Skip to main content

 Hjælp til en indkøbstur eller bare en tid til en hyggelig snak med hjemmehjælperen. Det er nogle af de aktiviteter, som ældre kan vælge at bruge deres klippekortordning på. Nu foreslår De Konservative, at klippekortet fordobles fra en halv time om ugen til én time. Det skal sikre de ældre mere tid, hvor de bestemmer, hvad hjemmehjælpen skal gå til, siger partiets formand Søren Pape Poulsen. – Vi kan se af debatten på ældreområdet, at de ældre borgere i Danmark mangler mere frit valg. Uanset, hvor gammel du er, så skal der være mulighed for selv at bestemme.  – Derfor vil vi gerne fordoble klippekortet og sikre, at pengene går til netop det. Kommunerne skal ikke have pengene over bloktilskuddet, så de fordeler det anderledes bagefter, siger Søren Pape Poulsen. Han henviser dermed til, at flere kommuner har valgt at spare klippekortet væk. Ordningen blev indført af den tidligere regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Der var oprindeligt afsat en pulje på 380 millioner kroner om året i 2017 og 2018 til klippekortordningen.  Fra 2019 får kommunerne stadig pengene, men de kommer via bloktilskuddet. Det betyder, at kommunerne kan vælge at bruge pengene til andre formål. Udmeldingen fra Søren Pape Poulsen kommer, forud for at De Konservative lørdag holder landsråd i Herning. På grund af corona foregår det digitalt, men partiet vil som ved normale landsråd komme med konkrete udspil til ny politik. Det gælder blandt andet på ældreområdet. Her har TV2-dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden” fået De Konservative til at skærpe kampen for det frie valg.Bedre muligheder for at vælge mellem offentlig eller privat Ud over en fordobling af klippekortet ønsker Søren Pape Poulsen også flere private friplejehjem. Det skal give de ældre bedre mulighed for at vælge mellem et privat og et offentligt tilbud. – Det er blevet tydeligt, at når der ikke er konkurrence, så ser vi det, vi så i tv-dokumentaren fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Her så vi en fuldstændig mangel på omsorg, hvor flere ældre mennesker blev meget, meget dårligt behandlet, siger Søren Pape Poulsen. Spørgsmål: Hvordan kan frit valg af plejehjem eller et udvidet klippekort være et værn mod uværdig behandling? – Der findes ikke nogen garantier for, at ingen bliver dårligt behandlet. Men hvis vi ser flere friplejehjem og mere frihed på de kommunale plejehjem, så vil vi også se ledere, der blomstrer og skaber dygtige medarbejdere, frem for den helt katastrofale kultur vi så på Kongsgården i Aarhus, siger Søren Pape Poulsen. Spørgsmål: En af de indvendinger, der ofte rejses mod eksempelvis klippekortet er, at det skaber et stort bureaukrati, fordi kommunerne skal holde øje med, om de ældre får og bruger den tid, de har krav på. Ville det ikke være bedre at lade kommunerne bestemme, hvordan man sikrer den bedste ældrepleje? – Men det er jo bare ikke sket. Og så må vi være tydelige med, hvad vi gerne vil have. Det er derfor, at vi vælger at fordoble klippekoret, som er en ordning kommunerne kender. Så skal der ikke nyt bureaukrati til, siger Søren Pape Poulsen. /ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply