Debatten om profit på velfærd er et brand i sig selv, der blandt andet blev lanceret af en række fagforbund i forbindelse med Folkemødet i 2018. Det er en debat, som i bølger siden er rullet ind over de social medier og i dagspressen, skudt i gang og faciliteret af politikere og interesseorganisationer
Eksempelvis annoncerede Social- og Indenrigsminister Astrid Krag en lynkrig mod profit på sociale botilbud i september 2020. En krig som Det Radikale Venstre satte en foreløbig en prop i ved ikke at støtte op om den del i velfærdsaftalerne i december.
Finte i aftale om minimumsnormeringer forbyder profit
Men så indgik regeringen til gengæld en aftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om en model for lovbundne minimumsnormeringer fra 2024. Den skal sikre minimumsnormeringer i form af flere voksne til alle børn i vuggestuer og børnehaver også dem som går i private dagtilbud.
Her fik modstanderne mod profit sikret, at parterne samtidig var enige om, at man ville fjerne muligheden for at trække overskud ud af de private institutioner. Argumentet var at man ikke ville risikere, at nogle af de mange penge (over en milliard kroner), der var afsat i en tilpasningspulje, som skulle fremme en hurtigere indfasning af minimumsnormeringerne, havnede i de private ejeres lommer.
Finten fik Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen til at kalde aftalen ”Et fejlskud af dimensioner.” Dette ud fra en betragtning om, at denne aftale reelt var et forbud mod private dagtilbud.
Hermed skiftede debatten om profit på velfærd spor fra socialområdet til børne- og unge området.
FOA: Interesseorganisationer manipulerer
I et af de seneste indlæg på Altinget skriver FOA`s næstformand Thomas Enghausen, at det er faktuelt forkert og mudrer debatten.
I hans perspektiv er Dansk Industri og Dansk Erhverv ved at fremmane et fjendebillede af regering og fagbevægelse, som værende imod det private erhverv. Det mener han giver et kontrastfyldt billede af motiverne for at lukke profitmulighederne ned på velfærdsområderne.
” Det sande og mindre kontrastfulde billede handler dybest set om virksomhedsstrukturer,” skriver han.
Virksomhedsstrukturer hvor det er muligt at trække penge ud af velfærdsvirksomheder gennem blandt andet udbytte og høje lønninger til ejerne.
Bevidst fejllæsninger i debattørernes ekkokamre
Men er det nu også rigtig, at ejerne af private dagtilbud hiver super-profit ud?
Nej det er det ikke ifølge børne- og undervisningsministeriets egen undersøgelse tilbage i 2020. Her konstaterede ministeriet af kun 2 ud af 5 institutioner havde trukket overskud ud af deres virksomhed og her skal det bemærkes, at der i gennemsnit ikke var tale om store beløb i super-profitklassen.
Thomas Enghausen skriver selv i sit debatindlæg, at en debat skal ske med udgangspunkt i faktuelle forhold og ikke med bevidste fejllæsninger af modpartens argumenter. Her er spørgsmålet så, om han lytter nok til, de argumenter som Dansk Industri og Dansk Erhverv har?
Argumenterne i debatten har fra debattørerne i den private sektor været, at når man ikke må forrente en investering – altså trække overskud ud, så er man ikke privat i kommerciel forstand, men selvejende, hvilket føre til den slutning, at aftalen reelt er et forbud mod private dagtilbud.
Aftalen nævner ganske vist muligheden for ejere af private daginstitutioner kan omdanne virksomheden til en selvejende institution, så de på den led fortsat kan være på markedet, men det er der fortsat ikke fundet nogen model for hvordan man rent faktisk kan gennemfører, hvilket vi tidligere har skrevet om på OPS-Indsigt
Iagttager man debattørernes argumenter og mængden af likes og kommentarer på de sociale medier kan man få det indtryk at debatten sjældent er andet end det Thomas Enghausen kalder stråmandsargumenter. Det vil sige kommunikation af maggiterning-budskaber i egne ekkokamre, hvor supporten i form af likes og kommentarer er forudsigelig, hvad enten man repræsenterer den private sektor eller fagbevægelsen.
Den egentlige debat, hvor klinger krydses og hvor refleksion skabes hos debattører, der grundlæggende er enige om, at det er kvaliteten i daginstitutionerne, der er det vigtigste, når sjældent særligt langt i de ekkokamre, man kan iagttage, er etableret omkring grupperingerne for eller imod profit på velfærd.
