Konsulentjagt: Ideologisk bluff og rituel stammedans

Del artiklen:
Eksterne konsulenter er rykket ind i rød zone.
Eksterne konsulenter er rykket ind i rød zone. "Det er sund fornuft, at flere opgaver løses internt af dygtige medarbejdere i det offentlige frem for af eksterne konsulenthuse," siger Finansminister Nicolai Wammen. - Men hvem søger job et sted hvor ens faglighed er udskammet? - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Jagtsæsonen på eksterne konsulenter er gået ind, men er det andet end et ideologisk bluffnummer, der ikke batter, hvor kommunerne kommer mere ananas i egen juice? Og hvad betyder retorikken om konsulentfaget i forhold til kommunal rekruttering? Spørger redaktør Steen Houmark.

Af Steen Houmark, [email protected]

Flere opgaver skal løses af dygtige medarbejdere i det offentlige frem for af eksterne konsulenthuse. Det var meldingen fra Finansministeriet i fredags, da man offentliggjorde årets økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne.

”Vi vil flytte midler fra kolde hænder til varme hænder. Det er både sund fornuft og klog brug af ressourcerne, at flere opgaver løses internt af dygtige medarbejdere i det offentlige frem for af eksterne konsulenthuse,” siger Finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Hermed henviser han til aftalens ordlyd, hvor der blandt andet står: ”De frigjorte midler anvendes til at udvikle den borgernære velfærd.”

Læs også:
Kommunerne kan det meste selv

Et bluffnummer?

Så hvorfor kalde det et bluffnummer?  Det er jo helt i tråd med regeringens valgoplæg sidste år.

Bluff handler om at få nogle andre, i dette tilfælde vælgerne, til at tro, at man er i stand til at gøre et eller andet, men i virkeligheden gør intet eller mindre. For at et bluff virker kræver det, at de andre i et game spiller med for herved, forstærker man styrken af det bluff man har gang i.

De store spillere Dansk Erhverv og Dansk Industri er da også ude og kommentere besparelserne på konsulentområdet.
På twitter kalder Henriette Søltoft, branchedirektør hos DI Rådgiverne det for absurd, at regeringen med en hånd laver hjælpepakker og med den anden hånd trækker opgaver ud af rådgiverbranchen og det responderer Dansk Erhvervs markedschef Morten Jung på ved at kalde det ”Omvendtslev”

null

I et interview med Til OPS-Indsigt siger Henriette Søltoft: “De ambitioner man har, kommer ikke til at ske på et kommunekontor, men i samspil med den private sektor,” 

Men kan man kalde det at spille med? 

Rituel stammedans

Det er er nok en tilsnigelse at kalde det et rendyrket blufnummer. Der er snarer tale om rituel stammedans, hvor erhvervsorganisationerne tilkendegiver deres forventede utilfredshed med en aftale, der ikke lige spiller, men som næppe kommer til at, slå helt så meget igennem, som der er lagt op til i regeringens retorik.

Stammedansen er sådan set også nødvendig over på regeringens side, for man havde jo lovet besparelser på 3 milliarder under valgkampen sidste år. Regeringen har ganske enkelt tvunget sig selv ind i et hjørne, hvor man må danse krigsdans og så håbe det bedste.

Læs også:
Mette Frederiksens konsulentmillarder går også til udsatte unge og bygning af nye institutioner

Regeringen er selv storforbruger af konsulenter

Henriette Søltoft kalder det absurd i hendes tweet, for hvis man lige ser på hvilke signaler regeringen selv sender med hensyn til brug af konsulenter, så som særlige kommunikationsrådgivere, men også i forhold til nye opgaver der er opstået under coronakrisen.

Her har Erhvervsminister Simon Kollerrup flere gang være ude og adressere nødvendigheden af en særlig rådgiver gruppe, nemlig revisionerne. De skal ifølge en fælleserklæring mellem Danske Revisorer og staten samarbejde om hurtigt at lukke huller i støtteordningerne (hjælpepakkerne). Altså en ekstern konsulentopgave.

Læs også:
Regeringen og revisorerne finder sammen

Udvikling af ananas i egen juice

Nu er det jo kommunernes økonomi og ikke statens, der er i spil i økonomiaftalen, men det gør det sådan set ikke meget bedre, for læser man økonomiaftalen, så går ordet udvikling igen rigtig mange gange. Udvikling behøver ikke at betyde flere eksterne konsulenter, men det er svært at se, hvordan kommunerne skal løfte de mange skitserede udviklingsopgaver inden for velfærd uden specialiseret viden.

Det er her, at kæden hopper lidt af. Ideen er nemlig, at kommunerne ved ”insourcing” af specialkompetencer selv løfter de her opgaver. ”Flere opgaver skal løses af dygtige medarbejdere i det offentlige frem for at eksterne konsulenthuse.” Står der i økonomiaftalen.

Det lyder jo ganske plausibelt, at man ønsker at udvikle og fastholde specialistkompetencerne i kommunerne. Kommuner er trods alt store virksomheder, så det burde være muligt. Og sigtet på hvad man blandt andet vil er ganske ambitiøst. – En nærhedsreform
Om det skriver man i økonomiaftalen. ”Regeringen og KL ønsker i fællesskab at gå radikalt nye veje for at udvikle velfærden, frigøre mere tid til kerneopgaven og finde løsninger på nogle af de velfærdsudfordringer, hvor det trods mange års bestræbelser og reformer ikke er lykkedes at skabe de ønskede resultater.”

Rigtig godt og tiltrængt med nytænkning, hvor man vil gå radikalt nye veje, men inden for kommunernes egne mure, lingo og selvforståelse? – Ja tilsyneladende, men desværre ikke en helt ny måde, at udvikle ananas i egen juice på.

Ikke en besparelse der batter 

Nu er det jo heller ikke sådan, at eksterne konsulenter har været en 100 % succes, så hvis man leger lidt med tanken om at en kommune, via de frigjorte midler fra besparelserne på eksterne konsulenter, hvad er det så man har mulighed for eller rettere råd til?

Ser man lige på, hvad en kommune som Køge kommune, der udgør 1 % med hensyn til borgere og økonomi skal spare i forhold til indkøb af konsulenter. Ressourcer der skal overføres til at udvikle de her radikalt nye veje for den borgernære velfærd, så drejer det sig om 0,5 millioner kroner i 2021. Eller knapt en stilling.

Kommunerne skal altså enten være meget større end 1 % eller også skal de ud og finde ekstra konsulent/specialist kroner inden for en i forvejen presset økonomiramme.

Kan forstærke ubalance mellem land og by

Lad os samtidig antage, at de private konsulenthuse grundet coronakrisen og besparelserne må skille sig af med specialistkompetencer, som måske netop kunne anvendes til de opgaver økonomiaftalen skitserer. Hvor søger specialister så normalt hen ad?

De søger gennemgående til faglige miljøer, hvor deres kompetencer kan bruges dagligt og hvor de kan udfordres og udvikles af andre specialister.

Det betyder for mig at se, at skulle der blive frigjort specialister fra den private sektor i forhold til blandt andet IT, anlæg og borgernær velfærd som kan insources i den offentlige sektor. Ja så vil de skulle søge mod de store byer, hvor man grundet størrelsen har råd til at opretholde eller skabe et fagligt specialistmiljø.

Konsulentjagten kan altså forstærke den ubalance, der i forvejen er mellem land og by, små og store kommuner. Hertil kommer, at vi slet ikke kan tage for givet, at kommunerne får adgang til de bedste specialister.

Hvem søger job et sted hvor ens faglighed er udskammet?

Der kan nemlig meget vel ske det, at de bedste specialister kommunale så vel som private søger uden om kommunerne, da regeringens og kommunernes retorik om konsulent- og rådgiverfaget ikke lægger op til, at man her kan blive en agtet og anerkendt medarbejder i den offentlige sektor. 

Det er mit bud at kommunerne uden eller med for få inhouse specialistkompetencer vil være tvunget til at søge eksternt efter konsulentbistand til nogle af de mange opgaver, som IT, anlæg, velfærd og nærhedsreform.