Det er dyrt at blive taget i aftalt spil – såkaldt ‘mestergris’, når man byder ind på udbud. Det må 24 vognmænd i den midtjyske brancheforening Økonomisk Forening for Persontransport, ØFP, sande. Foreningen har arrangeret aftalt spil, når kommuner har udbudt kørsel. Den forseelse har gjort, at foreningen nu må betale en bøde på 400.000 kroner.
I bødeforlægget fra politiet står der, at brancheforeningen straffes for:
”I perioden fra oktober 2013 til november 2016 forsætligt eller groft uagtsomt at have indgået aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder eller indgået en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder.”
Foreningen ØFP har 24 midtjyske vognmænd som medlemmer. De bød blandt andet på opgaver med flexkørsel, handicapkørsel og patientbefordring, der var sendt i udbud af kommuner, regioner eller trafikselskaber.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ØFP’s medlemmer drøftet priser og koordineret tilbuddene i foreningen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev opmærksom på ØFP’s grove overtrædelser af konkurrenceloven efter en henvendelse fra Midttrafik. Konkurrencerådet afgjorde i 2018, at der havde fundet en overtrædelse sted.