Ideologiske kampe og eksterne konsulenter skaber ikke kvalitet

Del artiklen:

De eksterne konsulenter, den ideologiske kamp om ejerskabsformer og en udligningsreform, som tilskynder kommunerne at beholde borgerne i egne tilbud, er symptomer i velfærdssystemet, der får den politiske kvalitetsdagsorden til at glide af bordet.

Af Jon Krog, Branchedirektør, [email protected]

Eksterne konsulenters indmarch i den kommunale sagsbehandling er ikke en sygdom i sig selv, men det meget klart symptom på et velfærdssystem præget af uigennemsigtige strukturer, uklare takster og et fokus, der har fjernet sig alt alt for langt fra det, der burde være i centrum for indsatsen – nemlig det enkelte menneske.

30 kommuner har nu afleveret deres forklaring for anvendelsen af eksterne konsulenter på velfærdsområdet. Og læsningen er deprimerende, for de fortæller om et system, hvor fagligheden åbenbart halter, hvor priser og takster ikke kan gennemskues og hvor den hjælp og støtte den enkelte borger har brug for markedsliggøres i et merkantilt tovtrækkeri, honoreret efter rene økonomiske gevinst betragtninger – no cure no pay. Og husk, at ”cure” her ikke handler om borgeres ”cure” men om kommunens ønske om at spare penge.

Læs også KL skyder igen efter angreb på kommunernes brug af konsulenter

Måske skulle jeg her lige opstille den præmis vi i Selveje Danmark arbejder ud fra. Vi betragter velfærdssystemet som et system, hvis formål ene og alene er at støtte de mennesker i samfundet, der enten permanent eller i en periode af livet har brug for fællesskabets hjælp. Deler man ikke den, så er man naturligvis velkommen til at være uenig.

Det handler med andre ord om at sætte fokus på det enkelte menneske, og sikre at vi inden for den økonomiske ramme der er til rådighed, skaber mest mulig kvalitet i form af gode botilbud, daginstitutioner, plejehjem, anbringelsessteder.

Den politiske dagsorden glider af sporet

Netop nu synes dagsordenen på velfærdsområdet imidlertid at handle mere om symptomerne end om de forhold, der reelt vil kunne løfte kvaliteten. En ideologisk kamp over ejerskabsformer fører til intet, at lægge begrænsninger på eksterne konsulenter vil i bedste fald blot bevare status quo, og en ny kommunal udligningsreform, der økonomisk tilskynder kommunerne til at beholde borgerne i egne tilbud vil være en absolut katastrofe i forhold til kvalitet.

Læs også:
Udligningsreform gør det dyrere at anbringe handicappede udenfor kommunen
 

En kvalitetsreform

I Selveje Danmark ved vi godt, at det er en stor mundfuld at kaste sig over kvaliteten i velfærdssystemet, men nogle gange er det simpelthen den bid man må tage, hvis man vil handle ansvarligt. Vi vil kalde den bid for ”kvalitetsreformen”.

En kvalitetsreform for velfærdsområdet skal insistere på at se helheden. For vores velfærdssystem består som en maskine af en række elementer, der alle er afgørende for kvaliteten af slutproduktet. Det handler om tilsynet, om sagsbehandlingen i kommunerne, om kvaliteten i det pædagogiske arbejde, om gennemsigtighed i økonomien, om den bagvedliggende økonomiske strukturer og om effektiviteten i vores klagesystem. Og for at det ikke skal virke for uoverskueligt, så sætter jeg nogle ord på.

  • Tilsynet skal styrkes, så det bliver en reel garant for kvalitet i arbejdet og ansvarlig økonomi i alle tilbud, og så skal det uvildige tilsyn udvides til at omfatte de dele af vores velfærdssystem, hvor det fortsat er den der leverer ydelsen der fører tilsyn med sig selv.
  • Sagsbehandlingen i kommunerne skal strammes op og kvaliteten løftes. Når Ankestyrelsen op visse områder kan pege på fejl i flere end 50 procent af sagerne så vidner det om manglende kvalitet i sagsbehandlingen. Når man samtidig oplever hvordan kommuner gennem politikker om at anvende egne tilbud presser sagsbehandleren til at fravælge tilbud med mere kvalitet, eller når tilbud modtager borgere uden en handleplan, så står det klart at sagsbehandlingen har enorm betydning for den kvalitet den enkelte borger vil opleve.
  • Kvaliteten i de enkelte tilbud skal styrkes ved at stille krav om dokumentation, uddannelse, effekt og så skal resultaterne af det arbejde være synligt, så det kan indgå i kommunernes beslutning om visitation.
  • Økonomien skal være gennemsigtig. Det skal sikres, at de offentlige milliarder vi anvender på velfærd anvendes ansvarligt. Det handler ikke om ejerskabsformer, men om ansvarlighed. En ansvarliglighed der skal være tilstede i alle dele af velfærdssystemet. Derfor skal det økonomiske tilsyn styrkes og alle tilbud pålægges af aflevere reviderede gennemskuelige årsregnskaber.
  • Vi skal være villige til at se på nogle af de økonomiske strukturer, der påvirker de beslutninger der træffes på velfærdsområdet. Det handler om at se på den effekt det har at nogle tilbud udløser 50 procent statsrefusion og andre gør ikke og om at det kommunale udligningssystem ikke fører til at økonomiske hensyn i endnu videre omfang end det sker i dag vil stå i vejen for det rigtige tilbud.
  • Der skal ses på klagesystemet. I dag er sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen helt urimelige. Det betyder at man som borger oplever at det kan tage år at få ret, at rygter om grænsesøgende adfærd i kommunerne eller at kommuner simpelthen spekulerer i den besparelse der opnås mens borgeren venter, florerer, hvilket er ødelæggende for det gode samspil mellem myndighed og borger. Derfor må vi overveje af styrke klagesystemet, opstille frister for klagebehandling og at myndigheder der groft overtræder reglerne holdes økonomisk ansvarlige.

Det er naturligvis en stor bid

Når jeg ser det stå der, så kan jeg godt se at det fortsat er en stor bid, men hvis vi som samfund ønsker af fastholde og udvikle kvaliteten i vores velfærdssystem, så er det altså den man må tage fat på. Så selvom jeg mener at ”no cure – no pay” er en frygtelig ting i kombination med ønsket om kvalitet, så skal vi måske alligevel takke de eksterne konsulenter for at vise, hvor galt det står til.