Selvom likviditeten i Københavns Kommune næsten er fordoblet siden 2013, så er der stadig ligeså få frie midler i kassen, som der var dengang, når man spørger kommunens økonomiforvaltning.Det skyldes, at kommunen båndlægger anlægsudgifter til investeringer, som man forventer at gennemføre i fremtiden, uden hverken at skele til driftsoverskud eller anlægsrammer. Derfor ser det ud som om, at kommunen har et væsentligt mindre finansielt råderum end det egentlig er tilfældet. Faktisk har kommunen på trods af en milliardvækst i likviditeten ifølge de officielle opgørelser fra Indenrigs- og Boligministeriet fortsat kun et råderum på 700 millioner kroner, når kommunen selv opgør det. I et svar til økonomi- og indenrigsministeren i efteråret 2013, havde Københavns Kommune opgjort sin samlede likviditet efter kassekreditreglen til 8,9 milliarder kroner. Men ifølge kommunen skulle man se på den såkaldte “reelle kasse”, som er “udtryk for kommunens samlede likviditet renset for midler, som allerede er disponeret samt reservationer til truende tab”. Her var den reelle kasse opgjort til 700 millioner kroner. Senest i marts 2021 har Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune igen opgjort likviditeten i et notat til Økonomiudvalget. Her er den samlede likviditet opgjort til 16,3 milliarder kroner i fjerde kvartal 2020. Men den reelle kasse, som altså er udtryk for de udisponerede midler, opgøres til 2,2 milliarder kroner. Heraf forventer man at bruge 1,5 milliarder kroner til “overførsel af mindreforbrug og finansiering af nye initiativer”. Derfor ender man igen på 700 millioner kroner, altså præcis det samme beløb som i 2013. De 700 millioner er samtidig Økonomiforvaltningens smertegrænse, og det betyder dermed, at der fortsat ikke er frie midler til rådighed i kassen, selvom likviditeten næsten er fordoblet.
Pengene er disponeret
Forklaringen er, at Københavns Kommune har disponeret i alt 23,8 milliarder kroner til anlægsprojekter frem til 2032, og næsten alle de nuværende midler er derfor bundet til de vedtagne anlægsprojekter. Det betyder med andre ord, at Københavns Kommune fylder op med anlægsudgifter helt til likviditetsgrænsen på 700 millioner kroner, uden hverken at skele til driftsoverskuddet eller anlægsrammen. Derfor er der ifølge kommunen hverken midler til at sænke skatten, sænke den kommunale dækningsafgift eller afdrage på dele af gælden i kommunens byudviklingsselskab, By & Havn, som er ejet 95 procent af Københavns Kommune. Dermed er der ifølge Økonomiforvaltningen ikke plads til at imødekomme ønsker fra borgere om skattelettelser eller at friholde naturen for byggeri. Det er By & Havn, som blandt andet er ansvarlige for bebyggelsen af de omdiskuterede områder på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen, som forventes at indbringe i alt 1,6 milliarder kroner.
Ingen sammenhæng med driftsresultater og anlægsramme
Ifølge reglerne fra Indenrigs- og Boligministeriet, kan Københavns Kommune ikke bruge de 23,8 milliarder kroner til anlægsprojekter præcis som man vil. Ligesom landets resterende 97 kommuner er de nemlig underlagt regeringens anlægsloft, hvorfra Københavns Kommune typisk har i omegn af 3 til 3,5 milliarder om året til anlægsprojekter.Hvis hele likviditeten skulle være båndlagt, ville det derfor enten kræve, at anlægslofterne blev fjernet, og Københavns Kommune kunne bygge ligeså meget de ville, eller at Københavns Kommunes finansiering til anlægsprojekter stoppede fra den ene dag til den anden.Men kommunen har i mange år i træk leveret store overskud, som er blevet lagt oveni den eksisterende likviditet, selvom man har lavet anlægsprojekter til kanten af anlægsrammen. Derfor har kommunen i realiteten væsentligt større handlerum, end den giver udtryk for. Eksempelvis kunne kommunen, som vi viste i en analyse for nyligt i NB-Økonomi, sænke skatten med næsten 1,5 procent, og dermed få Danmarks laveste kommuneskat. Man kunne også sænke dækningsafgiften til gavn for byen erhvervsdrivende.Alternativt kunne man stoppe byggeriet på Amager Fælled og Stejlepladsen ved at kompensere By & Havn for de 1,6 milliarder kroner, den forventer at tjene på byggerierne. Det ville ikke være en anlægsudgift, fordi det alene er en finansiel overførsel fra kommunen til et driftsselskab, som primært er ejet af kommunen. Alle ovenstående muligheder kunne altså gennemføres uden hverken at skære i servicen eller gå på kompromis med de anlægsudgifter, man kan afholde indenfor den givne ramme.
