“Nu skal vi skrive næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie. – Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale på årets første kalenderdag. Hermed lagde hun op til et nyt lovkompleks, som regeringen har døbt “Børnene først” også kaldet barnets lov.Det bliver en lov der alt andet lige får enorm betydning for de sociale bo og opholdsteder på børneområdet, da en ny analyse fra socialministeriet viser at 65 pct af de specialiserede tilbud er ikke-kommunale.I løbet af den næste månedstid kommer regeringen så med sit udspil “Børnene først”, som blandt andet skal medvirke til, at flere børn bliver anbragt tidligere i livet.Astrid Krag afviste i denne uge overfor ritzau ved et topmøde med en række aktører på området, at sætte et måltal op for, hvor mange flere tvangsanbringelser regeringens udspil skal føre til.
Men anbringelserne kan ende med at skabe store økonomiske konsekvenser for særligt de mest vanskeligt stillede kommuner. Det betyder i praksis, at de kommuner, der har de største sociale udfordringer, og hvor der dermed må formodes at komme flest nye anbringelser af børn, kan ende med at stå med en millionregning uden udsigt til fuld statslig kompensation.
Læs også: Langt fra byrådet: Byrådsmedlem i Roskilde besøger Søbæk
Flere anbringelser vil drukne i en bloktilskudsnøgleÅrsagen er, at kommunerne normalt bliver kompenseret under et for lovændringer, som de skal varetage. Det kaldes Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). DUT-reguleringer sker normalt gennem bloktilskudsnøglen. Den fordeler udelukkende et øget statsligt tilskud på baggrund af kommunernes indbyggertal. Det betyder, at DUT-reguleringer, når de fordeles efter bloktilskudsnøglen, ikke tager højde for, hvilke kommuner, der lider de største udgifter i forbindelse med nye lovændringer. Konsekvensen er, at kommuner med store udgifter til et nyt lovkrav bliver underkompenseret, mens kommuner med små udgifter bliver overkompenseret, og faktisk kan tjene penge på nye lovkrav.Anbragte børn koster på bundlinjenDet er ikke helt ubetydelige beløb, anbragte børn kan flytte på tværs af kommunerne. En opgørelse foretaget af NB-Økonomi viser, at 30 procent flere anbringelser kan flytte cirka 350 millioner kroner fra de sværest stillede kommuner til de mest velstillede kommuner. En socialpolitisk redegørelse foretaget af Social- og Indenrigsministeriet i 2016 viste, at hvert anbragte barn koster kommunerne mellem 300.000 og 1,2 millioner kroner om året med et gennemsnit på 700.000 kroner.Hvis regeringen derfor lægger nye lovkrav på anbringelsesområdet, som fører til 30 procent flere anbringelser, vil det betyde 4000 flere anbragte børn. Det vil i alt give kommunerne årlige ekstraudgifter for cirka 2,8 milliarder, som de under et vil blive kompenseret for gennem DUT-reguleringer. Men pengene vil formentligt ikke lande i de kommuner, som har størst behov. Det vil med al sandsynlighed være i de kommuner, hvor der hersker de største sociale problemer, at der vil ske flest anbringelser. Dermed vil de have større udgifter til flere anbringelser end gennemsnittet, mens kommuner med få sociale problemer vil have færre udgifter end gennemsnittet. Det betyder i praksis, at de rige kommuner i sidste ende tjener penge på ændringen, mens de fattigste kommuner taber penge. Se i kortet her, hvad lovændringen kan betyde for kommunernes økonomi, hvis der kommer 30 procent flere anbringelser af børn, og kommunerne som følge af lovændringen bliver kompenseret gennem DUT-reguleringer. Bemærk, at hvis en kommende lovændring fører til flere eller færre anbringelser end 30 procent, vil mekanismen være præcis den samme, men beløbene vil være henholdvist større eller mindre. Tallene i koret er under den forudsætning, at kommunerne kompenseres efter de normale DUT-nøgler. Regeringen og KL kan aftale en anden fordeling, som sikrer en større overenstemmelse mellem kompensationen og de faktiske udgifter.Under kortet kan du læse, hvordan vi har lavet analysen.
FAKTA – Sådan har vi gjortMed udgangspunkt i statistikken ANBAAR14 fra Danmarks Statistik har vi set på, i hvilke kommuner der sker flest anbringelser. Statistikken viser iværksatte anbringelser på kommuneniveau, som vi har valgt, fordi det viser den aktuelle situation af, hvor der sker flest anbringelser. Vi har kun inkluderet 0-17-årige. For at undgå udsving i datagrundlaget, har vi taget udgangspunkt i et gennemsnit fra 2015-2019. Dermed har vi haft det mest aktuelle og stabile datagrundlag for at undersøge, hvordan antallet af anbringelser fordeler sig på tværs af kommunerne.For at finde hver kommunes andel af nye anbringelser har vi divideret hver kommunes gennemsnitlige antal anbringelser med totalen for landet. Herefter har vi lagt 30 procent oveni det totale antal anbragte børn og unge, som i 2019 var 13.400. Det gav os 4020 nye anbringelser, som vi har fordelt med udgangspunkt i kommunernes andel af nye anbringelser. Efter alle anbringelser var fordelt på kommuneniveau, har vi ganget enhedsbeløbet på 700.000 kroner på antallet af nye anbringelser ved en 30 procents forøgelse. Herefter har vi fordelt den statslige kompensation på 2,8 milliarder kroner via bloktilskudsnøglen. Efter at have fratrukket udgifterne fra indtægterne har vi kunnet se, hvor meget det vil flytte i hver kommune, hvis en kommende lovændring giver 30 procent flere anbringelser, og anbringelserne fordeler sig på kommuneniveau, som de gør i dag.Slutteligt har vi taget forskellen i indtægter og udgifter og divideret med kommunens folketal for at få forskellen i kroner per indbygger. Det tal danner grundlag for Danmarkskortet.
Læs også: Så meget fylder profitvirksomhederne på det specialiserede socialområde.
