Skip to main content

 Fødevarestyrelsen har siden juni i år vidst, at det er ulovligt at aflive alle mink i Danmark. Det skriver Politiken, som sammen med mediet Nordtinget har fået indblik i dokumenter om sagen.  Souschef i Fødevarestyrelsen Tim Petersen advarede 11. juni i et såkaldt presseberedskab til Sundhedsstyrelsen om, at man ikke havde et “sikkert retligt grundlag” for at aflive mink i Danmark, skriver Politiken.  Regeringen besluttede i sidste uge, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det skete på grund af risikoen for, at minkene ville smitte mennesker med muteret coronavirus og dermed hæmme effekten af en fremtidig vaccine.  Spørgsmålet er så, om advarslen fra juni blev sendt videre til Fødevareministeriet og fødevareminister Mogens Jensen (S). Han skal onsdag klokken 13 deltage i et samråd om minksagen i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, efter at han tirsdag beklagede regeringens ulovlige ordre om aflivning af alle mink. Ifølge en aktindsigt til Politiken og Nordtinget blev advarslen fra Fødevarestyrelsen i juni ikke givet videre. Til gengæld skete der noget andet, eftersom Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen i dagene derefter begyndte at udarbejde en ny bekendtgørelse. Den skulle sikre, at reglerne i Lov om hold af dyr blev ændret, så man kunne aflive mink i visse situationer.  Bekendtgørelsen blev ifølge Politiken blandt andet sendt ud af Mogens Jensens embedsværk i Fødevareministeriet.  Ifølge Berlingske sår svar til Folketinget fra oktober tvivl om, hvorvidt Mogens Jensens forklaring om, at han ikke blev advaret om et muligt brud på loven, holder vand.  1. oktober besluttede regeringen, at også minkfarme uden smitte, men som ligger inden for en radius af 7,8 kilometer fra en farm med konstateret smitte, skulle aflive alle mink.  Det skulle mindske risikoen for, at muteret coronavirus kunne smitte fra mink til mennesker.  Der blev derfor udarbejdet en bekendtgørelse af Fødevarestyrelsen med navnet “Bekendtgørelse om covid-19 hos pelsdyr”, som skulle sikre, at det blev lovligt at aflive dyr inden for sikkerhedszonerne.  Bekendtgørelsen gav imidlertid ikke hjemmel til at beordre, at mink uden for sikkerhedszonerne skulle aflives.  Fødevareminister Mogens Jensen har i flere svar til Folketinget henvist til netop denne bekendtgørelse, skriver Berlingske. Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter undrer sig over, hvordan Mogens Jensen nu kan hævde, at han ikke kendte til, at det var ulovligt at aflive alle mink i Danmark, da regeringen meldte beslutningen ud i sidste uge.  – Myndighederne har udstedt bekendtgørelsen for en måned siden, siger Jens Elo Rytter til Berlingske.  – Og selv om det altid vil være kritisabelt, at et ministerium og en styrelse ikke har styr på de regler, der gælder på området, er det endnu mere uforståeligt og kritisabelt, at man skulle have glemt dem en måned efter, man har skrevet det i en bekendtgørelse. – Det er simpelthen svært at forstå, hvordan man skulle kunne glemme det, siger han. /ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply