun en større kampagne mod, de private sociale tilbud med henblik på, at forbyde udtræk af overskud på den type private virksomhed
Slap for de sociale mediers gabestok
Nu er der også forskel på sundheds- og socialområdet, men det er et af de store velfærdsområder og derfor alligevel påfaldende med sundhedsministerens tavshed i forhold til de praktiserende læger, hvor man efter regionernes vurdering har sendt regninger for 19,5 millioner for meget. Altså noget man kunne kalde en 80 procent overfakturering.
Regionerne har kaldt det misbrug og krævet pengene tilbage. De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) mener, at der i høj grad er tale om misforståelser.
På social og børneområdet har ingen krævet, at udbetalt overskud i de private sociale tilbud skulle sendes tilbage til det offentlige.
Her har man ene og alene gået efter, at ejerne af de private helt lovlige har mulighed for overskud og udskammet dem og deres virksomhedsform på de sociale medier ved at bruge begreber som profit.
Bemærk venligst. Man har udskammet, at det kunne ske og ikke dokumenteret bevist, at det sker i større omfang, men alene generaliseret ud fra enkeltsager, hvor et helt område er blevet sat i de sociale mediers gabestok.
Arbejdsgiver-arbejdstagerforholdet redder måske lægerne
Det har man ikke gjort i forbindelse med de praktiserende læger og det er sådan set fair nok, for det er ikke et demokrati værdigt, at man udskammer en hel faggruppe på basis af enkelt siger, men hvad er det lige der gør forskellen, så hverken minister eller tastatur-trolde på de sociale medier er oppe i det røde felt?
Det kan handle om de praktiserende lægers integritet og ukrænkelighed, men også om at lægerne er så integreret en del af det offentlige, at man ikke anskuer dem som private, skønt det er hvad de rent faktisk også er.
Ganske vist hedder lægernes aftale med regionerne en overenskomst og smager på den led af et arbejdsgiver-arbejdstagerforhold,
Så måske derfor tager ministeren det mere afslappet, regeringen peger nemlig kun yderst sjældent fingre af lønmodtagerne.
Her er det typisk de offentlige arbejdsgiveres ansvar, hvis der opstår et urimeligt overforbrug eller medarbejderne er så hårdt pressede, at de nærmest arbejder på en samlebåndsakkord.
Om de praktiserende læger fortsat vil være beskyttet, er svært at spå om. Det afhænger meget af dem selv, for de sociale medier er rå, men indtil nu ser det ud til, at lægerne er udstyret med en beskyttelse, man også kunne ønske sig i forhold til andre brancher på velfærdsområdet.