Vi jagter et godt børneliv – ikke profit

Del artiklen:
Modelfoto
Modelfoto - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er ufatteligt, at der skal bruges så meget energi, tid og debat på at mistænkeliggøre de private aktører i en kamp, der kun synes at have bund i et ideologisk korstog mod det grusomme ”private”, skriver ejere og stiftere af Børnehuset Ønskelandet, Ikast i dette debatindlæg.

Af Rasmus og Anne Hebsgaard, ejere af Børnehuset Ønskelandet, Ikast.,
og Steen Hebsgaard, Bedstefar-fritidspedel og medstifter af Ønskelandet, steen.hebsgaard@gmail.com

Er vi profitjægere? Er vi ude på at udtage profit på bekostning af børnene?Er det virkelig sådan, at nogle politikere ser på os – der driver den privatejede vuggestue/børnehave Ønskelandet i Ikast?

Ja er svaret – hvis man læser den aktuelle politiske debat om minimumsnormeringer og privat-ejede dagtilbud. Fra Socialdemokratiet og SF på Folketingsniveau har påstande om ”profitjægere” været sagt flere gange – og selv lokalt har vi hørt det fra socialdemokratisk hold: ”Nej tak til profit på velfærden” skrev byrådsmedlem Kasper Pauli og MF Anne Paulin sidste år.

Selvfølgelig skal velfærdskroner – og flere statskroner til at sikre bedre normering – ikke bruges som overskud i ejernes lommer. Og selvfølgelig kan man i det moderne, regelstyrede, digitaliserede og kontrollerende Danmark med en minimal arbejdsindsats sikre, at de velfærdskroner, der gives til privatejede dagtilbud – også bruges til normering. Og i modsat fald – betales tilbage.

Det er ufatteligt, at der skal bruges så meget energi, tid og debat på at mistænkeliggøre de private aktører … i en kamp, der kun synes at have bund i et ideologisk korstog mod det grusomme ”private”.

Vi er overbeviste om, at man både fra forældres side og kommunalt hold ikke ser os som profitjægere – men tværtimod som et væsentligt bidrag til det frie valg, som forældrene kan benytte sig af, når de vil vælge dagtilbud til deres børn. Området er så velreguleret fra kommunernes side, at misbrug af offentlige midler ikke kan lade sig gøre. Og vi har et forbilledligt samarbejde med kommunen omkring Ønskelandet.

Der forhandles i disse uger

I disse uger forhandles der om vilkårene for de statslige midler til minimumsnormeringer, og som det ser ud i det forståelsespapir, som S, R, SF, Ø og Å i sin tid lagde til grund for regeringen, vil man: 

  1. Stoppe for etableringen af fremtidige privatejede dagtilbud. De kan være selvejende, men ikke privatejede
  2. Sætte de cirka 100 privatejede dagtilbud (som Ønskelandet) under en form for offentlig administration, så vi ikke længere selv kan styre vores økonomi
  3. eller man vil tvinge os til at omdannes til selvejende institution.

Det sker på trods af, at både S og SF i 2014 stemte imod et lignende forslag fra Enhedslisten – med den grund, at der ikke i Danmark er private børnehaver, der udtager overskud på bekostning af børnene.

Men hvorfor så denne kovending – hvorfor denne hede debat?

Vi er ikke profitjægere, der profiterer på bekostning af børnene. Vi er ikke en del af en politisk-ideologisk kamp. Vi er såmænd to pædagoger, der har den visionen om at skabe gode rammer om et godt og måske på nogen områder et anderledes børneliv. Hvorfor skal vi udskammes i medier som profitjægere, når en dugfrisk RUC-undersøgelse fra 2020 netop viser, at de private aktørers kvalitet er mindst lige så høj og på nogle parametre højere end i offentlige institutioner – og at forældre og børn er glade for vores tilbud?

Vanskeligt at skaffe kapital

”Vildledning…” kalder flere af de regeringsbærende partier det, når vi og andre privatejede siger, at forældrene risikerer at miste et frit valg mellem private og offentlige institutioner. For – som de siger – det kan jo lade sig gøre at starte private dagtilbud i form af selvejende institutioner (der som bekendt ikke kan trække overskud ud). Sådan som man ser det med friskoler.

Det de ikke fortæller er, at det relativt kortvarige forældreengagement i vuggestuer og børnehaver gør det meget forskelligt at drive småbørnsinstitution sammenlignet med friskoler.

Det er rigtig vanskeligt at rejse kapitalen til det, og flere kilder i finanssektoren – bl.a. Merkur Bank – har direkte udtalt, at det vil blive ”meget meget vanskeligt at søge om kapital til opstart af en selvejende institution”.

Lidt fakta

Lad os prøve med lidt fakta i den her sag, som forhåbentlig kan kaste nuanceret og apolitisk lys på sagen.

Og lad os tage udgangspunkt i os selv i Ønskelandet i overordnede træk:

Forældrenes betaling er den samme som i de offentlige dagtilbud
Vi får det samme i tilskud per barn som i det offentligeVi har – mindst – den samme normering som i offentlige dagtilbudVi skal leve op til samme pædagogiske standard som i det offentlige (men arbejder hele tiden på at udvikle pædagogikken og har friheden til at gøre det).Vi arbejder med samme overenskomst og samme arbejdsvilkår for de ansatte som i de offentligeVi er underlagt tilsyn fra det offentliges sideUd over dette skal de private aktører finansiere en driftsgaranti på et antal måneders pasning – hvis dagtilbuddet nu skulle lukke. Den sikkerhed skal kommunen have, jvf. loven.

Dette er basis for selve driften med husleje, forsikring, varme, lys etc.

Man behøver ikke være statsautoriseret revisor for at regne ud, at jagt på profit – hvis det er det, man vil – absolut ikke kan ske en privatejet børnehave. Også selv om vi er fyldt op og har venteliste.

Vi kan hæve forældrenes betaling (det er jo så ikke offentlige velfærdskroner). Og dermed skabe et overskud, der kan sende os på en Hawaii-ferie. Men hvis man tror, man kan holde på forældrene og børnetallet ved ublu prisstigninger uden kvalitet – er man håbløst naiv. Efterspørgslen efter dagtilbud i den slags tilbud vil naturligt falde.

Hvis vi er rigtig dygtige til administration og til at forhandle priser, kan der komme mindre overskud. Det kan bruges til renovering, indkøb af legetøj, julefest for børnene etc. Tilbage på bunden kan der visse år være et mindre overskud, som ejerne – indtil nu – har kunnet udtage som ”profit” og bruge til at nedbringe den gæld, man ofte har stiftet som privat aktør. Men beløbene har været små og ubetydelige – hvilket regeringen også anerkender.

Hvorfor er det tabubelagt?

Men hvorfor er det så tabubelagt i vores samfund, at tjene penge på, at være dygtig til at lave et dejligt sted for børn. Vi har privathospitaler, og vi har praktiserende læger i lægehuse, der gerne må skabe overskud. Men vi, der arbejder med børn og rammerne om pædagogik skal bare have en fast løn.

Vores familie har lagt hånden på kogepladen – bundet og satset hus og privat økonomi for at projektere, ansøge, købe, bygge, renovere, og realisere drømmen om et ønskeland for børn i de fantastiske rammer omkring den gamle ungdomsgård i Ikast.  Fordi vi brænder for pædagogikken og for at give børnene et fantastisk børneliv.

Lad os da glædes over den mangfoldighed af dagtilbud, der findes. Og kære regeringsbærende partier: Tro på os, og på at vi som private aktører ikke jagter profit. Lad os finde en løsning, så alle kan være sikre på, at penge til minimumsnormeringer også går til bedre normering – uden at vi skal sættes under offentlig administration.