Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er ifølge Berlingske den minister, der oftest har taget flyet mellem København og Jylland. I en periode på 99 dage sidste efterår fløj han 14 gange til Jylland på officiel tjenesterejse som minister. På 12 af turene til Jylland har ministerchaufføren samtidig kørt ministerbilen frem og tilbage. Dermed er han uden sammenligning den minister i regeringen, der har fløjet mest til Jylland frem for at bruge ministerbilen eller tog. Det viser en kortlægning, som Berlingske har lavet af rejsevaner hos ministrene i regeringen. S-regeringen skal ifølge forståelsespapiret “gå forrest i kampen mod klimakrisen”. Forståelsespapiret er det dokument, Socialdemokratiet og støttepartierne underskrev, forud for at støttepartierne pegede på Mette Frederiksen (S) som statsminister. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har med ti ture til eller fra fastlandet fløjet næstmest til Jylland. For de øvrige 13 ministre ligger tallet mellem en og fem ture med fly. Kun en enkelt gang er toget benyttet ud eller hjem på en officiel tur. Simon Kollerup begrunder i en mail sine flyrejser med, at han er “minister for erhvervslivet i hele Danmark”. – Derfor er det for mig en selvskrevet del af jobbet at komme ud af kontoret København og høre både bekymringer og gode erfaringer i alt fra Nykøbing Mors til Maribo. Det er noget, jeg nyder og er stolt af, skriver han til Berlingske. Han tilføjer, at en travl ministerkalender gør det nødvendigt at kombinere flyrejser med brug af ministerbilen. For at gøre rejserne grønnere har han udskiftet ministerbilen, så den er en hybridbil frem for en dieselbil, tilføjer han. Ane Halsboe-Jørgensen begrunder ligeledes sine flyture med, at hun er minister “for hele Danmark”. På Berlingskes spørgsmål om, hvorfor hun ikke tænker klima ind i sine rejser, svarer hun: – Det er for mig et spørgsmål om at finde den rigtige transportform i den givne situation, hvor der er forskellige ting, der vejer. Folk skal træffe de valg, der bedst kan få deres hverdag til at hænge sammen, siger hun til avisen. Hun tilføjer, at hun synes, at det vigtigste for regeringen er at bidrage til, at man i fremtiden eksempelvis kan køre og flyve grønnere. /ritzau/
Prøv OPS-Indsigt
Få 4 ugers gratis prøveperiode til OPS-Indsigt, helt uden bindinger og ingen registrering af betalingskort.