Sygeplejersker og sosu-assistenter fra to specialisthospitaler i den private sektor kommer nu også patienter fra de covid-pressede sygehuse til hjælp.
For små 14 dage siden indgik Epilepsihospitalet, Filadelfia i Dianalund en aftale med Region Sjælland om at tage imod 8 patienter fra regionens sygehuse for at aflaste i forbindelse med corona-epidemien. Mandag var det så sygeplejersker og sosu-assistenter fra Sclerosehospitalet, der trak i uniformerne for at gøre sig klar til at tage til Filadelfia, for at hjælpe med at pleje en afdeling med patienter som regionen ikke har plads til. Det kan man læse af en pressemeddelelse fra Region Sjælland.
Det betyder, at plejepersonale fra Sclerosehospitalet i Haslev indgår i en fælles vagtplan på Epilepsihospitalet, Filadelfia i Dianalund.
Dermed er der opstået et unikt samarbejde mellem det offentlige sygehusvæsen og de to selvejende specialhospitaler midt i corona-epidemien.
Regionen har fortsat behandlingsansvaret
Selvom patienterne kommer ud i den private sektor, er det fortsat Region Sjælland, der via E-hospitalet har det lægefaglige behandlingsansvar og følger patienten via bl.a. videomøder og selvbetjeningsordninger følger behandlingen uden for regionshospitalet.
”Vi har hele tiden meldt os klar til at hjælpe i denne situation, hvor hele sundhedsvæsenet er presset på grund af pandemien. Medarbejderne gør det på helt frivillig basis, fordi de kan, og fordi de gerne vil,” siger hospitalsdirektør Brita Løvendahl fra Sclerosehospitalet.
Hun er glad for at aftalen er kommet i stand og stolt over at hospitalets sygeplejersker og sosu-assistenter, nu deltager i kampen mod corona.
I Region Sjælland er koncerndirektør Leif Panduro Jensen meget taknemlig for den hjælp aftalen er.
”På sygehusene må flere og flere medarbejdere nu tage sig af covid-ramte patienter. Derfor har vi brug for at etablere ekstra sengepladser uden for sygehusene til de almindelige patienter. Især nu, hvor vi ruster os til at kunne modstå et måske endnu større pres på grund af den mere smitsomme coronavariant B.1.1.7,” siger Leif Panduro Jensen.
Forventer at kunne modtage op til 22 patienter
Epilepsihospitalet Filadelfia indgik som sagt i beredskabet den 8. januar og modtog her de første ni patienter. Hospitalet skal nu gøre følgeskab med gode medarbejdere fra Sclerosehospitalet.
”Vi forventer meget hurtigt at modtage op til 22 patienter fra sygehusene i Region Sjælland. Introduktion og planlægning af den samlede opgave er allerede godt i gang, så vi kan komme på omgangshøjde med de mange nye arbejdsopgaver,” siger administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen fra Epilepsihospitalet Filadelfia.
Epilepsihospitalet og Sclerosehospitalt er begge landsdækkende inden for deres specialer. De to hospitaler har derfor fundet det helt oplagt, at de går sammen om beredskabsopgaven